Salomos Ordsprog 14

1 Kvinners visdom bygger sitt hus, men dårskap river det ned med sine hender.

Mandranjy ty akiba’e ty rakemba mahihitse, fe arotsa’ ty minè an-taña’e ty aze.

2 Den som vandrer i opriktighet, frykter Herren; men den som går krokveier, forakter ham.

Mañeveñe am’ Iehovà ty mañavelo an-kahiti’e, fe manirika aze ty mengok’ amo lala’eo.

3 I dårens munn er et ris for hans overmot, men de vises leber er deres vern.

Am-bava’ i dagola ty kobay ho an-dambosi’e, fe mañaro ty mahihitse o fivimbi’eo.

4 Hvor det ingen okser er, der er krybben tom; men rikelig vinning kommer ved oksens kraft.

Ie tsy eo añombe, koake ty riha’e; Toe mahavokatse ty haozaran’ añombe.

5 Trofast vidne lyver ikke, men den som taler løgn, er et falskt vidne.

Tsy mandañitse ty mpitalily migahiñe, fe mikofòke habodiake ty mpitarom-bande.

6 Spotteren søker visdom, men finner den ikke; men for den forstandige er kunnskap lett å vinne.

Mipay hihitse ty mpanivetive fa tsy mahatrea, fe mora ami’ty mahafohiñe ty hitendreke hilala.

7 Når du går fra en dåre, har du ikke funnet forstand på hans leber.

Mihankaña ami’ty fiatrefañe i minèñey, fa tsy ho oni’o eo ty soñy mahilala.

8 Den klokes visdom er at han forstår sin vei, men dårers dårskap er at de bedrar sig selv.

Ty hihi’ i mahilalay: le t’ie mahatsikarake ty lia’e, fe hakalitahañe ty hagegean-dagola.

9 Dårer spottes av sitt eget skyldoffer, men blandt de opriktige råder Guds velbehag.

Sirikae’ ty minèñe ty fisolohoañe, fe amo vañoñeo ty fiharoan-drehake.

10 Hjertet kjenner sin egen bitre smerte, og i dets glede blander ingen fremmed sig.

Fohi’ ty troke ty hafaim-piai’e, vaho tsy itraofa’ ty ambahiny ty firebeha’e.

11 De ugudeliges hus skal ødelegges, men de opriktiges telt skal blomstre.

Harotsake ty akiba’ i rati-tserekey, fe hiraorao ty kivoho’ o vañoñeo.

12 Mangen vei tykkes en mann rett, men enden på det er dødens veier.

Eo ty làlañe atao’ ondaty ho vantañe, f’ie migodañe mb’an-kavilasy ao.

13 Endog under latter har hjertet smerte, og enden på gleden er sorg.

Mikoretse ty arofo ndra t’ie miankahake, vaho migadoñ’ an-kontoke ty rebeke.

14 Av sin ferd skal den frafalne mettes, og en god mann holder sig borte fra ham.

Atsake o sata’eo ty midisa-voly, fe mahaeneñe t’indaty soa i azey.

15 Den enfoldige tror hvert ord, men den kloke akter på sine skritt.

Kila iantofa’ ty seretse, fe tsakorè’ ty hendre o lia’eo.

16 Den vise frykter og holder sig fra det onde, men dåren er overmodig og trygg.

Mihilotse ty mahihitse vaho iholiara’e ty raty, fe mijikajika naho mitsidaredare ty dagola.

17 Den bråsinte gjør dårskap, og en svikefull mann blir hatet.

Manao raha tsi-roe-tafa-toe ty mora boseke, vaho tsambolitioheñe ty mikinia.

18 De enfoldige har fått dårskap i arv, men de kloke krones med kunnskap.

Mandova hagegeañe ty seretse, fe sabakaen-kilala ty hendre.

19 De onde må bøie sig for de gode, og de ugudelige ved den rettferdiges porter.

Hidrakadrakak’ anatrefa’ ty soa ty raty, naho an-dalambei’ o vantañeo ty tsereheñe.

20 Endog av sin venn blir den fattige hatet; men de som elsker en rik, er mange.

Heje’ ty rañe’e i rarakey, fe maro ty mikoko i mpañalealey.

21 Den som forakter sin næste, synder; men salig er den som ynkes over arminger.

Aman-tahiñe ty manirìka ondaty, haha ka ty matarike amo poi’eo.

22 Skal ikke de fare vill som tenker ut det som ondt er? Men miskunnhet og trofasthet times dem som optenker godt.

Tsy hidridrike hao ty mpikilily? Fe fiferenaiñañe naho hatò ro amo misafiry hasoao.

23 Ethvert møiefullt arbeid gir vinning, men tomt snakk fører bare til tap.

Amam-bokatse ze hene fitoloñañe, fe mahararake ty soñy mikofofoake.

24 De vises rikdom er deres krone, men dårenes dårskap er og blir dårskap.

Sabaka’ o mahihitseo ty vara’e; fe hagegeañe ty hanè’ o dagolao.

25 Et sanndru vidne frelser liv, men den som taler løgn, er full av svik.

Mpañaha aiñe ty mpitaroñe mahity, fe mpikitro-draha ty mikofò-bande.

26 Den som frykter Herren, har et sterkt vern, og for hans barn skal Herren være en tilflukt.

Fañarovañe fatratse ty fañeveñañe am’ Iehovà, vaho amam-pipalirañe o ana’eo.

27 Å frykte Herren er en livsens kilde, så en slipper fra dødens snarer.

Havelo ­migoangoañe ty fañeveñañe am’ Iehovà, toe fampiariañe o fandri-kakoromahañeo.

28 Meget folk er kongens ære, men mangel på folk er fyrstens fall.

Enge’ i mpanjakay ty borizañe maro; ampoheke ka ty ana-donake tsy ama’ ondaty.

29 Den langmodige har stor forstand, men den bråsinte viser stor dårskap.

Àmpon-kilala ty malaon-kaviñerañe; fe mpañonjo hagegeañe ty mora boseke.

30 Et saktmodig hjerte er legemets liv, men hissighet er råttenhet i benene.

Mahavelon-tsandriñe ty arofo hendre, fe mahavoroke taolañe ty farahy.

31 Den som trykker en arming, håner hans skaper, men den som har medynk med den fattige, ærer skaperen.

Mitera i Andrianamboatse aze ty mamorekeke o rarakeo, fe miasy Aze ty mitretre mahatra.

32 Når ulykken rammer den ugudelige, kastes han over ende; men den rettferdige er frimodig i døden.

Arotsa’ ty fandilara’e ty rati-tsereke, fe am-pitsalohañe ty vañoñe te mivetrake.

33 I den forstandiges hjerte holder visdommen sig stille, men i dårers indre gir den sig til kjenne.

Mimoneñe añ’arofo’ i mahilalay ty hihitse, fe abentabenta’ o dagolao ty antrok’ ao.

34 Rettferdighet ophøier et folk, men synden er folkenes vanære.

Mañonjom-pifeheañe ty havañonañe, fe mañìnje o borizañeo ty hakeo.

35 En klok tjener vinner kongens yndest, men over en dårlig tjener kommer hans vrede.

Osihe’ ty mpanjaka ty mpitoroñe mitoloñe an-kihitse, fe atretrè’e an-kaviñerañe ty manao hasalarañe.