Salmenes 31
1 Til sangmesteren; en salme av David. Til dig, Herre, tar jeg min tilflukt. La mig aldri i evighet bli til skamme, frels mig ved din rettferdighet!
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
2 Bøi ditt øre til mig, skynd dig og redd mig, vær mig et klippevern, en borg til å frelse mig!
Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig.
3 For du er min klippe og min borg, og for ditt navns skyld vil du føre og lede mig.
Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig.
4 Du vil føre mig ut av garnet som de lønnlig har lagt for mig; for du er mitt vern.
Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke.
5 I din hånd overgir jeg min ånd; du forløser mig, Herre, du trofaste Gud.
I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!
6 Jeg hater dem som akter på tomme avguder, men jeg, jeg setter min lit til Herren.
Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig.
7 Jeg vil fryde og glede mig over din miskunnhet, at du har sett min elendighet, aktet på min sjels trengsler;
Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæleangest.
8 du har ikke overgitt mig i fiendehånd, du har satt mine føtter på et rummelig sted.
Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum.
9 Vær mig nådig, Herre! for jeg er i trengsel; borttæret av sorg er mitt øie, min sjel og mitt legeme.
Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop.
10 For mitt liv svinner bort med sorg, og mine år med sukk; min kraft er brutt for min misgjernings skyld, og mine ben er uttæret.
Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede.
11 For alle mine fienders skyld er jeg blitt til stor spott for mine naboer og til en skrekk for mine kjenninger; de som ser mig på gaten, flyr for mig.
Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig.
12 Jeg er glemt og ute av hjertet som en død, jeg er blitt som et ødelagt kar.
Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var som et Kar, der gaar tabt.
13 For jeg hører baktalelse av mange, redsel fra alle kanter, idet de rådslår sammen imot mig; de lurer på å ta mitt liv.
Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig.
14 Men jeg, jeg setter min lit til dig, Herre! Jeg sier: Du er min Gud.
Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
15 I din hånd er mine tider; redd mig av mine fienders hånd og fra mine forfølgere!
Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig.
16 La ditt åsyn lyse over din tjener, frels mig ved din miskunnhet!
Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed.
17 Herre, la mig ikke bli til skamme! for jeg kaller på dig. La de ugudelige bli til skamme, bli tause i dødsriket! (Sheol h7585)
Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. (Sheol h7585)
18 La løgnens leber bli målløse, som taler frekt imot den rettferdige med overmot og forakt!
Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige.
19 Hvor stor din godhet er, som du har gjemt for dem som frykter dig, som du har vist mot dem som tar sin tilflukt til dig, for menneskenes barns øine!
Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn.
20 Du skjuler dem i ditt åsyns skjul for menneskers sammensvergelser, du gjemmer dem i en hytte for tungers kiv.
Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme dem i en Hytte for Tungers Kiv.
21 Lovet være Herren! for han har underlig vist sin miskunnhet imot mig i en fast by.
Lovet være Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad.
22 Og jeg, jeg sa i min angst: Jeg er revet bort fra dine øine. Dog hørte du mine inderlige bønners røst, da jeg ropte til dig.
Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig.
23 Elsk Herren, alle I hans fromme! Herren vokter de trofaste og gjengjelder rikelig den som farer overmodig frem.
Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod.
24 Vær ved godt mot, og eders hjerte være sterkt, alle I som venter på Herren!
Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren!
