Salomos Ordsprog 5
1 Min sønn! Akt på min visdom, bøi ditt øre til min forstand,
Synu můj, pozoruj moudrosti mé, k opatrnosti mé nakloň ucha svého,
2 så du kan gjemme kloke råd og dine leber bevare kunnskap!
Abys ostříhal prozřetelnosti, a rtové tvoji šetřili umění.
3 For en fremmed kvinnes leber drypper av honning, og glattere enn olje er hennes tunge;
Nebo rtové cizí ženy strdí tekou, a měkčejší nad olej ústa její.
4 men til sist er hun besk som malurt, hvass som et tveegget sverd.
Poslední pak věci její hořké jsou jako pelyněk, ostré jako meč na obě straně ostrý.
Nohy její sstupují k smrti, krokové její hrob uchvacují. (Sheol h7585)
6 På livets sti vil hun ikke vandre; hennes veier går hit og dit, uten at hun vet det.
Stezku života snad bys zvážiti chtěl? Vrtkéť jsou cesty její, neseznáš.
7 Så hør nu på mig, mine barn, og vik ikke fra min munns ord!
Protož, synové, poslechněte mne, a neodstupujte od řečí úst mých.
8 La din vei være langt fra henne, og kom ikke nær til døren på hennes hus,
Vzdal od ní cestu svou, a nepřibližuj se ke dveřím domu jejího,
9 forat du ikke skal gi andre din pryd og en grusom herre dine år,
Abys snad nedal jiným slávy své, a let svých ukrutnému,
10 forat ikke fremmede skal mettes av din eiendom, og frukten av din møie komme i en annen manns hus,
Aby se nenasytili cizí úsilím tvým, a práce tvá nezůstala v domě cizím.
11 så du må stønne i din siste stund, når din kropp og ditt kjøtt tæres bort,
I řval bys naposledy, když bys zhubil tělo své a čerstvost svou,
12 Og du må si: Hvorledes har jeg kunnet hate tukt, og hvorledes har mitt hjerte kunnet forakte tilrettevisning,
A řekl bys: Jak jsem nenáviděl cvičení, a domlouváním pohrdalo srdce mé,
13 så jeg ikke hørte på dem som lærte mig, og ikke bøide mitt øre til dem som veiledet mig!
A neposlouchal jsem hlasu vyučujících mne, a k učitelům svým nenaklonil jsem ucha svého!
14 Nær var jeg kommet i den største ulykke midt i forsamlingen og menigheten.
O málo, že jsem nevlezl ve všecko zlé u prostřed shromáždění a zástupu.
15 Drikk av din egen brønn, drikk rinnende vann av din egen kilde!
Pí vodu z čisterny své, a prameny z prostředku vrchoviště svého.
16 Skulde vel dine kilder strømme ut på gaten, dine bekker på torvene?
Nechť se rozlévají studnice tvé ven, a potůčkové vod na ulice.
17 La dem være for dig alene og ikke for fremmede sammen med dig!
Měj je sám sobě, a ne cizí s tebou.
18 Din kilde være velsignet, gled dig i din ungdoms hustru!
Budiž požehnaný pramen tvůj, a vesel se z manželky mladosti své.
19 Den elskelige hind og den yndefulle stengjet! Hennes barm kvege dig til enhver tid, av hennes kjærlighet være du alltid drukken!
Laně milostné a srny utěšené; prsy její ať tě opojují všelikého času, v milování jejím kochej se ustavičně.
20 Hvorfor, min sønn, skulde du da være drukken av attrå efter en annen manns hustru og favne en fremmed kvinnes barm?
Nebo proč bys se kochal, synu můj, v cizí, a objímal život postranní,
21 For en manns veier ligger åpne for Herrens øine, og Herren jevner alle hans stier.
Poněvadž před očima Hospodinovýma jsou cesty člověka, a on všecky stezky jeho váží?
22 Den ugudelige fanges i sine egne misgjerninger, og han holdes fast i sin egen synds snarer.
Nepravosti vlastní jímají bezbožníka takového, a v provazích hříchu svého uvázne.
23 Han må dø, fordi han ikke lot sig tukte, og for sin store dårskaps skyld tumler han og faller.
Takovýť umře, proto že nepřijímal cvičení, a ve množství bláznovství svého blouditi bude.
