Salmenes 10

1 Hvorfor, Herre, står du langt borte? Hvorfor skjuler du ditt åsyn i trengsels tider?

Zakaj stojiš daleč stran, oh Gospod? Zakaj se skrivaš v časih stiske?

2 Ved den ugudeliges overmot engstes de elendige; de fanges i de onde råd han har uttenkt.

Zlobni v svojem ponosu preganjajo revnega. Naj se ujamejo v naklepe, ki so si jih domislili.

3 For den ugudelige roser sin sjels lyst, og den rovgjerrige sier Herren farvel, håner ham.

Kajti zlobni se baha z željo svojega srca in blagoslavlja pohlepnega, ki ga Gospod prezira.

4 Den ugudelige sier i sitt overmot: Han hjemsøker ikke. Det er ingen Gud, det er alle hans tanker.

Zlobni zaradi ponosa svojega obličja ne bo povpraševal po Bogu. V vseh njegovih mislih ni Boga.

5 Hans veier lykkes til enhver tid; langt borte fra ham i det høie er dine dommer; av alle sine motstandere blåser han.

Njegove poti so vedno boleče, tvoje sodbe so daleč zgoraj izven njegovega pogleda. Glede na vse njegove sovražnike on puha nanje.

6 Han sier i sitt hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra slekt til slekt skal jeg ikke stedes i ulykke.

V svojem srcu je rekel: »Ne bom omajan, kajti nikoli ne bom v nadlogi.«

7 Hans munn er full av forbannelse og av svik og vold; under hans tunge er ulykke og ondskap.

Njegova usta so polna preklinjanj, prevare in sleparstva. Pod njegovim jezikom je vragolija in prazne reči.

8 Han ligger i bakhold ved gårdene, på lønnlige steder myrder han den uskyldige, hans øine speider efter den ulykkelige.

Sedi v skrivališčih vasi. Na skrivnih krajih mori nedolžnega. Njegove oči so na skrivaj naravnane zoper revnega.

9 Han lurer på lønnlig sted, lik løven i sitt skjul; han lurer for å gripe den elendige; han griper den elendige idet han drar ham inn i sitt garn.

Na skrivnem preži kakor lev v svojem brlogu. Leži na preži, da ujame revnega. Revnega ujame, ko ga vleče v svojo mrežo.

10 Han bøier sig, dukker sig ned, og for hans sterke klør faller de elendige.

Klečeplazi in se ponižuje, da lahko revni pade po njegovih močnih.

11 Han sier i sitt hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sitt åsyn, han ser det aldri.

V svojem srcu je rekel: »Bog je pozabil. Skriva svoj obraz, tega nikoli ne bo videl.«

12 Reis dig, Herre! Gud, opløft din hånd, glem ikke de elendige!

Vstani, oh Gospod, oh Bog, dvigni svojo roko. Ne pozabi ponižnega.

13 Hvorfor skal den ugudelige forakte Gud og si i sitt hjerte: Du hjemsøker ikke?

Zakaj zlobni zaničuje Boga? V svojem srcu je rekel: »Ti tega ne boš zahteval.«

14 Du har sett det; for du skuer nød og sorg for å legge dem i din hånd; til dig overgir den elendige sin sak, du er den farløses hjelper.

To si videl, kajti gledaš vragolijo in zlobnost, da to poplačaš s svojo roko. Revni se ti izroča, pomočnik si osirotelemu.

15 Sønderbryt den ugudeliges arm, og hjemsøk den ondes ugudelighet, så du ikke mere finner den!

Zlomi laket zlobnemu in zlemu človeku. Preiskuj njegovo zlobnost, dokler je ne najdeš več.

16 Herren er konge evindelig og alltid, hedningene blir utryddet av hans land!

Gospod je Kralj na veke vekov. Pogani so izginili iz njegove dežele.

17 De saktmodiges begjæring hører du, Herre! Du styrker deres hjerte, du vender ditt øre til

Gospod, slišal si hrepenenje ponižnih. Pripravil boš njihovo srce, svojemu ušesu boš povzročil, da sliši,

18 for å dømme i den farløses og undertryktes sak. Ikke skal mennesket, som er av jorden, lenger vedbli å volde redsel.

da razsodiš osirotelega in zatiranega, da človek iz zemlje ne more več zatirati.