Salmenes 142

1 En læresalme av David, da han var i hulen, en bønn. Med min røst roper jeg til Herren, med min røst beder jeg inderlig til Herren.

Pesem ukovita Davidova, ko je bil v jami, molitev. Z glasom svojim kličem Gospoda; z glasom svojim prosim pred Gospodom.

2 Jeg utøser min sorg for hans åsyn, jeg gir min nød til kjenne for hans åsyn.

Pred njim iztresam premišljevanje svoje; stisko svojo oznanjam pred njim.

3 Når min ånd vansmekter i mig, kjenner dog du min sti; på den vei jeg skal vandre, har de lagt skjulte snarer for mig.

Ko je omagoval moj duh v meni, takrat si ti spoznal stezo mojo, ko so mi skrivali zanko, kamorkoli sem popotoval.

4 Sku til min høire side og se! Det er ikke nogen som kjennes ved mig; all tilflukt er borte for mig, det er ikke nogen som spør efter min sjel.

Ozri se na desno in poglej; ni ga, da bi me poznal; izginilo mi je zavetje, ni ga, da bi skrbel za življenje moje.

5 Jeg roper til dig, Herre! Jeg sier: Du er min tilflukt, min del i de levendes land.

K tebi kličem, Gospod, govoreč: Ti si zavetje moje, delež moj v deželi živečih.

6 Gi akt på mitt klagerop, for jeg er blitt såre elendig! Fri mig fra mine forfølgere, for de er mig for sterke!

Poslušaj vpitje moje, ker ponižan sem silno; otmi me njih, ki me preganjajo, ker močnejši so od mene.

7 Før min sjel ut av fengslet, så jeg kan love ditt navn! De rettferdige skal samle sig omkring mig, når du gjør vel imot mig.

Izpelji iz zapora življenje moje, da slavim ime tvoje; obdajali me bodo pravični, ko mi bodeš izkazal dobroto.