Salmenes 139
1 Til sangmesteren; av David; en salme. Herre, du ransaker mig og kjenner mig.
Dawid dwom. Awurade, woahwehwɛ me mu na woahu me.
2 Enten jeg sitter, eller jeg står op, da vet du det; du forstår min tanke langt fra.
Wunim mʼasetena ne me sɔre; wufi akyirikyiri hu mʼadwene mu.
3 Min sti og mitt leie gransker du ut, og du kjenner grant alle mine veier.
Wunim mʼadifi ne me nnae mu; wunim mʼakwan nyinaa mu.
4 For det er ikke et ord på min tunge - se, Herre, du vet det alt sammen.
Ansa na mebue mʼano akasa no Awurade, na wunim ne nyinaa dedaw.
5 Bakfra og forfra omgir du mig, og du legger din hånd på mig.
Woakata me ho nyinaa ahyia na wobɔ me ho ban.
6 Å forstå dette er mig for underlig, det er for høit, jeg makter det ikke.
Saa nimdeɛ yi yɛ me nwonwa dodo, ɛkɔ soro dodo ma me sɛ medu ho.
7 Hvor skal jeg gå fra din Ånd, og hvor skal jeg fly fra ditt åsyn?
Ɛhe na metumi afi wo honhom anim akɔ? Ɛhe na metumi aguan afi wʼanim akɔ?
8 Farer jeg op til himmelen så er du der, og vil jeg rede mitt leie i dødsriket, se, da er du der. (Sheol h7585)
Sɛ meforo soro a, wowɔ hɔ. Na mekɔsɛw me kɛtɛ wɔ asaman a, wo ni. (Sheol h7585)
9 Tar jeg morgenrødens vinger, og vil jeg bo ved havets ytterste grense,
Sɛ mede adekyee ntaban tu na mekɔtena po akyi nohɔ a,
10 så fører også der din hånd mig, og din høire hånd holder mig fast.
mpo hɔ na wo nsa begya me akɔ, na wo nsa nifa beso me mu.
11 Og sier jeg: Mørket skjule mig, og lyset omkring mig bli natt -
Na meka se, “Ampa ara sum mmɛkata me so na hann nnan adesae ntwa me ho nhyia a,”
12 så gjør heller ikke mørket det for mørkt for dig, og natten lyser som dagen, mørket er som lyset.
sum mpo nyɛ sum mma wo; na anadwo bɛhyerɛn sɛ awia; sum ne hann yɛ wo pɛ.
13 For du har skapt mine nyrer, du virket mig i min mors liv.
Na wo na wobɔɔ me honhom wonwen me wɔ me na awotwaa mu.
14 Jeg priser dig fordi jeg er virket på forferdelig underfull vis; underfulle er dine gjerninger, og min sjel kjenner det såre vel.
Mekamfo wo, efisɛ woyɛɛ me anwonwakwan so a ɛyɛ hu; wo nnwuma yɛ nwonwa. Minim ɛno yiye pa ara.
15 Mine ben var ikke skjult for dig da jeg blev virket i lønndom, da jeg blev kunstig virket i jordens dyp.
Wɔamfa me bɔbea anhintaw wo bere a wɔyɛɛ me kokoa mu no; bere a wɔnwenee me wɔ asase bun mu no,
16 Da jeg bare var foster, så dine øine mig, og i din bok blev de alle opskrevet de dager som blev fastsatt da ikke en av dem var kommet.
wʼani huu me, bere a meyɛ mogyatɔw no. Nna dodow a woatwa ama me no, wɔakyerɛw ne nyinaa wɔ wo nhoma mu ansa na mu baako reba mu.
17 Hvor vektige dine tanker er for mig, Gud, hvor store deres summer!
Onyankopɔn, wo nsusuwii som bo ma me! woka ne nyinaa bɔ mu a, ɛtrɛw dodo!
18 Vil jeg telle dem, så er de flere enn sand; jeg våkner op, og jeg er ennu hos dig.
Sɛ mise mɛkan a, ne dodow bɛboro mpoano nwea, sɛ minyan a, me ne wo wɔ hɔ ara.
19 Gud, gid du vilde drepe den ugudelige, og I blodtørstige menn, vik fra mig -
Sɛ anka, Onyankopɔn, wubekunkum amumɔyɛfo ɛ! Mumfi me so, mo a moyɛ mogyapɛfo!
20 de som nevner ditt navn til å fremme onde råd, som bruker det til løgn, dine fiender!
Wɔde adwemmɔne ka wo ho asɛm; wʼatamfo mmmɔ wo din pa.
21 Skulde jeg ikke hate dem som hater dig, Herre, og avsky dem som reiser sig imot dig?
Awurade, metan wɔn a wɔtan wo, na mikyi wɔn a wɔsɔre tia wo no ana?
22 Jeg hater dem med et fullkomment hat; de er mine fiender.
Minni hwee sɛ ɔtan a mewɔ ma wɔn; mefa wɔn sɛ mʼatamfo.
23 Ransak mig, Gud, og kjenn mitt hjerte! Prøv mig og kjenn mine mangehånde tanker,
Hwehwɛ me mu, Onyankopɔn, na hu me koma; sɔ me hwɛ, na hu mʼadwene.
24 og se om jeg er på fortapelsens vei, og led mig på evighetens vei!
Hwɛ sɛ bɔne bi wɔ me mu a, na di mʼanim fa daa nkwa kwan so. Wɔde ma dwonkyerɛfo.
