Salmenes 139

1 Til sangmesteren; av David; en salme. Herre, du ransaker mig og kjenner mig.

Ra Anumzamoka nagra inanknahu vahe mani'noe, ko nagri nagu'a rezaganenka ke'nane.

2 Enten jeg sitter, eller jeg står op, da vet du det; du forstår min tanke langt fra.

Nagrama manuampi, otuampi Kagra ko nagenka antahinka nehunka, afete mani'noanagi, Kagra nagri antahi'zana ko keama hu'nane.

3 Min sti og mitt leie gransker du ut, og du kjenner grant alle mine veier.

Kama vano nehufine, navu'ma masofinena Kagra kavua antenka nenagenka, maka navu'nava zama huana, ko nagenka antahinka hu'nane.

4 For det er ikke et ord på min tunge - se, Herre, du vet det alt sammen.

Maka nanekea osu'nogenka, e'i naneke hugahie hunka Ra Anumzamoka ko antahinka kenka hu'nane.

5 Bakfra og forfra omgir du mig, og du legger din hånd på mig.

Kagra navugane namefi'ene nevunka, kazanteti refite'nante'nane.

6 Å forstå dette er mig for underlig, det er for høit, jeg makter det ikke.

Kagri antahi'zamo'a so'e zantfa huno mareri agatere'neankina, nagra antahi amara osugahue!

7 Hvor skal jeg gå fra din Ånd, og hvor skal jeg fly fra ditt åsyn?

Nagra Kagri Avamura atre'na iga vugahue? Nagra Kagri kvatetira atre'na korora fre'na, iga ome frakigahue?

8 Farer jeg op til himmelen så er du der, og vil jeg rede mitt leie i dødsriket, se, da er du der. (Sheol h7585)

Hagi nagrama monafima marerisuana, Kagra ko monafina mani'nane. Nagrama fri'na fri vahe kumapima vanuana, Kagra ko anampina mani'nane. (Sheol h7585)

9 Tar jeg morgenrødens vinger, og vil jeg bo ved havets ytterste grense,

Hagi nanterama zahufa zagema nehanatina, nagrama nageko'na huntesige'na hare'na vu'na hagerimofo amu'nompima me'nea mopafi umanuresina,

10 så fører også der din hånd mig, og din høire hånd holder mig fast.

anantega kegava hunenantenka nazeri ako'na hasine.

11 Og sier jeg: Mørket skjule mig, og lyset omkring mig bli natt -

Hagi tamagerfa hunka hani zamoka eme nazeri fra'nekigeno, zage ferupinagi ame hunka hani zamoka enka eme nazeri kagio hu'nama huresina,

12 så gjør heller ikke mørket det for mørkt for dig, og natten lyser som dagen, mørket er som lyset.

ana hanimo'a Kagri kavurera nazeri frara okiresine. Ana nehigeno hanimo'a, Kagri kavurera masa huno zage ferukna hanigeno, hanimo'ene msamo'enena Kagri kavurera mago zanke hu'na'e.

13 For du har skapt mine nyrer, du virket mig i min mors liv.

Na'ankure maka nagu'a navufga Kagra tro hunante'nane. Ana hutenka antanimofo rimpafima mani'nogenka maka navufga Kagra rehatinante'nane,

14 Jeg priser dig fordi jeg er virket på forferdelig underfull vis; underfulle er dine gjerninger, og min sjel kjenner det såre vel.

Kagrama nagrima tro'ma hunanana, so'e' zantfa hunku tro hunante'naku muse hunegantoe. Kagrama eri'nana eri'zamo'a, knare huno so'e zantfa hu'ne. Ana hu'neanki'na e'i ana zana nagra ke'na antahi'na hu'noe.

15 Mine ben var ikke skjult for dig da jeg blev virket i lønndom, da jeg blev kunstig virket i jordens dyp.

Kagri kavurera frara oki'noanki, maninenka nenagankeno oku'a nenrera arimpafina zaferinani'mo'a eme rekanuhe rekanuhe nehige'na fore hu'noe.

16 Da jeg bare var foster, så dine øine mig, og i din bok blev de alle opskrevet de dager som blev fastsatt da ikke en av dem var kommet.

Nenrera'a kase onante'negenka, ko nagrira nagenka antahinka hu'nane. Ama mopafima kasefa'ma hu'na manisanua kna'afima tro'ma hanua zana, maka knamo'a ome'negenka maka zana ko avontafepi krente'nane.

17 Hvor vektige dine tanker er for mig, Gud, hvor store deres summer!

Anumzamoka nagriku'ma nentahina antahizamo'a, soe'zantfa huno mareri agetere'ne. Ana hu'neanki'na ana maka zantamina hampari'na kegara osu'noe.

18 Vil jeg telle dem, så er de flere enn sand; jeg våkner op, og jeg er ennu hos dig.

Hagi ana maka zana hampari'na kegahue hu'na hugahuanagi, hagerimofo ankenarega me'nea kaseparamina ana zantamimo'a rugatere'ne. Hagi mase'nofinti'ma omatuana Kagra magoka nagrane mani'nane.

19 Gud, gid du vilde drepe den ugudelige, og I blodtørstige menn, vik fra mig -

Anumzamoka nagri'ma navenesiana, havi avu'ava zama nehaza vahe'ma zamahe frisanana knare hugahie. Hazenkema eri hakarema huta vahe korama eri neragiza vahe'mota, nagri navatetira atreta afete viho.

20 de som nevner ditt navn til å fremme onde råd, som bruker det til løgn, dine fiender!

Ana vahe'mo'za Anumzamoka Kagrira huhaviza hunegante'za, ha'ma renegantaza vahe'mo'za Kagri kagi'a amnene amnene nehaze.

21 Skulde jeg ikke hate dem som hater dig, Herre, og avsky dem som reiser sig imot dig?

Ra Anumzamoka Kagri'ma kavesinogantaza vahera nagra navesra hunezmante'na, kagri'ma ha'ma renegantaza vahera zamage henkami atregahue.

22 Jeg hater dem med et fullkomment hat; de er mine fiender.

Nagra tamagerfa hu'na ana vahera tusi narimpa ahenezmante'na, ana vahe'ma nezamage'na nagri ha' vahe mani'naze hu'na nehue.

23 Ransak mig, Gud, og kjenn mitt hjerte! Prøv mig og kjenn mine mangehånde tanker,

Anumzamoka nagri nagu'a rezaganenka keama nehunka, antahintahi hakare'ma nehua zana renahenka ko.

24 og se om jeg er på fortapelsens vei, og led mig på evighetens vei!

Anumzamoka krimpa knazama erigami navu'navazama nagripima me'nesiana refkohu so'e hunka nenagenka, manivava asimu'ma erino mani kante navrenka vuo.