< Salmenes 139 >

1 Til sangmesteren; av David; en salme. Herre, du ransaker mig og kjenner mig.
Pou direktè koral la; Yon Sòm David O SENYÈ, Ou te sonde mwen e te konnen mwen.
2 Enten jeg sitter, eller jeg står op, da vet du det; du forstår min tanke langt fra.
Ou konnen lè m chita ak lè m leve. Ou konprann panse mwen yo de lwen.
3 Min sti og mitt leie gransker du ut, og du kjenner grant alle mine veier.
Ou konn egzamine chemen mwen fè avèk kouche mwen, e rekonèt bagay pi entim nan chemen mwen yo.
4 For det er ikke et ord på min tunge - se, Herre, du vet det alt sammen.
Menm avan mwen gen yon pawòl sou bouch mwen, Men gade, O SENYÈ, Ou konnen tout li menm.
5 Bakfra og forfra omgir du mig, og du legger din hånd på mig.
Ou fin antoure mwen ni devan, ni dèyè e Ou te poze men Ou sou mwen.
6 Å forstå dette er mig for underlig, det er for høit, jeg makter det ikke.
Konesans konsa twò mèvèye pou mwen. Li twò wo. Mwen pa kab rive kote l.
7 Hvor skal jeg gå fra din Ånd, og hvor skal jeg fly fra ditt åsyn?
Kibò mwen kab ale kite lespri Ou? Oswa kibò mwen kab sove ale pou m ta kite prezans Ou?
8 Farer jeg op til himmelen så er du der, og vil jeg rede mitt leie i dødsriket, se, da er du der. (Sheol h7585)
Si mwen monte nan syèl la, Ou la. Si m fè kabann mwen nan sejou mò yo, men vwala, Ou la. (Sheol h7585)
9 Tar jeg morgenrødens vinger, og vil jeg bo ved havets ytterste grense,
Si mwen pran zèl nan maten, si m ta rete nan pati lanmè pi lwen an,
10 så fører også der din hånd mig, og din høire hånd holder mig fast.
menm la, se men Ou k ap mennen mwen, e se men dwat Ou k ap kenbe m.
11 Og sier jeg: Mørket skjule mig, og lyset omkring mig bli natt -
Si mwen di: “Anverite, tenèb la va kouvri mwen, e limyè ki antoure mwen an va vin fènwa,”
12 så gjør heller ikke mørket det for mørkt for dig, og natten lyser som dagen, mørket er som lyset.
menm tenèb la pa tenèb pou Ou, e fènwa a klere menm jan ak lajounen. Tenèb ak limyè se menm pou Ou menm.
13 For du har skapt mine nyrer, du virket mig i min mors liv.
Paske se Ou menm ki te fòme pati anndan m yo. Ou te tise mwen, pyese m soti nan vant Manman m.
14 Jeg priser dig fordi jeg er virket på forferdelig underfull vis; underfulle er dine gjerninger, og min sjel kjenner det såre vel.
Mwen va bay Ou anpil remèsiman, paske mwen fèt yon fason mèvèye. Zèv Ou yo depase bon konprann e nanm mwen byen konnen sa.
15 Mine ben var ikke skjult for dig da jeg blev virket i lønndom, da jeg blev kunstig virket i jordens dyp.
Fòm mwen pa t kache a Ou menm lè m te fèt nan sekrè a, e tise kon mèvèy etonnan nan fon tè a.
16 Da jeg bare var foster, så dine øine mig, og i din bok blev de alle opskrevet de dager som blev fastsatt da ikke en av dem var kommet.
Zye Ou te wè matyè san fòm mwen. Epi nan liv Ou a, te deja ekri tout jou ki te òdone pou mwen yo, menm lè youn nan yo potko fin rive.
17 Hvor vektige dine tanker er for mig, Gud, hvor store deres summer!
Anplis, SENYÈ, a la presye se panse Ou yo yo pou mwen! A la gran, yo gran anpil!
18 Vil jeg telle dem, så er de flere enn sand; jeg våkner op, og jeg er ennu hos dig.
Si m te konte yo, yo t ap an kantite depase sab. Lè m leve nan dòmi, mwen toujou avèk Ou.
19 Gud, gid du vilde drepe den ugudelige, og I blodtørstige menn, vik fra mig -
O ke Ou ta touye mechan yo, O Bondye. Soti sou mwen, O moun ki vèse san.
20 de som nevner ditt navn til å fremme onde råd, som bruker det til løgn, dine fiender!
Paske yo pale kont Ou ak mechanste, e lènmi Ou yo pran non Ou an ven.
21 Skulde jeg ikke hate dem som hater dig, Herre, og avsky dem som reiser sig imot dig?
Èske m pa rayi (sila) ki rayi Ou yo, O SENYÈ? Epi èske mwen pa t blese menm de (sila) ki leve kont Ou yo?
22 Jeg hater dem med et fullkomment hat; de er mine fiender.
Mwen rayi yo ak yon rayisman ale nèt. Yo devni lènmi m.
23 Ransak mig, Gud, og kjenn mitt hjerte! Prøv mig og kjenn mine mangehånde tanker,
Sonde mwen, O Bondye e konnen kè mwen. Mete mwen a leprèv e konnen panse mwen yo.
24 og se om jeg er på fortapelsens vei, og led mig på evighetens vei!
Konsa, wè si gen okenn move chemen nan mwen e mennen mwen nan chemen etènèl la.

< Salmenes 139 >