Salomos Ordsprog 17

1 Bedre et stykke tørt brød med ro og fred enn et hus fullt av slakt med trette.

Betre er ein turr brødmole med ro attåt enn huset fullt av høgtidskost med trætta til.

2 En klok tjener får råde over en dårlig sønn, og iblandt brødrene får han del i arven.

Den kloke tenar skal råda yver ein uvisleg son, og millom brøder fær han skifta arv.

3 Der er digel for sølv og ovn for gull; men den som prøver hjertene, er Herren.

Diglen røyner sylvet og omnen gullet, men den som røyner hjarto, det er Herren.

4 Den onde akter på ondskaps lebe; løgneren lytter til ødeleggelses tunge.

Den vonde lyder på vondskapslippa, ljugaren lyder på tyningstunga.

5 Den som spotter den fattige, håner hans skaper; den som gleder sig over ulykke, skal ikke bli ustraffet.

Spear du den fatige, so spottar du hans skapar, den som gled seg yver ulukka, skal få si refsing.

6 De gamles krone er barnebarn, og barns pryd er deres fedre.

Ein krans for dei gamle er barneborn, og ei æra for borni er federne deira.

7 Det sømmer sig ikke for dåren å tale store ord, enn mindre for den høibårne å tale løgn.

Det høver ikkje for ein dåre å tala store ord, enn mindre for ein fagnamann å ljuga.

8 Gave er en edelsten i dens øine som får den; hvor den kommer, gjør den lykke.

Gåva er ein glimestein for den som fær ho; kvar ho vender seg, der fær ho framgang.

9 Den som dekker over overtredelse, søker kjærlighet; men den som ripper op en sak, skiller venn fra venn.

Søkjer du kjærleik, skyler du misgjerd, men riv du upp att ei sak, skil ven frå ven.

10 Skjenn virker bedre på den forstandige enn hundre slag på dåren.

Vondord gjer meir på den vituge enn hundrad hogg på dåren.

11 En ond manns hu står bare til gjenstridighet, og en ubarmhjertig engel sendes imot ham.

Berre upprør søkjer den vonde, men ein hard bodberar vert send imot han.

12 Bedre for en mann å møte en bjørn som ungene er tatt fra, enn en dåre i hans dårskap.

Møt heller ei binna som hev mist sine ungar enn ein dåre med narreskapen hans!

13 Den som gjengjelder godt med ondt, fra hans hus skal ulykken ikke vike.

Den som løner godt med vondt, frå hans hus skal ikkje det vonde vika.

14 Å begynne trette er som å åpne for vann; la da tretten fare, før den blir for voldsom!

Å taka til med strid er som å sleppa vatn ut, haldt difor upp med trætta fyrr nokon gliser med tennerne!

15 Den som frikjenner en ugudelig, og den som domfeller en rettferdig, de er begge to en vederstyggelighet for Herren.

Den som frikjenner ein ugudleg og den som domfeller ein rettferdig, dei er båe tvo ein styggedom for Herren.

16 Hvad hjelper penger i dårens hånd til å kjøpe visdom, siden han er uten forstand?

Kva skal pengar i handi på dåren? Å kjøpa visdom hev han’kje vit til.

17 En venn elsker alltid, og en bror fødes til hjelp i nød.

Venen elskar alltid, og bror vert fødd til hjelp i naud.

18 Et menneske som ikke har forstand, gir håndslag og går i borgen hos sin næste.

Ein vitlaus mann er den som handtekst, som gjeng i borg hjå grannen sin.

19 Den som elsker trette, elsker synd; den som gjør sin dør høi, søker sin egen undergang.

Den som elskar trætta, elskar misgjerning, den som byggjer døri si høg, søkjer fall.

20 Den som er falsk i hjertet, finner intet godt, og den som er vrang i sin tale, faller i ulykke.

Den som hev eit rangt hjarta, vinn ikkje lukka, og den som forvender tunga si, fell i ulukka.

21 Den som har en narr til sønn, får sorg av ham; en dåres far har ingen glede.

Den som avlar eit narr, fær sorg, og ikkje gled seg far til ein dåre.

22 Et glad hjerte gir god lægedom, men et nedslått mot tar margen fra benene.

Gladværugt hjarta gjev lækjedom god, men nedslege mod fær beini te visna.

23 Den ugudelige tar gaver ut av barmen for å bøie rettens gang.

Gudlaus mann tek gåva i løynd til å bøygja rettargangen.

24 Den forstandige har visdommen for øie, men dårens øine er ved jordens ende.

Den vituge hev visdom for augo, men dåren hev augo ved heimsens ende.

25 En uforstandig sønn er en gremmelse for sin far og en bitter sorg for henne som fødte ham.

Uvitug son er til gremme for far sin, og beisk sorg for henne som fødde’n.

26 Å straffe også den rettferdige er ikke godt; å slå edle menn er tvert imot all rett.

Det er’kje godt at og rettferdige fær refsing, og ei at fagna folk fær slag for det som rett er.

27 Den som er sparsom med sine ord, er klok, og den koldsindige er en forstandig mann.

Den skynsame sparer på ordi, og den vituge mann er kald i hugen.

28 Også dåren aktes for klok når han tier, for vis når han holder sine leber lukket.

Um dåren tagde, gjekk han og for vismann, og for ein vitug mann når han heldt munn.