Salmenes 106
1 Halleluja! Pris Herren, for han er god, hans miskunnhet varer evindelig.
Hvalite Gospoda, jer je dobar, jer je dovijeka milost njegova.
2 Hvem kan utsi Herrens veldige gjerninger, forkynne all hans pris?
Ko æe iskazati silu Gospodnju? isprièati svu slavu njegovu?
3 Salige er de som tar vare på det som rett er, den som gjør rettferdighet til enhver tid.
Blago onima koji drže istinu i tvore pravo svagda!
4 Kom mig i hu, Herre, efter din nåde mot ditt folk, se til mig med din frelse,
Opomeni me se, Gospode, po svojoj milosti k narodu svojemu; pohodi me pomoæu svojom,
5 så jeg kan se på dine utvalgtes lykke, glede mig med ditt folks glede, rose mig med din arv!
Da bih vidio u dobru izbrane tvoje, veselio se u veselju naroda tvojega, hvalio se zajedno s našljedstvom tvojim.
6 Vi har syndet med våre fedre, vi har gjort ille, vi har vært ugudelige.
Zgriješismo s ocima svojim, postasmo krivci, bezakonici.
7 Våre fedre i Egypten aktet ikke på dine undergjerninger, de kom ikke i hu dine mange nådegjerninger, men var gjenstridige ved havet, ved det Røde Hav.
Oci naši u Misiru ne razumješe èudesa tvojih, ne opominjaše se velikih milosti tvojih, i vikaše kraj mora, kraj Crvenoga Mora.
8 Dog frelste han dem for sitt navns skyld, for å kunngjøre sitt velde,
Ali im on pomože imena svojega radi, da bi pokazao silu svoju.
9 og han truet det Røde Hav, og det blev tørt, og han lot dem gå gjennem dypene som i en ørken,
Zaprijeti Crvenom Moru, i presahnu; i prevede ih preko bezdane kao preko pustinje;
10 og han frelste dem av hans hånd som hatet dem, og forløste dem av fiendens hånd,
I saèuva ih od ruke nenavidnikove, i izbavi ih iz ruke neprijateljeve.
11 og vannet skjulte deres motstandere, det blev ikke én av dem tilbake.
Pokri voda neprijatelje njihove, nijedan od njih ne osta.
12 Da trodde de på hans ord, de sang hans pris.
Tada vjerovaše rijeèima njegovijem, i pjevaše mu hvalu.
13 Men snart glemte de hans gjerninger, de bidde ikke på hans råd;
Ali brzo zaboraviše djela njegova, i ne poèekaše volje njegove.
14 men de blev grepet av begjærlighet i ørkenen, og de fristet Gud på det øde sted.
Polakomiše se u pustinji, i stadoše kušati Boga u zemlji gdje se ne živi.
15 Da gav han dem det de vilde ha, men sendte tærende sykdom over deres liv.
On ispuni molbu njihovu, ali posla pogibao na dušu njihovu.
16 Og de blev avindsyke mot Moses i leiren, mot Aron, Herrens hellige.
Pozavidješe Mojsiju i Aronu, kojega bješe Gospod osvetio.
17 Jorden oplot sig og slukte Datan og skjulte Abirams hop,
Rasjede se zemlja, i proždrije Datana i zatrpa èetu Avironovu.
18 og en ild satte deres hop i brand, en lue brente op de ugudelige.
I spali oganj èetu njihovu, i plamen sažeže bezbožnike.
19 De gjorde en kalv ved Horeb og tilbad et støpt billede,
Naèiniše tele kod Horiva, i klanjahu se kipu.
20 og de byttet sin ære mot billedet av en okse, som eter gress.
Mijenjahu slavu svoju na priliku vola, koji jede travu.
21 De glemte Gud, sin frelser, som hadde gjort store ting i Egypten,
Zaboraviše Boga, spasitelja svojega, koji je uèinio velika djela u Misiru,
22 undergjerninger i Kams land, forferdelige ting ved det Røde Hav.
Divna u zemlji Hamovoj, strašna na Crvenom Moru.
23 Da sa han at han vilde ødelegge dem, dersom ikke Moses, hans utvalgte, hadde stilt sig i gapet for hans åsyn for å avvende hans vrede fra å ødelegge dem.
I šæaše ih istrijebiti, da Mojsije izbranik njegov ne stade kao u rasjelini pred njim, i ne odvrati jarost njegovu da ih ne istrijebi.
24 Og de foraktet det herlige land, de trodde ikke hans ord,
Poslije ne mariše za zemlju željenu, ne vjerovaše rijeèi njegovoj.
25 og de knurret i sine telt, de hørte ikke på Herrens røst.
Pobuniše se u šatorima svojim, ne slušaše glasa Gospodnjega.
26 Da opløftet han sin hånd og svor at han vilde la dem falle i ørkenen
I on podiže ruku svoju na njih, da ih pobije u pustinji,
27 og la deres avkom falle iblandt hedningene og sprede dem i landene.
Da pobije pleme njihovo meðu narodima, i rasije ih po zemljama.
28 Og de bandt sig til Ba'al-Peor og åt av offere til døde,
I pristaše za Velfegorom, i jedoše prineseno na žrtvu mrtvima.
29 og de vakte harme ved sine gjerninger, og en plage brøt inn iblandt dem.
I rasrdiše Boga djelima svojim, i udari u njih pogibao.
30 Da stod Pinehas frem og holdt dom, og plagen stanset;
I ustade Fines, i umilostivi, i prestade pogibao.
31 og det blev regnet ham til rettferdighet fra slekt til slekt evindelig.
I to mu se primi u pravdu, od koljena do koljena dovijeka.
32 Og de vakte vrede ved Meribas vann, og det gikk Moses ille for deres skyld;
I razgnjeviše Boga na vodi Merivi, i Mojsije postrada njih radi;
33 for de var gjenstridige mot hans Ånd, og han talte tankeløst med sine leber.
Jer dotužiše duhu njegovu, i pogriješi ustima svojima.
34 De ødela ikke de folk som Herren hadde talt til dem om,
Ne istrijebiše naroda, za koje im je Gospod rekao;
35 men de blandet sig med hedningene og lærte deres gjerninger,
Nego se pomiješaše s neznabošcima, i nauèiše djela njihova.
36 og de tjente deres avguder, og disse blev dem til en snare,
Stadoše služiti idolima njihovijem, i oni im biše zamka.
37 og de ofret sine sønner og sine døtre til maktene.
Sinove svoje i kæeri svoje prinosiše na žrtvu ðavolima.
38 og de utøste uskyldig blod, sine sønners og sine døtres blod, som de ofret til Kana'ans avguder, og landet blev vanhelliget ved blod.
Prolivaše krv pravu, krv sinova svojih i kæeri svojih, koje prinošahu na žrtvu idolima Hananskim, i oskvrni se zemlja krvnijem djelima.
39 De blev urene ved sine gjerninger og drev hor ved sin adferd.
Oskvrniše sebe djelima svojim, i èiniše preljubu postupanjem svojim.
40 Da optendtes Herrens vrede mot hans folk, og han fikk avsky for sin arv.
I planu gnjev Gospodnji na narod njegov, i omrznu mu dio njegov.
41 Og han gav dem i hedningers hånd, og de som hatet dem, hersket over dem,
I predade ih u ruke neznabožaèke, i nenavidnici njihovi stadoše gospodariti nad njima.
42 og deres fiender trengte dem, og de blev ydmyket under deres hånd.
Dosaðivaše im neprijatelji njihovi, i oni biše pokoreni pod vlast njihovu.
43 Mange ganger utfridde han dem; men de var gjenstridige i sine råd, og de sank ned i usseldom for sin misgjernings skyld.
Mnogo ih je puta izbavljao, ali ga oni srdiše namjerama svojim, i biše poništeni za bezakonje svoje.
44 Og han så til dem når de var i nød, idet han hørte deres klagerop.
Ali on pogleda na nevolju njihovu, èuvši tužnjavu njihovu,
45 Og i sin godhet mot dem kom han sin pakt i hu, og det gjorde ham ondt efter hans store miskunnhet,
I opomenu se zavjeta svojega s njima, i pokaja se po velikoj milosti svojoj;
46 og han lot dem finne barmhjertighet for alle deres åsyn som hadde ført dem i fangenskap.
I uèini, te ih stadoše žaliti svi koji ih bjehu zarobili.
47 Frels oss, Herre vår Gud, og samle oss fra hedningene til å love ditt hellige navn, rose oss av å kunne prise dig!
Spasi nas, Gospode Bože naš, i pokupi nas iz neznabožaca, da slavimo sveto ime tvoje, da se hvalimo tvojom slavom!
48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra evighet og til evighet! Og alt folket sier: Amen. Halleluja!
Blagosloven Gospod Bog Izrailjev od vijeka i do vijeka! I sav narod neka kaže: amin! Aliluja!
