Salmenes 22
1 Til sangmesteren; efter "Morgenrødens hind"; en salme av David. Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forlatt mig? Langt borte fra min frelse er min klages ord.
Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.
2 Min Gud! Jeg roper om dagen, og du svarer ikke, og om natten, og jeg får ikke tie.
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
3 Og du er dog hellig, du som troner over Israels lovsanger.
Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
4 Til dig satte våre fedre sin lit; de satte sin lit til dig, og du utfridde dem.
Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.
5 Til dig ropte de, og de blev reddet; til dig satte de sin lit, og de blev ikke til skamme.
Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
6 Men jeg er en orm og ikke en mann, menneskers spott og folks forakt.
de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.
7 Alle de som ser mig, spotter mig, vrenger munnen, ryster på hodet og sier:
Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
8 Sett din vei i Herrens hånd! Han skal redde ham, han skal utfri ham, siden han har behag i ham.
alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:
9 Ja, du er den som drog mig frem av mors liv, som lot mig hvile trygt ved min mors bryst.
»Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«
10 På dig er jeg kastet fra mors liv; fra min mors skjød er du min Gud.
Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
11 Vær ikke langt borte fra mig! for trengselen er nær, og det er ingen hjelper.
paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
12 Sterke okser omringer mig, Basans okser kringsetter mig.
Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
13 De spiler op sin munn imot mig som en sønderrivende og brølende løve.
Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,
14 Jeg er utøst som vann, og alle mine ben skiller sig at; mitt hjerte er som voks, smeltet midt i mitt liv.
spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
15 Min kraft er optørket som et potteskår, og min tunge henger fast ved mine gommer, og i dødens støv legger du mig.
Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;
16 For hunder omringer mig, de ondes hop kringsetter mig; de har gjennemboret mine hender og mine føtter.
min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
17 Jeg kan telle alle mine ben; de ser til, de ser på mig med lyst.
Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
18 De deler mine klær mellem sig og kaster lodd om min kjortel.
jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.
19 Men du? Herre, vær ikke langt borte, du min styrke, skynd dig å hjelpe mig!
Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
20 Redd min sjel fra sverdet, mitt eneste fra hunders vold!
Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
21 Frels mig fra løvens gap, og fra villoksenes horn - du bønnhører mig!
Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
22 Jeg vil kunngjøre ditt navn for mine brødre, midt i menigheten vil jeg love dig.
Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
23 I som frykter Herren, lov ham, all Jakobs ætt, ær ham, og frykt for ham, all Israels ætt!
Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
24 For han har ikke foraktet og ikke avskydd den elendiges elendighet og ikke skjult sitt åsyn for ham; men da han ropte til ham, hørte han.
»I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
25 Fra dig utgår min pris i en stor forsamling; mine løfter vil jeg holde for deres øine som frykter ham.
Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«
26 De saktmodige skal ete og bli mette; de som søker Herren, skal love ham; eders hjerte leve til evig tid!
Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
27 Alle jordens ender skal komme det i hu og vende om til Herren, og alle folkenes slekter skal tilbede for ditt åsyn.
de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
28 For riket hører Herren til, og han hersker over folkene.
Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;
29 Alle jordens rikmenn skal ete og tilbede; for hans åsyn skal alle de bøie sig som stiger ned i støvet, og den som ikke kan holde sin sjel i live.
thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.
30 Efterkommerne skal tjene ham, der skal fortelles om Herren til efterslekten.
De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
31 De skal komme og kunngjøre hans rettferdighet for det folk som blir født, at han har gjort det.
Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
