Salmenes 22
1 Til sangmesteren; efter "Morgenrødens hind"; en salme av David. Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forlatt mig? Langt borte fra min frelse er min klages ord.
Ki he Takimuʻa ʻi he ʻAilete-Sahala, ko e Saame ʻa Tevita. ʻE hoku ʻOtua, ʻE hoku ʻOtua, ko e hā kuo ke liʻaki ai au? Ko e hā ʻoku ke mamaʻo ai mei he tokoni kiate au, pea mei he ngaahi lea ʻo ʻeku tangi?
2 Min Gud! Jeg roper om dagen, og du svarer ikke, og om natten, og jeg får ikke tie.
ʻE hoku ʻOtua, ʻoku ou tangi ʻi he ʻaho, ka ʻoku ʻikai te ke ongoʻi; pea ʻi he pō, ʻoku ʻikai te u longo pē.
3 Og du er dog hellig, du som troner over Israels lovsanger.
Ka ʻoku ke māʻoniʻoni, ʻa koe ʻoku ke maʻu ʻae ngaahi fakafetaʻi ʻo ʻIsileli.
4 Til dig satte våre fedre sin lit; de satte sin lit til dig, og du utfridde dem.
Naʻe falala ʻa ʻemau ngaahi tamai kiate koe: naʻa nau falala, pea naʻa ke fakamoʻui ʻakinautolu.
5 Til dig ropte de, og de blev reddet; til dig satte de sin lit, og de blev ikke til skamme.
Naʻa nau tangi kiate koe, pea naʻe fakamoʻui ʻakinautolu: naʻa nau falala kiate koe, pea naʻe ʻikai te nau mā.
6 Men jeg er en orm og ikke en mann, menneskers spott og folks forakt.
Ka ko e kelemutu au, ka ʻoku ʻikai ko e tangata: ko e manukiʻanga ʻoe tangata, ko e fehiʻanekina ʻe he kakai.
7 Alle de som ser mig, spotter mig, vrenger munnen, ryster på hodet og sier:
Ko kinautolu kotoa pē ʻoku mamata kiate au ʻoku nau kata manuki kiate au: ʻoku nau fakalili honau ngutu, mo kalokalo ʻae ʻulu, mo nau pehē,
8 Sett din vei i Herrens hånd! Han skal redde ham, han skal utfri ham, siden han har behag i ham.
“Naʻa ne falala kia Sihova ke ne fakamoʻui ia: tuku ke ne fakamoʻui ia, he naʻa ne fiemālie ʻiate ia.”
9 Ja, du er den som drog mig frem av mors liv, som lot mig hvile trygt ved min mors bryst.
Ka ko koe ia naʻe toʻo au mei he manāva ʻo ʻeku faʻē: naʻa ke fakaʻamanakiʻi au ʻi heʻeku kei ʻi he huhu ʻo ʻeku faʻē.
10 På dig er jeg kastet fra mors liv; fra min mors skjød er du min Gud.
Naʻe lī au kiate koe mei he manāva: ko hoku ʻOtua Koe talu ʻeku haʻu mei he manāva ʻo ʻeku faʻē.
11 Vær ikke langt borte fra mig! for trengselen er nær, og det er ingen hjelper.
ʻOua naʻa ke mamaʻo ʻiate au: he ʻoku ofi ʻae mamahi; he ʻoku ʻikai ha taha ke tokoni.
12 Sterke okser omringer mig, Basans okser kringsetter mig.
Kuo kāpui au ʻe he fanga pulu tangata lahi: kuo ʻāʻi au ʻe he fanga pulu tangata mālohi mei Pesani.
13 De spiler op sin munn imot mig som en sønderrivende og brølende løve.
Naʻa nau fakamanga honau ngutu kiate au, ʻo hangē ko e laione fekai mo ngungulu.
14 Jeg er utøst som vann, og alle mine ben skiller sig at; mitt hjerte er som voks, smeltet midt i mitt liv.
Kuo lilingi au ʻo hangē ko e vai, pea kuo homo hoku ngaahi hui kotoa pē: kuo tatau hoku loto mo e pulu: kuo fakamolū ia ʻi hoku loto fatu.
15 Min kraft er optørket som et potteskår, og min tunge henger fast ved mine gommer, og i dødens støv legger du mig.
Kuo mōmoa ʻo ʻosi hoku mālohi ʻo hangē ko e ipu kuo maumau; pea ʻoku piki maʻu hoku ʻelelo ki hoku ʻaoʻi ngutu; pea kuo ke ʻohifo au ki he efu ʻoe mate.
16 For hunder omringer mig, de ondes hop kringsetter mig; de har gjennemboret mine hender og mine føtter.
He kuo kāpui au ʻe he fanga kulī: kuo ʻāʻi au ʻe he fakataha ʻoe ngaahi angakovi: naʻa nau hokaʻi hoku nima mo hoku vaʻe.
17 Jeg kan telle alle mine ben; de ser til, de ser på mig med lyst.
ʻOku ou faʻa lau hoku hui kotoa pē: ʻoku nau mamata mo siosio pau kiate au.
18 De deler mine klær mellem sig og kaster lodd om min kjortel.
ʻOku nau tufa hoku ngaahi kofu ʻiate kinautolu, mo fai ʻae talotalo ki hoku pulupulu.
19 Men du? Herre, vær ikke langt borte, du min styrke, skynd dig å hjelpe mig!
Kaeʻoua naʻa ke mamaʻo ʻiate au, ʻE Sihova: ʻE hoku mālohi, ke ke fakatoʻotoʻo ke tokoni au.
20 Redd min sjel fra sverdet, mitt eneste fra hunders vold!
Fakamoʻui hoku laumālie mei he heletā; mo ʻeku moʻui mei he mālohi ʻoe kulī.
21 Frels mig fra løvens gap, og fra villoksenes horn - du bønnhører mig!
Fakamoʻui au mei he ngutu ʻoe laione: he kuo ke ongoʻi au mei he ngaahi nifo ʻoe fanga liimi.
22 Jeg vil kunngjøre ditt navn for mine brødre, midt i menigheten vil jeg love dig.
Te u fakahā ho huafa ki hoku ngaahi kāinga: ʻi he lotolotonga ʻoe fakataha te u fakafetaʻi kiate koe.
23 I som frykter Herren, lov ham, all Jakobs ætt, ær ham, og frykt for ham, all Israels ætt!
“ʻAkimoutolu ʻoku manavahē kia Sihova, fakafetaʻi kiate ia; fakaʻapaʻapa kiate ia ʻakimoutolu ko e hako ʻo Sēkope; pea manavahē kiate ia, ʻakimoutolu kotoa pē ko e hako ʻo ʻIsileli.
24 For han har ikke foraktet og ikke avskydd den elendiges elendighet og ikke skjult sitt åsyn for ham; men da han ropte til ham, hørte han.
He naʻe ʻikai te ne manuki pe fehiʻa ki he mamahi ʻoe mamahiʻia; pea naʻe ʻikai te ne fufū hono fofonga ʻiate ia; ka ʻi heʻene tangi kiate ia naʻa ne ongoʻi.”
25 Fra dig utgår min pris i en stor forsamling; mine løfter vil jeg holde for deres øine som frykter ham.
ʻE ʻiate koe pe ʻeku fakafetaʻi ʻi he fakataha lahi: te u fakamoʻoni ʻeku ngaahi fuakava ʻi he ʻao ʻokinautolu ʻoku manavahē kiate ia.
26 De saktmodige skal ete og bli mette; de som søker Herren, skal love ham; eders hjerte leve til evig tid!
ʻE kai ʻe he angamalū ke mākona; ʻe fakafetaʻi kia Sihova ʻakinautolu ʻoku kumi kiate ia: ʻe moʻui taʻengata homou laumālie.
27 Alle jordens ender skal komme det i hu og vende om til Herren, og alle folkenes slekter skal tilbede for ditt åsyn.
ʻE manatu mo tafoki kia Sihova ʻae ngaahi ngataʻanga kotoa pē ʻo māmani: pea ʻe lotu ʻi ho ʻao ʻae ngaahi faʻahinga kotoa pē ʻoe ngaahi puleʻanga.
28 For riket hører Herren til, og han hersker over folkene.
He ʻoku ʻo Sihova ʻae puleʻanga; pea ko e pule ia ʻi he ngaahi puleʻanga.
29 Alle jordens rikmenn skal ete og tilbede; for hans åsyn skal alle de bøie sig som stiger ned i støvet, og den som ikke kan holde sin sjel i live.
Ko kinautolu ʻoku sino ʻi māmani te nau kai mo lotu: ʻe punou ʻi hono ʻao ʻakinautolu kotoa pē ʻoku ʻalu hifo ki he efu: pea ʻoku ʻikai ha taha te ne faʻa fakamoʻui hono laumālie ʻoʻona.
30 Efterkommerne skal tjene ham, der skal fortelles om Herren til efterslekten.
ʻE tauhi ia ʻe ha hako; pea ʻe lau ia ko e toʻutangata kia Sihova,
31 De skal komme og kunngjøre hans rettferdighet for det folk som blir født, at han har gjort det.
Te nau haʻu, ʻo fakahā ʻene māʻoniʻoni ki ha kakai ʻe fanauʻi, “Kuo fai ʻe ia ʻae meʻa ni.”
