Salomos Ordsprog 26

1 Som sne om sommeren og som regn i høsttiden, slik høver ære for en dåre.

Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

2 Som spurven i fart, som svalen i flukt, slik er det med en uforskyldt forbannelse - den rammer ikke.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

3 Svepe for hesten, tømme for asenet, og kjepp for dårers rygg!

Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.

4 Svar ikke dåren efter hans dårskap, forat du ikke selv skal bli ham lik!

Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

5 Svar dåren efter hans dårskap, forat han ikke skal bli vis i egne øine!

Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

6 Den som sender bud med en dåre, han hugger føttene av sig, han må tåle slem medfart.

Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

7 Visne henger benene på den lamme og likeså ordsprog i munnen på dårer.

Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.

8 Lik den som legger sten i slyngen, er den som gir en dåre ære.

Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

9 Som en torn i en drukken manns hånd, slik er et ordsprog i dårers munn.

Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.

10 En mester får alt i stand, men den som leier en dåre, er lik den som leier en som går forbi.

Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.

11 Lik hunden som vender tilbake til sitt eget spy, er en dåre som kommer igjen med sin dårskap.

Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

12 Ser du en mann som er vis i egne øine - det er mere håp for dåren enn for ham.

Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.

13 Den late sier: Det er en løve på veien, en løve i gatene.

Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

14 Døren dreier sig på sitt hengsel, og den late snur sig på sitt leie.

Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

15 Den late stikker sin hånd fatet; han gider ikke føre den tilbake til sin munn.

Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

16 Den late er visere i egne øine enn syv som svarer med forstand.

Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

17 Lik den som tar fatt i øret på en hund som løper forbi, er den som lar sig egge til vrede over en trette som ikke kommer ham ved.

Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

18 Lik en gal mann som kaster ut brandpiler og skyter og dreper,

Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

19 er en mann som har sveket sin venn og så sier: Jeg spøker jo bare!

er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

20 Når det er forbi med veden, slukner ilden, og når det ingen øretuter er, stilles trette.

Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

21 Som kull blir til glør, og som ved nærer ild, slik voldes kiv av en trettekjær mann.

Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

22 En øretuters ord er som velsmakende retter, og de trenger ned i hjertets indre.

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

23 Lik et lerkar som er overdratt med bly-glette, er brennende leber sammen med et ondt hjerte.

Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

24 Med sine leber skaper den hatefulle sig til, men i sitt indre gjemmer han svik.

Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

25 Når han gjør sin røst blid, så tro ham ikke! For der er syv vederstyggeligheter i hans hjerte.

gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

26 Den hatefulle skjuler sig i svik, men hans ondskap blir åpenbar i forsamlingen.

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

27 Den som graver en grav, skal falle i den, og den som velter en sten op, på ham skal den rulle tilbake.

I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

28 En løgnaktig tunge hater dem som den har knust, og en falsk munn volder fall.

Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.