Salmenes 10
1 Hvorfor, Herre, står du langt borte? Hvorfor skjuler du ditt åsyn i trengsels tider?
Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?
2 Ved den ugudeliges overmot engstes de elendige; de fanges i de onde råd han har uttenkt.
Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;
3 For den ugudelige roser sin sjels lyst, og den rovgjerrige sier Herren farvel, håner ham.
thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.
4 Den ugudelige sier i sitt overmot: Han hjemsøker ikke. Det er ingen Gud, det er alle hans tanker.
Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.
5 Hans veier lykkes til enhver tid; langt borte fra ham i det høie er dine dommer; av alle sine motstandere blåser han.
Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.
6 Han sier i sitt hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra slekt til slekt skal jeg ikke stedes i ulykke.
Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."
7 Hans munn er full av forbannelse og av svik og vold; under hans tunge er ulykke og ondskap.
Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;
8 Han ligger i bakhold ved gårdene, på lønnlige steder myrder han den uskyldige, hans øine speider efter den ulykkelige.
han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;
9 Han lurer på lønnlig sted, lik løven i sitt skjul; han lurer for å gripe den elendige; han griper den elendige idet han drar ham inn i sitt garn.
han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;
10 Han bøier sig, dukker sig ned, og for hans sterke klør faller de elendige.
han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.
11 Han sier i sitt hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sitt åsyn, han ser det aldri.
Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."
12 Reis dig, Herre! Gud, opløft din hånd, glem ikke de elendige!
Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
13 Hvorfor skal den ugudelige forakte Gud og si i sitt hjerte: Du hjemsøker ikke?
Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?
14 Du har sett det; for du skuer nød og sorg for å legge dem i din hånd; til dig overgir den elendige sin sak, du er den farløses hjelper.
Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
15 Sønderbryt den ugudeliges arm, og hjemsøk den ondes ugudelighet, så du ikke mere finner den!
Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!
16 Herren er konge evindelig og alltid, hedningene blir utryddet av hans land!
HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;
17 De saktmodiges begjæring hører du, Herre! Du styrker deres hjerte, du vender ditt øre til
du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til
18 for å dømme i den farløses og undertryktes sak. Ikke skal mennesket, som er av jorden, lenger vedbli å volde redsel.
for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.
