Salmenes 38

1 En salme av David; til ihukommelse. Herre, straff mig ikke i din vrede, og tukt mig ikke i din harme!

En Salme af David. Lehazkir.

2 For dine piler har rammet mig, og din hånd er falt tungt på mig.

HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme!

3 Det er intet friskt i mitt kjød for din vredes skyld, det er ingen fred i mine ben for min synds skyld.

Thi dine Pile sidder i mig, din Haand har lagt sig paa mig.

4 For mine misgjerninger går over mitt hode, som en tung byrde er de mig for tunge.

Intet er karskt paa min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;

5 Mine bylder lukter ille, de råtner for min dårskaps skyld.

thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

6 Jeg er kroket, aldeles nedbøiet; hele dagen går jeg i sørgeklær.

Mine Saar baade stinker og raadner, for min Daarskabs Skyld gaar jeg bøjet;

7 For mine lender er fulle av brand, og det er intet friskt i mitt kjød.

jeg er saare nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.

8 Jeg er kold og stiv og aldeles knust, jeg hyler for mitt hjertes stønnen.

Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt paa min Krop,

9 Herre, for ditt åsyn er all min lengsel, og mitt sukk er ikke skjult for dig.

jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vaande.

10 Mitt hjerte slår heftig, min kraft har sviktet mig, og mine øines lys, endog det er borte for mig.

HERRE, du kender al min Attraa, mit Suk er ej skjult for dig;

11 Mine venner og mine frender holder sig i avstand fra min plage, og mine nærmeste står langt borte.

mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

12 Og de som står mig efter livet, setter snarer, og de som søker min ulykke, taler om undergang, og på svik tenker de den hele dag.

For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;

13 Og jeg er som en døv, jeg hører ikke, og som en stum, som ikke later op sin munn.

de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Raad om Fordærv, de tænker Dagen igennem paa Svig.

14 Ja, jeg er som en mann som ikke hører, og som ikke har motsigelse i sin munn.

Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej aabner sin Mund,

15 For til dig, Herre, står mitt håp; du skal svare, Herre min Gud!

som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.

16 For jeg sier: De vil ellers glede sig over mig; når min fot vakler, ophøier de sig over mig.

Thi til dig staar mit Haab, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

17 For jeg er nær ved å falle, og min smerte er alltid for mig.

naar jeg siger: »Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!«

18 For jeg bekjenner min misgjerning, jeg sørger over min synd.

Thi jeg staar allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;

19 Og mine fiender lever, er mektige, og mange er de som hater mig uten årsak.

thi jeg maa bekende min Skyld, maa sørge over min Synd.

20 Og de som gjengjelder godt med ondt, står mig imot, fordi jeg jager efter det gode.

Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,

21 Forlat mig ikke, Herre! Min Gud, vær ikke langt borte fra mig!

som lønner mig godt med ondt, som staar mig imod, fordi jeg søger det gode.

22 Skynd dig å hjelpe mig, Herre, min frelse!

HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!