Salomos Ordsprog 30
1 Agurs, Jakes sønns ord og utsagn. Så talte mannen til Itiel, til Itiel og Ukkal:
Yake babarima Agur nsɛm a ɔkae a ɛyɛ nkuranhyɛ: Saa ɔbarima yi ka kyerɛɛ Itiel ne Ukal se:
2 Jeg er for ufornuftig til å kalles menneske; manns forstand har jeg ikke.
“Me na minnim hwee koraa wɔ nnipa mu, minni onipa ntease.
3 Jeg har ikke lært visdom og har ikke kunnskap om den Hellige.
Minsuaa nyansa, na minni Ɔkronkronni no ho nimdeɛ nso.
4 Hvem fór op til himmelen og fór ned? Hvem samlet været i sine never? Hvem bandt vannet i et klæde? Hvem satte alle jordens grenser? Hvad er hans navn, og hvad er hans sønns navn? Du vet det jo.
Hena na waforo akɔ ɔsoro na wasian aba fam? Hena na wabɔ mframa boa wɔ ne nsam? Hena na ɔde nʼatade abɔ nsu boa? Hena na ɔbɔɔ asase tamaa yi? Ne din de dɛn, na ne babarima nso din de dɛn? Sɛ wunim a ka kyerɛ me!
5 Alt Guds ord er rent; han er et skjold for dem som tar sin tilflukt til ham.
“Onyankopɔn asɛm biara yɛ nokware; ɔyɛ nkatabo ma wɔn a woguan toa no.
6 Legg ikke noget til hans ord, forat han ikke skal straffe dig, og du stå som en løgner!
Mfa biribi nka nʼasɛm ho, anyɛ saa a ɔbɛka wʼanim ama woayɛ ɔtorofo.
7 To ting beder jeg dig om, nekt mig dem ikke, før jeg dør:
“Awurade, nneɛma abien na mehwehwɛ afi wo nkyɛn; mfa nkame me ansa na mawu:
8 La falskhet og løgnens ord være langt borte fra mig! Gi mig ikke armod og heller ikke rikdom! La mig ete mitt tilmålte brød,
ma me ne atoro ne nnaadaasɛm ntam nware koraa; mma mennyɛ ohiani anaa ɔdefo; nanso ma me me daa aduan nkutoo.
9 forat jeg ikke når jeg blir mett, skal fornekte dig og si: Hvem er Herren? og ikke når jeg blir fattig, stjele og forbanne min Guds navn!
Anyɛ saa a, ebia minya me ho pii a ɛbɛma mapa wo na maka se, ‘Hena ne Awurade?’ Anaa mɛyɛ ohiani na mabɔ korɔn, na ama magu me Nyankopɔn din ho fi.
10 Baktal ikke en tjener for hans herre, forat han ikke skal banne dig, og du dra skyld over dig!
“Nsɛe ɔsomfo din nkyerɛ ne wura; sɛ woyɛ saa a, ɔbɛdome wo na wubetua so ka.
11 Der er en ætt som banner sin far og ikke velsigner sin mor,
“Nnipa bi dome wɔn agyanom, na wonhyira wɔn nanom nso;
12 en ætt som er ren i sine egne øine og dog ikke har tvettet sig for sitt eget skarn,
Wɔn a wɔteɛ wɔ wɔn ankasa ani so nanso wɔnhohoroo wɔn ho fi no;
13 en ætt - hvor stolte er ikke dens øine, og dens øielokk, hvor hever de sig ikke! -
wɔn a wɔn ani tra ntɔn, na wobu animtiaa;
14 en ætt hvis tenner er sverd, og hvis jeksler er kniver, som eter arminger ut av landet og fattige ut av menneskenes tall.
wɔn a wɔn se yɛ afoa na asekan hyehyɛ wɔn abogye mu wɔn na wɔbɛtɔre ahiafo ase afi asase so, na wɔayi ahiafo afi adesamma mu.
15 Blodiglen har to døtre: Gi hit! Gi hit! Der er tre som aldri blir mette, fire som aldri sier: Nok!
“Amemem wɔ mmabea baanu a wɔteɛ mu se, ‘Fa ma! Fa ma!’ “Nneɛma abiɛsa na ɛmmee da anan na ɛnka da se, ‘Eye!’
16 Det er dødsriket og det ufruktbare morsliv, jorden, som aldri blir mett av vann, og ilden, som aldri sier: Nok! (Sheol h7585)
Ɔda, obonin awotwaa, asase a ɛyɛ wosee daa, ne ogya a ɛnka da se, ‘Eye!’ (Sheol h7585)
17 Et øie som spotter far og forakter lydighet mot mor, det skal ravnene ved bekken hakke ut, og ørneunger skal ete det.
“Ani a eyi agya ahi, na ebu ɛna animtiaa no, obon mu kwaakwaadabi betutu, na apete abedi.
18 Det er tre ting som er mig for underlige, og fire som jeg ikke skjønner:
“Nneɛma abiɛsa na ɛyɛ me nwonwa, anan na mente ase:
19 Ørnens vei på himmelen, ormens vei over stenen, skibets vei på havet og en manns vei til en jomfru.
Ɔkwan a ɔkɔre nam so wɔ wim, sɛnea ɔwɔ nantew ɔbotan so, ɔkwan a hyɛn nam so wɔ po tamaa so, ne sɛnea ɔbarima dɔ ababaa.
20 Slik bærer en horkvinne sig at: Hun eter og tørker sin munn og sier: Jeg har ikke gjort noget ondt.
“Ɔbea ɔwaresɛefo kwan ni: Odidi, ɔpepa nʼano na ɔka se, ‘Menyɛɛ mfomso biara.’
21 Under tre skjelver jorden, og under fire kan den ikke holde ut:
“Nneɛma abiɛsa na ɛma asase wosow, anan na asase ntumi nnyina ano:
22 under en træl når han blir konge, og en dåre når han blir mett av brød,
akoa a wabɛyɛ ɔhene, ɔkwasea a wadidi amee,
23 under en forsmådd kvinne når hun blir gift, og en tjenestepike når hun arver sin frue.
ɔbea a wɔmpɛ no na waware, afenaa a otu nʼawuraa tena nʼanan mu.
24 Det er fire som er små på jorden og allikevel overvettes vise:
“Nneɛma nketenkete anan na ɛwɔ asase so, nanso wɔyɛ anyansafo ankasa:
25 Maurene er ikke noget sterkt folk, og enda lager de sin føde om sommeren;
Ntɛtea yɛ abɔde nketewa a wonni ahoɔden, nanso wɔboaboa wɔn aduan ano ahuhuru bere mu;
26 fjellgrevlingene er ikke noget kraftig folk, og enda bygger de sitt hus i berget;
Nkukuban yɛ abɔde a wonni ahoɔden, nanso wɔyɛ wɔn afi wɔ abotan mu,
27 gresshoppene har ingen konge, og enda drar de alle ut, skare efter skare;
mmoadabi nni ɔhene, nanso wɔsa so akuwakuw, kɔ wɔn anim;
28 firfislen kan du gripe med hendene, og allikevel finnes den i kongelige palasser.
wotumi de nsa kyere ɔketew, nanso wohu no abirɛmpɔn ahemfi.
29 Det er tre som skrider vakkert frem, og fire som har en vakker gang:
“Nneɛma abiɛsa na wɔwɔ abirɛmpɔnnantew, anan na wɔkeka wɔn ho te sɛ abirɛmpɔn:
30 Løven, som er en helt blandt dyrene, og som ikke vender om for nogen,
gyata, mmoadoma hene a, biribiara mmɔ no hu;
31 hesten med gjord om lendene, bukken, og en konge i spissen for sitt folk.
akokɔnini a ɔretutu taataa, ɔpapo, ne ɔhene a nʼasraafo atwa no ho ahyia.
32 Har du vært så uforstandig at du har ophøiet dig, eller har du tenkt på ondt, da legg hånden på din munn!
“Sɛ woayɛ ɔkwasea ama wo ho so, anaa woadwene bɔne a, ma wʼani nwu na mua wʼano!
33 For trykk på melk gir smør, og trykk på nese gir blod, og trykk på vrede gir trette.
Sɛnea wɔka nufusu nu mu a srade fi mu ba, na wokyinkyim hwene a etu mogya no, saa ara na abufuw de akasakasa ba.”
