Salmenes 139
1 Til sangmesteren; av David; en salme. Herre, du ransaker mig og kjenner mig.
David ƒe ha na hɛnɔ la. O! Yehowa, èdzro menye, eye nènyam.
2 Enten jeg sitter, eller jeg står op, da vet du det; du forstår min tanke langt fra.
Ènya nye anyinɔnɔ kple nye tsitretsitsi, eye nènya nye susuwo tso adzɔge ke.
3 Min sti og mitt leie gransker du ut, og du kjenner grant alle mine veier.
Ènya nye godoɣi kple nye anyimlɔɣi, ale nènya nye mɔwo katã nyuie.
4 For det er ikke et ord på min tunge - se, Herre, du vet det alt sammen.
O! Yehowa, hafi nya aɖe nava nye aɖe dzi la, ènya nya la katã xoxo.
5 Bakfra og forfra omgir du mig, og du legger din hånd på mig.
Ètsɔm ɖe tome, le megbe kple ŋgɔ siaa, eye nèɖo wò asi dzinye.
6 Å forstå dette er mig for underlig, det er for høit, jeg makter det ikke.
Nunya sia wɔ nuku nam akpa, nyemate ŋu aɖo afi ma o, elabena ekɔkɔ nam akpa.
7 Hvor skal jeg gå fra din Ånd, og hvor skal jeg fly fra ditt åsyn?
Afi ka madzo le wò Gbɔgbɔ la gbɔ ayi? Afi ka masi atso wò ŋkume ayi?
8 Farer jeg op til himmelen så er du der, og vil jeg rede mitt leie i dødsriket, se, da er du der. (Sheol h7585)
Ne meyi dziƒo la, èle afi ma, ne meɖo nye mlɔƒe ɖe gogloƒewo hã la, èle afi ma. (Sheol h7585)
9 Tar jeg morgenrødens vinger, og vil jeg bo ved havets ytterste grense,
Ne medzo yi yame le fɔŋli ƒe aʋalawo dzi, ne meyi ɖanɔ atsiaƒu ƒe mlɔenu ke hã la,
10 så fører også der din hånd mig, og din høire hånd holder mig fast.
wò asi akplɔm, eye wò nuɖusi além ɖe asi sesĩe.
11 Og sier jeg: Mørket skjule mig, og lyset omkring mig bli natt -
Ne megblɔ be, “Vavã, viviti la ana maɣla, eye kekeli azu zã aƒo xlãm” la,
12 så gjør heller ikke mørket det for mørkt for dig, og natten lyser som dagen, mørket er som lyset.
viviti la gɔ̃ hã mado blukɔ na wò o, zã aklẽ na wò abe ŋkeke ene, elabena viviti le na wò abe kekeli ene.
13 For du har skapt mine nyrer, du virket mig i min mors liv.
Elabena wòe wɔ nye ememe ke; eye nèlém ƒo ƒu ɖe danye ƒe dɔ me.
14 Jeg priser dig fordi jeg er virket på forferdelig underfull vis; underfulle er dine gjerninger, og min sjel kjenner det såre vel.
Mekafu wò, elabena èwɔm ŋɔdzitɔe kple nukutɔe. Wò dɔwɔwɔwo nye nukunu, menya esia nyuie.
15 Mine ben var ikke skjult for dig da jeg blev virket i lønndom, da jeg blev kunstig virket i jordens dyp.
Nye ameti blibo la, mele ɣaɣla ɖe wò o, esi nèwɔm le ɣaɣlaƒe. Esi wolɔ̃m ɖe wo nɔewo me le anyigba ƒe gogloƒe la,
16 Da jeg bare var foster, så dine øine mig, og i din bok blev de alle opskrevet de dager som blev fastsatt da ikke en av dem var kommet.
wò ŋkuwo kpɔ ale si menye ʋukɔe. Ŋkeke siwo katã woɖo nam la, woŋlɔ wo ɖe wò agbalẽ me hafi ŋkeke gbãtɔ dze egɔme.
17 Hvor vektige dine tanker er for mig, Gud, hvor store deres summer!
O! Mawu, wò susuwo xɔ asi nam ŋutɔ! Wò susuwo sɔ gbɔ loo!
18 Vil jeg telle dem, så er de flere enn sand; jeg våkner op, og jeg er ennu hos dig.
Ne mebe maxlẽ wo la, woasɔ gbɔ wu ke. Ne menyɔ tso alɔ̃ me la, megale gbɔwò ko.
19 Gud, gid du vilde drepe den ugudelige, og I blodtørstige menn, vik fra mig -
O! Mawu, negbe ɖe nàtsrɔ̃ ame vɔ̃ɖiwo hafi! Mite ɖa le gbɔnye, mi hlɔ̃dolawo!
20 de som nevner ditt navn til å fremme onde råd, som bruker det til løgn, dine fiender!
Woƒoa nu tso ŋutiwò kple susu baɖa, wò futɔwo wɔa wò ŋkɔ ŋu dɔ yakayaka.
21 Skulde jeg ikke hate dem som hater dig, Herre, og avsky dem som reiser sig imot dig?
O! Yehowa, ɖe nyemelé fu ame siwo lé fu wò, eye menyɔ ŋu ame siwo tso ɖe ŋuwò oa?
22 Jeg hater dem med et fullkomment hat; de er mine fiender.
Fuléle koe le asinye na wo, eye mebu wo nye ketɔwoe.
23 Ransak mig, Gud, og kjenn mitt hjerte! Prøv mig og kjenn mine mangehånde tanker,
Dzro menye, o Mawu, eye nànya nye dzi; dom kpɔ, eye nànya nye susu si tsi dzodzodzoe.
24 og se om jeg er på fortapelsens vei, og led mig på evighetens vei!
Kpɔe ɖa be mɔtatra aɖe le menye hã, eye nàkplɔm to mɔ mavɔtɔ la dzi.
