Salmenes 147

1 Lov Herren! For det er godt å lovsynge vår Gud, det er liflig, lovsang sømmer sig.

Treño t’Ià! Amy te soa ty fijejoañe aman’ Añaharentika; toe fanjàka naho mañeva ty fandrengeañe Aze.

2 Herren bygger Jerusalem, de bortdrevne av Israel samler han.

Ampitomboe’ Iehovà t’Ierosalaime: atonto’e o añombelahi-mavo’ o nte-Israeleoo.

3 Han helbreder dem som har et sønderknust hjerte, og forbinder deres smertefulle sår.

Jangane’e ty mikoretse añ’arofo, ho bandie’e o fere’eo.

4 Han fastsetter stjernenes tall, han gir dem alle navn.

Volilie’e ty ia’ o vasiañeo; songa kanjie’e ami’ty añara’e.

5 Vår Herre er stor og rik på kraft; på hans forstand er det intet mål.

Jabahinake i Talèn-tikañey, ra’elahy an-kafatrarañe; tsy taka-jehèñe ty hilala’e.

6 Herren holder de saktmodige oppe, bøier de ugudelige ned til jorden.

Tohaña’ Iehovà o mirèkeo, gorè’e an-tane ty lo-tsereke.

7 Svar Herren med takksigelse, lovsyng vår Gud til citar,

Sabò am-pañandriañañe t’Iehovà; Rengeo t’i Andrianañahare am-piarahañe marovany,

8 ham som dekker himmelen med skyer, som lager regn for jorden, som lar gress spire frem på fjellene!

Ie ty mpandafike rahoñe an-dikerañe eñe, naho mpañajary orañe an-tane atoy, naho mampitiry ahetse am-bohitse ey.

9 Han gir feet dets føde, ravneungene som roper.

Fahana’e hàneñe o bibio, naho o ana-koàke migagakeo.

10 Han har ikke lyst til hestens styrke, han har ikke behag i mannens ben.

Tsy ty haozara’ o soavalao ty mahahaha Aze, tsy ty kitson-dahilahy ro ifalea’e.

11 Herren har behag i dem som frykter ham, som venter på hans miskunnhet.

Ondaty mañeveñe ama’eo ro noro’ Iehovà, o mpitamà ty hafatram-pikokoa’eo.

12 Pris Herren, Jerusalem, lov din Gud, Sion!

Rengeo t’Iehovà, ry Ierosalaime; onjono t’i Andrianañahare’o, ry Tsiône.

13 For han har gjort dine portstenger faste, han har velsignet dine barn i dig.

Fa nampifatrare’e o sikadan-dalam-bei’oo; tahie’e o ajalahy ama’oo.

14 Han er den som gir dine grenser fred, metter dig med den beste hvete.

Ampierañerañe’e o efe-tane’oo, vaho ampieneña’e ampemba soa.

15 Han er den som sender sin tale til jorden; såre hastig løper hans ord.

Ahitri’e mb’an-tane atoy o fetse’eo, mipirirìtse o taro’eo.

16 Han er den som gir sne som ull, strør ut rim som aske.

Anjotsoa’e oram-panala hoe volon’ añondry; afiafia’e hoe lavenoke ty fanala.

17 Han kaster sin is ut som småstykker; hvem kan stå for hans kulde?

Afitse’e ami’ty minjikio’e ty havandra’e, ia ty mahafijohañe miatreke ty fangoratsaha’e.

18 Han sender sitt ord og smelter dem; han lar sin vind blåse, da rinner vannene.

Irahe’e mb’eo o tsara’eo le mitranake iereo; ampitiofe’e o tio’eo, vaho ampidoañe’e rano.

19 Han kunngjorde Jakob sitt ord, Israel sine bud og sine lover;

Talilie’e am’ Iakobe ty tsara’e; am’ Israele o fañè’eo naho o fepè’eo.

20 så har han ikke gjort mot noget hedningefolk, og lover kjenner de ikke. Halleluja!

Tsy nanoe’e izay o tane ila’eo; tsy fohi’ iereo o nafè’eo. Treño t’Ià.