Salmenes 139
1 Til sangmesteren; av David; en salme. Herre, du ransaker mig og kjenner mig.
Gospode! ti me kušaš i znaš.
2 Enten jeg sitter, eller jeg står op, da vet du det; du forstår min tanke langt fra.
Ti znaš kad sjedem i kad ustanem; ti znaš pomisli moje izdaleka;
3 Min sti og mitt leie gransker du ut, og du kjenner grant alle mine veier.
Kad hodim i kad se odmaram, ti si oko mene, i sve putove moje vidiš.
4 For det er ikke et ord på min tunge - se, Herre, du vet det alt sammen.
Još nema rijeèi na jeziku mom, a ti, Gospode, gle, veæ sve znaš.
5 Bakfra og forfra omgir du mig, og du legger din hånd på mig.
Sastrag i sprijed ti si me zaklonio, i stavio na me ruku svoju.
6 Å forstå dette er mig for underlig, det er for høit, jeg makter det ikke.
Èudno je za me znanje tvoje, visoko, ne mogu da ga dokuèim.
7 Hvor skal jeg gå fra din Ånd, og hvor skal jeg fly fra ditt åsyn?
Kuda bih otišao od duha tvojega, i od lica tvojega kuda bih utekao?
8 Farer jeg op til himmelen så er du der, og vil jeg rede mitt leie i dødsriket, se, da er du der. (Sheol h7585)
Da izaðem na nebo, ti si ondje. Da siðem u pakao, ondje si. (Sheol h7585)
9 Tar jeg morgenrødens vinger, og vil jeg bo ved havets ytterste grense,
Da se dignem na krilima od zore, i preselim se na kraj mora:
10 så fører også der din hånd mig, og din høire hånd holder mig fast.
I ondje æe me ruka tvoja voditi, i držati me desnica tvoja.
11 Og sier jeg: Mørket skjule mig, og lyset omkring mig bli natt -
Da reèem: da ako me mrak sakrije; ali je i noæ kao vidjelo oko mene.
12 så gjør heller ikke mørket det for mørkt for dig, og natten lyser som dagen, mørket er som lyset.
Ni mrak neæe zamraèiti od tebe, i noæ je svijetla kao dan: mrak je kao vidjelo.
13 For du har skapt mine nyrer, du virket mig i min mors liv.
Jer si ti stvorio što je u meni, sastavio si me u utrobi matere moje.
14 Jeg priser dig fordi jeg er virket på forferdelig underfull vis; underfulle er dine gjerninger, og min sjel kjenner det såre vel.
Hvalim te, što sam divno sazdan. Divna su djela tvoja, i duša moja to zna dobro.
15 Mine ben var ikke skjult for dig da jeg blev virket i lønndom, da jeg blev kunstig virket i jordens dyp.
Nijedna se kost moja nije sakrila od tebe, ako i jesam sazdan tajno, otkan u dubini zemaljskoj.
16 Da jeg bare var foster, så dine øine mig, og i din bok blev de alle opskrevet de dager som blev fastsatt da ikke en av dem var kommet.
Zametak moj vidješe oèi tvoje, u knjizi je tvojoj sve to zapisano, i dani zabilježeni, kad ih još nije bilo nijednoga.
17 Hvor vektige dine tanker er for mig, Gud, hvor store deres summer!
Kako su mi nedokuèljive pomisli tvoje, Bože! Kako im je velik broj!
18 Vil jeg telle dem, så er de flere enn sand; jeg våkner op, og jeg er ennu hos dig.
Da ih brojim, više ih je nego pijeska. Kad se probudim, još sam s tobom.
19 Gud, gid du vilde drepe den ugudelige, og I blodtørstige menn, vik fra mig -
Da hoæeš, Bože, ubiti bezbožnika! Krvopije, idite od mene.
20 de som nevner ditt navn til å fremme onde råd, som bruker det til løgn, dine fiender!
Oni govore ružno na tebe; uzimaju ime tvoje uzalud neprijatelji tvoji.
21 Skulde jeg ikke hate dem som hater dig, Herre, og avsky dem som reiser sig imot dig?
Zar da ne mrzim na one, koji na te mrze, Gospode, i da se ne gadim na one koji ustaju na tebe?
22 Jeg hater dem med et fullkomment hat; de er mine fiender.
Punom mrzošæu mrzim na njih; neprijatelji su mi.
23 Ransak mig, Gud, og kjenn mitt hjerte! Prøv mig og kjenn mine mangehånde tanker,
Okušaj me, Bože, i poznaj srce moje, ispitaj me, i poznaj pomisli moje.
24 og se om jeg er på fortapelsens vei, og led mig på evighetens vei!
I vidi jesam li na zlu putu, i vodi me na put vjeèni.
