Salmenes 18
1 Til sangmesteren; av Herrens tjener David, som talte denne sangs ord til Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd. Og han sa: Herre, jeg har dig hjertelig kjær, min styrke!
Til Sangmesteren. Af HERRENS Tjener David, som sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.
2 Herren er min klippe og min festning og min frelser; min Gud er min klippe, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg.
Han sang: HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!
3 Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.
HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
4 Dødens rep omspente mig, og fordervelsens strømmer forferdet mig.
Jeg paakalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, (Sheol h7585)
6 I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for ham, til hans ører.
Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
7 Da rystet og bevet jorden, og fjellenes grunnvoller skalv, og de rystet, for hans vrede var optendt.
i min Vaande paakaldte jeg HERREN og raabte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Raab fandt ind til hans Ører!
8 Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.
Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
9 Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.
Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10 Og han fór på kjeruber og fløi, og han fór hastig frem på vindens vinger.
Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11 Han gjorde mørke til sitt dekke, rundt omkring sig til sitt skjul, mørke vann, tykke skyer.
baaret af Keruber fløj han, svæved paa Vindens Vinger;
12 Frem av glansen foran ham fór hans skyer frem, hagl og gloende kull.
han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
13 Og Herren tordnet i himmelen, den Høieste lot sin røst høre, hagl og gloende kull.
Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.
14 Og han utsendte sine piler og spredte dem omkring - lyn i mengde og forvirret dem.
HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.
15 Da kom vannenes strømmer til syne, og jordens grunnvoller blev avdekket ved din trusel, Herre, for din neses åndepust.
Han udslynged Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.
16 Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.
Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.
17 Han fridde mig ut fra min sterke fiende og fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.
Han udrakte Haanden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
18 De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.
frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19 Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.
Paa min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.
20 Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.
Han førte mig ud i aabent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud.
HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
22 For alle hans lover hadde jeg for øie, og hans bud lot jeg ikke vike fra mig.
thi jeg holdt mig til HERRENS Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
23 Og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.
hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
24 Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter mine henders renhet for hans øine.
Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25 Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise mann viser du dig rettvis,
HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!
26 mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang.
Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27 For du frelser elendige folk, og du fornedrer høie øine.
du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28 For du lar min lampe skinne; Herren min Gud opklarer mitt mørke.
De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29 For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, og ved min Gud springer jeg over murer.
Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.
30 Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.
Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
31 For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe, uten vår Gud?
Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENS Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32 Den Gud som omgjorder mig med kraft og gjør min vei fri for støt,
Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33 som gir mig føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider,
den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34 som oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.
gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste paa Højene,
35 Og du gir mig din frelse til skjold, og din høire hånd støtter mig, og din mildhet gjør mig stor.
oplærte min Haand til Krig, saa mine Arme spændte Kobberbuen!
36 Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.
Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;
37 Jeg forfølger mine fiender og når dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.
du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38 Jeg knuser dem, så de ikke makter å reise sig; de faller under mine føtter.
Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
39 Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.
slog dem ned, saa de ej kunde rejse sig, men laa faldne under min Fod.
40 Og mine fiender lar du vende mig ryggen, og mine avindsmenn utrydder jeg.
Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
41 De roper, men der er ingen frelser - til Herren, men han svarer dem ikke.
du slog mine Fjender paa Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.
42 Og jeg knuser dem som støv for vinden, jeg tømmer dem ut som søle på gatene.
De raabte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43 Du redder mig fra folkekamper, du setter mig til hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenmer, tjener mig.
Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
44 Bare de hører om mig, blir de mig lydige; fremmede kryper for mig.
Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45 Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.
hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;
46 Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses Gud,
Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
47 den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,
HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48 som frir mig ut fra mine fiender; ja, over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.
den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod
49 Derfor vil jeg prise dig iblandt hedningene, Herre, og lovsynge ditt navn.
og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50 Han gjør frelsen stor for sin konge, han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.
HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.
