Salmenes 31

1 Til sangmesteren; en salme av David. Til dig, Herre, tar jeg min tilflukt. La mig aldri i evighet bli til skamme, frels mig ved din rettferdighet!

Načelniku godbe, psalm Davidov. K tebi, Gospod, pribegam, naj se ne osramotim vekomaj; s pravico svojo osvobodi me.

2 Bøi ditt øre til mig, skynd dig og redd mig, vær mig et klippevern, en borg til å frelse mig!

Nagni mi uho svoje, hitro me reši; močna skala mi bodi, trden grad, da se rešim.

3 For du er min klippe og min borg, og for ditt navns skyld vil du føre og lede mig.

Ker skala moja si in trdnjava moja, torej zavoljo imena svojega vodi me in spremljaj me.

4 Du vil føre mig ut av garnet som de lønnlig har lagt for mig; for du er mitt vern.

Izpelji me iz mreže, katero so skrili zoper mene: ker ti si moja moč.

5 I din hånd overgir jeg min ånd; du forløser mig, Herre, du trofaste Gud.

V roko tvojo izročam svoj duh; otél si me, Gospod, Bog mogočni, resnični.

6 Jeg hater dem som akter på tomme avguder, men jeg, jeg setter min lit til Herren.

Sovražim nje, ki česté ničemurnosti prazne; ker jaz zaupam v Gospoda,

7 Jeg vil fryde og glede mig over din miskunnhet, at du har sett min elendighet, aktet på min sjels trengsler;

Da se bodem radoval in veselil dobrote tvoje, ko se bodeš ozrl v siromaštvo moje, spoznal duše moje stiske,

8 du har ikke overgitt mig i fiendehånd, du har satt mine føtter på et rummelig sted.

In ne izdal me sovražniku v roko, na široko postavil noge moje.

9 Vær mig nådig, Herre! for jeg er i trengsel; borttæret av sorg er mitt øie, min sjel og mitt legeme.

Milost mi stórí, Gospod, ker v stiski sem; od žalovanja hira oko moje, duša moja in telo moje.

10 For mitt liv svinner bort med sorg, og mine år med sukk; min kraft er brutt for min misgjernings skyld, og mine ben er uttæret.

Ker od žalosti peša življenje moje in leta moja od zdihovanja; od kazni krivice, katero trpim, hira krepost moja; in kosti moje ginejo.

11 For alle mine fienders skyld er jeg blitt til stor spott for mine naboer og til en skrekk for mine kjenninger; de som ser mig på gaten, flyr for mig.

Pri vseh sovražnikih svojih sem v sramoto, in pri sosedih svojih jako, in strah znancem svojim; zagledavši me zunaj bežé od mene.

12 Jeg er glemt og ute av hjertet som en død, jeg er blitt som et ødelagt kar.

V pozabljenje me zagrebava srce, kakor mrtvega; jaz sem kakor orodje potrto.

13 For jeg hører baktalelse av mange, redsel fra alle kanter, idet de rådslår sammen imot mig; de lurer på å ta mitt liv.

Ker zasramovanje čujem od mnogih, strah okrog in okrog; posvetujoč se vkup zoper mene mislijo, kako bi prestregli dušo mojo.

14 Men jeg, jeg setter min lit til dig, Herre! Jeg sier: Du er min Gud.

Jaz pa v té zaupam, Gospod, govoreč: Bog si moj;

15 I din hånd er mine tider; redd mig av mine fienders hånd og fra mine forfølgere!

V rokah tvojih so časi moji; potegni me iz rok sovražnikov mojih in njih, ki me preganjajo.

16 La ditt åsyn lyse over din tjener, frels mig ved din miskunnhet!

Daj, da sveti obličje tvoje nad tvojim hlapcem; reši me po milosti svoji.

17 Herre, la mig ikke bli til skamme! for jeg kaller på dig. La de ugudelige bli til skamme, bli tause i dødsriket! (Sheol h7585)

Gospod, naj se ne osramotim, ker te kličem; osramoté se naj krivični, pogubé se v grob. (Sheol h7585)

18 La løgnens leber bli målløse, som taler frekt imot den rettferdige med overmot og forakt!

Neme naj postanejo ustne lažnjive, katere govoré zoper pravičnega trdó, z napuhom in zaničevanjem.

19 Hvor stor din godhet er, som du har gjemt for dem som frykter dig, som du har vist mot dem som tar sin tilflukt til dig, for menneskenes barns øine!

Kako obila je dobrota tvoja, katero hraniš njim, ki te česté; izkazuješ njim, ki pribegajo k tebi pred sinovi človeškimi!

20 Du skjuler dem i ditt åsyns skjul for menneskers sammensvergelser, du gjemmer dem i en hytte for tungers kiv.

Skrivaš jih v skrivališči pričujočnosti svoje pred móž napuhom; skrivaš jih v koči pred prepirom jezikov.

21 Lovet være Herren! for han har underlig vist sin miskunnhet imot mig i en fast by.

Blagoslovljen Gospod, ker mi izkazuje čudovito milost svojo; stavi me kakor v trdno mesto.

22 Og jeg, jeg sa i min angst: Jeg er revet bort fra dine øine. Dog hørte du mine inderlige bønners røst, da jeg ropte til dig.

Jaz sem bil sicer rekel v naglici svoji; Iztrebljen sem izpred tvojih oči; vendar si slišal molitev mojih glas, ko semi vpil k tebi.

23 Elsk Herren, alle I hans fromme! Herren vokter de trofaste og gjengjelder rikelig den som farer overmodig frem.

Ljubite Gospoda vsi, katerim izkazuje dobroto; Gospoda, ki varuje zveste, in povrača preobilno, dela reči veličastne.

24 Vær ved godt mot, og eders hjerte være sterkt, alle I som venter på Herren!

Potolažite se, in pokrepčal bode srce vaše, vsi, ki upate v Gospoda.