Salmenes 10
1 Hvorfor, Herre, står du langt borte? Hvorfor skjuler du ditt åsyn i trengsels tider?
Zakaj bivaš v daljavi, Gospod! zakaj se skrivaš v časih, ko smo v stiski?
2 Ved den ugudeliges overmot engstes de elendige; de fanges i de onde råd han har uttenkt.
Prevzetnost krivičnega hudo straši siromaka ubozega; zgrabijo se naj v naklepih, katere izmišljajo.
3 For den ugudelige roser sin sjels lyst, og den rovgjerrige sier Herren farvel, håner ham.
Ker krivični hvali dušo svojo v njenem hrepenenji, in njega, ki išče dobička, blagoslavlja, draži Gospoda.
4 Den ugudelige sier i sitt overmot: Han hjemsøker ikke. Det er ingen Gud, det er alle hans tanker.
Krivični v napuhu svojega obraza: On ne kaznuje, ni Boga, té so vse misli njegove.
5 Hans veier lykkes til enhver tid; langt borte fra ham i det høie er dine dommer; av alle sine motstandere blåser han.
Varna so pota njegova v vsakem času; previsoko so pogledu njegovemu sodbe tvoje: kateri koli so sovražniki njegovi, vanje piha žarjavico.
6 Han sier i sitt hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra slekt til slekt skal jeg ikke stedes i ulykke.
V srci svojem govori: Ne umaknem se, v nobeni dobi ne bodem v nesreči.
7 Hans munn er full av forbannelse og av svik og vold; under hans tunge er ulykke og ondskap.
Preklinjanja polna so usta njegova in zvijač in goljufije; pod jezikom njegovim je nadlega in ničemurnost.
8 Han ligger i bakhold ved gårdene, på lønnlige steder myrder han den uskyldige, hans øine speider efter den ulykkelige.
Poseda v votlini vašî, v zatišji, da bi ubil nedolžnega; oči njegove se skrivajo zoper onemoglega.
9 Han lurer på lønnlig sted, lik løven i sitt skjul; han lurer for å gripe den elendige; han griper den elendige idet han drar ham inn i sitt garn.
V zatišji preži, kakor lev v svojem brlogu; preži, da zgrabi siromaka ubozega; zgrabil bi rad siromaka ubozega, potegnil ga v mrežo svojo.
10 Han bøier sig, dukker sig ned, og for hans sterke klør faller de elendige.
Sklujči se, potuhne se; in s krepkimi udi svojimi se zgrudi, kakor da so onemogli.
11 Han sier i sitt hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sitt åsyn, han ser det aldri.
V srci svojem govori: Pozabil je Bog mogočni; obličje svoje skriva, ne ozré se nikoli.
12 Reis dig, Herre! Gud, opløft din hånd, glem ikke de elendige!
Vstani, Gospod, Bog mogočni, dvigni roko svojo; ne pozabi siromakov ubozih.
13 Hvorfor skal den ugudelige forakte Gud og si i sitt hjerte: Du hjemsøker ikke?
Zakaj draži krivični Boga? v srci svojem govori, da ne bodeš térjal?
14 Du har sett det; for du skuer nød og sorg for å legge dem i din hånd; til dig overgir den elendige sin sak, du er den farløses hjelper.
Zazdelo se je tebi, ko gledaš nadlego in gorjé, vzeti jih v roko svojo; brambi tvoji se izroča onemogli; siroti si tí pomočnik.
15 Sønderbryt den ugudeliges arm, og hjemsøk den ondes ugudelighet, så du ikke mere finner den!
Zdrôbi roko krivičnemu in hudobnemu; preiskuj krivico njegovo, dokler je ne najdeš več.
16 Herren er konge evindelig og alltid, hedningene blir utryddet av hans land!
Gospod je kralj večni; poginili so narodi sè zemlje njegove.
17 De saktmodiges begjæring hører du, Herre! Du styrker deres hjerte, du vender ditt øre til
Hrepenenje krotkih si uslišal, Gospod; potolaži tem srce, nagni svoje uho,
18 for å dømme i den farløses og undertryktes sak. Ikke skal mennesket, som er av jorden, lenger vedbli å volde redsel.
Maščujoč siroto in siromaka, da ga ne bode dalje izganjal človek silovito iz dežele.
