Salmenes 27

1 Av David. Herren er mitt lys og min frelse, for hvem skal jeg frykte? Herren er mitt livs vern, for hvem skal jeg reddes?

Pesem Davidova; Gospod je luč moja in blaginja moja, koga bi se bal? Gospod je življenja mojega moč, koga bi se plašil?

2 Når ugjerningsmenn nærmer sig imot mig for å opsluke mig, mine motstandere og mine fiender, så snubler og faller de selv.

Vojskujejo se proti meni hudobniki, da pojedó moje meso, sovražniki moji in neprijatelji moji proti meni; oni se zgruzajo in padajo.

3 Om en hær leirer sig imot mig, frykter ikke mitt hjerte; om krig reiser sig imot mig, enda er jeg trygg.

Ko bi šatorišče stavili proti meni, ne bi se balo srce moje; ko bi se spela vojska zoper mene, bil bi brez skrbi za to.

4 Én ting har jeg bedt Herren om, det stunder jeg efter, at jeg må bo i Herrens hus alle mitt livs dager for å skue Herrens liflighet og grunde i hans tempel.

Eno sem prosil Gospoda, tega samo želim: da naj sedevam v hiši Gospodovi vse dnî življenja svojega, da gledam lepoto Gospodovo in preiskujem v svetišči njegovem.

5 For han gjemmer mig i sin hytte på den onde dag, han skjuler mig i sitt telts skjul; på en klippe fører han mig op.

Ker skriva me v koči svoji ob času nadloge; skriva me v skrivnem kraji šatora svojega, dviguje me na skalo.

6 Og nu skal mitt hode opløfte sig over mine fiender rundt omkring mig, og jeg vil ofre jubeloffere i hans telt, jeg vil prise og lovsynge Herren.

Že se spenja glava moja nad sovražnike moje, stoječe okrog mene; da darujem v šatoru njegovem daritve z veselim hrupom, pojem in prepevam Gospodu.

7 Hør, Herre, høit roper jeg, og vær mig nådig og svar mig!

Sliši me, Gospod, ko kličem z glasom svojim: in milost mi storí, usliši me.

8 Mitt hjerte holder frem for dig ditt ord: Søk mitt åsyn! Herre, jeg søker ditt åsyn.

Tvojo besedo: "Iščite obličje moje," premišlja srce moje; obličje tvoje iščem, Gospod.

9 Skjul ikke ditt åsyn for mig, bortstøt ikke i vrede din tjener! Min hjelp har du vært. Kast mig ikke bort og forlat mig ikke, min frelses Gud!

Ne skrivaj mi obličja svojega, ne obračaj se v jezi od svojega hlapca; pomoč moja si bil, ne zapusti me in ne ostavi blaginje moje.

10 For min far og min mor har forlatt mig, men Herren tar mig op.

Ker oče moj in mati moja me zapuščata, Gospod pa me sprejme.

11 Lær mig, Herre, din vei, og led mig på den jevne sti for mine fienders skyld!

Uči me, Gospod, svoj pot, in vodi me po ravni stezi zavoljo njih, ki v mé preže.

12 Overgi mig ikke til mine fienders mordlyst! for falske vidner står op imot mig, og menn som fnyser av vold.

Ne izdajaj me želji sovražnikov mojih; ker zoper mene stojé lažnjive priče, in ki pihajo silovitost;

13 O, dersom jeg ikke trodde å skulle se Herrens godhet i de levendes land! -

Ko bi ne veroval, da bodem užival dobroto Gospodovo v deželi živečih.

14 Bi på Herren, vær ved godt mot, og ditt hjerte være sterkt, ja, bi på Herren!

Čakaj Gospoda, potolaži se, in pokrepčal bode srce tvoje; torej čakaj Gospoda.