Salomos Ordsprog 8
1 Hør, visdommen roper, og forstanden lar sin røst høre.
Tie: Nyansa refrɛ. Nteaseɛ ma ne nne so.
2 Oppe på hauger ved veien står hun, der hvor stiene møtes;
Ɛkwan no so, sorɔnsorɔmmea hɔ, nkwantanan no so, ɛhɔ na ɛgyina,
3 ved siden av portene, ved byens utgang, i inngangen til portene roper hun høit:
apono a ɛkɔ kuropɔn no mu ho, ɛteam wɔ aboboano hɔ sɛ,
4 Til eder, I menn, roper jeg, og min røst lyder til menneskenes barn.
“Ao, mo mmarimma na meteam mefrɛ; meteam frɛ adasamma nyinaa.
5 Lær klokskap, I enfoldige, og lær forstand, I uforstandige!
Mo a moyɛ ntetekwaa, mo mma mo ani nte; mo a moyɛ nkwaseafoɔ, monnya nteaseɛ.
6 Hør! Om store ting taler jeg, og jeg oplater mine leber med rettvishet;
Montie, na mewɔ nsɛm pa bi ka kyerɛ mo; mebue mʼano ka deɛ ɛyɛ.
7 min tunge taler sannhet, og ugudelighet er en vederstyggelighet for mine leber.
Mʼano ka deɛ ɛyɛ nokorɛ, ɛfiri sɛ mʼanofafa kyiri amumuyɛsɛm.
8 Alle min munns ord er rette, det er intet falskt eller vrangt i dem.
Mʼano mu nsɛm nyinaa yɛ pɛ; ebiara nni mu a ɛyɛ nkontompo anaa nnaadaasɛm.
9 De er alle sammen likefremme for den forstandige og rette for dem som har funnet kunnskap.
Ne nyinaa mu da hɔ ma deɛ ɔwɔ nhunumu; ɛho nni asɛm ma wɔn a wɔwɔ nimdeɛ.
10 Ta imot min tilrettevisning istedenfor sølv, og ta imot kunnskap fremfor utsøkt gull!
Mompo dwetɛ na momfa mʼakwankyerɛ, momfa nimdeɛ na mompo sikakɔkɔɔ amapa.
11 For visdom er bedre enn perler, og ingen skatt kan lignes med den.
Ɛfiri sɛ nimdeɛ som bo sene mmota, na wɔrentumi mfa deɛ wopɛ biara ntoto ho.
12 Jeg, visdommen, har klokskap i eie, og jeg forstår å finne kloke råd.
“Me, nyansa, mene aniteɛ na ɛteɛ; nimdeɛ ne nhunumu wɔ me.
13 Å frykte Herren er å hate ondt; stolthet og overmot, ond ferd og en falsk munn hater jeg.
Sɛ wɔsuro Awurade ɛne sɛ wɔkyiri bɔne; mekyiri ahantan ne ahomasoɔ, ɔbra bɔne ne nnaadaasɛm.
14 Mig tilhører råd og sann innsikt, jeg er forstand, mig hører styrke til.
Afotuo ne atemmuo pa wɔ me; mewɔ nteaseɛ ne tumi.
15 Ved mig regjerer kongene, og ved mig fastsetter fyrstene hvad rett er.
Me so na ahemfo nam di adeɛ na sodifoɔ nam me so hyehyɛ mmara a ɛyɛ pɛ;
16 Ved mig styrer herskerne og høvdingene, alle dommere på jorden.
Mmapɔmma de me bu ɔman ne atitire nyinaa a wɔdi asase so ɔhene.
17 Jeg elsker dem som elsker mig, og de som søker mig, skal finne mig.
Medɔ wɔn a wɔdɔ me, na wɔn a wɔhwehwɛ me no hunu me.
18 Hos mig er rikdom og ære, gammelt arvegods og rettferdighet.
Ahonyadeɛ ne animuonyam wɔ me nkyɛn, ahodeɛ a ɛkyɛre ne yiedie nso saa ara.
19 Min frukt er bedre enn gull, ja det fineste gull, og den vinning jeg gir, er bedre enn utsøkt sølv.
Mʼaba yɛ sene sikakɔkɔɔ amapa; deɛ ɛfiri me mu boro dwetɛ a wɔasɔne so so.
20 På rettferds vei vandrer jeg, midt på rettens stier;
Tenenee akwan so na menam atɛntenenee akwan so,
21 derfor gir jeg dem som elsker mig, sann rikdom til arv og fyller deres forrådskammere.
mede ahodeɛ ma wɔn a wɔdɔ me na mehyɛ wɔn adekoradan ma ma.
22 Herren skapte mig som sitt første verk, før sine andre gjerninger, i fordums tid.
“Awurade bɔɔ me sɛ nʼabɔdeɛ mu abakan dii ne tete nneyɛɛ anim;
23 Fra evighet er jeg blitt til, fra først av, før jorden var.
ɔyii me sii hɔ firi tete, ansa na ewiase rehyɛ aseɛ.
24 Da avgrunnene ennu ikke var til, blev jeg født, da der ennu ikke fantes kilder fylt med vann.
Wɔwoo me ansa na wɔrebɔ ɛpo kakraka no ansa na wɔreyɛ nsutire a nsuo ahyɛ no ma no;
25 Før fjellene blev senket ned, før haugene blev til, blev jeg født,
ansa na wɔde mmepɔ resisi hɔ, wɔwoo me ansa na nkokoɔ reba,
26 før han hadde skapt jord og mark og jorderikes første muldklump.
ansa na ɔbɔɔ asase ne ne mfuo anaa dɔteɛ biara a ɛwɔ asase soɔ.
27 Da han bygget himmelen, var jeg der, da han slo hvelving over avgrunnen.
Mewɔ hɔ ansa na wɔbɔɔ soro, ɛberɛ a ɔtwaa hyeɛ too ebunu no ani no,
28 Da han festet skyene oventil, da han bandt avgrunnens kilder,
ɛberɛ a ɔbɔɔ omununkum wɔ soro na ɔde ebunu mu nsutire tintim hɔ denden no,
29 da han satte grense for havet, så vannene ikke går lenger enn han byder, da han la jordens grunnvoller -
ɛberɛ a ɔtwaa hyeɛ maa ɛpo sɛdeɛ nsuo no rentra ne hyeɛ, ne ɛberɛ a ɔtwaa asase fapem no,
30 da var jeg verksmester hos ham, og jeg var hans lyst dag efter dag, jeg lekte alltid for hans åsyn;
na meyɛ odwumfoɔ a mete ne nkyɛn. Anigyeɛ hyɛɛ me ma daa na medii ahurisie wɔ nʼanim ɛberɛ biara,
31 jeg lekte på hele hans vide jord, og min lyst hadde jeg i menneskenes barn.
na mʼani gye wɔ ne ewiase nyinaa mu na mʼani ka wɔ adasamma mu.
32 Og nu, barn, hør på mig! Salige er de som følger mine veier.
“Enti me mma, montie me; nhyira ne wɔn a wɔnante mʼakwan so.
33 Hør på min tilrettevisning og bli vise og forakt den ikke!
Montie mʼakwankyerɛ na monhunu nyansa; mommu mo ani nngu so.
34 Salig er det menneske som hører på mig, så han våker ved mine dører dag efter dag og vokter mine dørstolper.
Nhyira ne onipa a ɔtie me, ɔwɛn mʼaboboano daa, na ɔtwɛn wɔ hɔ.
35 For den som finner mig, finner livet og får nåde hos Herren.
Na obiara a ɔhunu me no nya nkwa na ɔnya anisɔ firi Awurade nkyɛn.
36 Men den som ikke finner mig, skader sig selv; alle de som hater mig, elsker døden.
Na deɛ woanhwehwɛ me no ha ne ho na wɔn a wɔtane me no dɔ owuo.”
