Salomos Ordsprog 14
1 Kvinners visdom bygger sitt hus, men dårskap river det ned med sine hender.
Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
2 Den som vandrer i opriktighet, frykter Herren; men den som går krokveier, forakter ham.
Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
3 I dårens munn er et ris for hans overmot, men de vises leber er deres vern.
I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
4 Hvor det ingen okser er, der er krybben tom; men rikelig vinning kommer ved oksens kraft.
Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
5 Trofast vidne lyver ikke, men den som taler løgn, er et falskt vidne.
Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
6 Spotteren søker visdom, men finner den ikke; men for den forstandige er kunnskap lett å vinne.
Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
7 Når du går fra en dåre, har du ikke funnet forstand på hans leber.
Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
8 Den klokes visdom er at han forstår sin vei, men dårers dårskap er at de bedrar sig selv.
Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
9 Dårer spottes av sitt eget skyldoffer, men blandt de opriktige råder Guds velbehag.
Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
10 Hjertet kjenner sin egen bitre smerte, og i dets glede blander ingen fremmed sig.
Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
11 De ugudeliges hus skal ødelegges, men de opriktiges telt skal blomstre.
De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
12 Mangen vei tykkes en mann rett, men enden på det er dødens veier.
Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
13 Endog under latter har hjertet smerte, og enden på gleden er sorg.
Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
14 Av sin ferd skal den frafalne mettes, og en god mann holder sig borte fra ham.
Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
15 Den enfoldige tror hvert ord, men den kloke akter på sine skritt.
Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
16 Den vise frykter og holder sig fra det onde, men dåren er overmodig og trygg.
Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
17 Den bråsinte gjør dårskap, og en svikefull mann blir hatet.
Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
18 De enfoldige har fått dårskap i arv, men de kloke krones med kunnskap.
De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
19 De onde må bøie sig for de gode, og de ugudelige ved den rettferdiges porter.
De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
20 Endog av sin venn blir den fattige hatet; men de som elsker en rik, er mange.
Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
21 Den som forakter sin næste, synder; men salig er den som ynkes over arminger.
Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
22 Skal ikke de fare vill som tenker ut det som ondt er? Men miskunnhet og trofasthet times dem som optenker godt.
Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
23 Ethvert møiefullt arbeid gir vinning, men tomt snakk fører bare til tap.
I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
24 De vises rikdom er deres krone, men dårenes dårskap er og blir dårskap.
De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
25 Et sanndru vidne frelser liv, men den som taler løgn, er full av svik.
Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
26 Den som frykter Herren, har et sterkt vern, og for hans barn skal Herren være en tilflukt.
I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
27 Å frykte Herren er en livsens kilde, så en slipper fra dødens snarer.
Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
28 Meget folk er kongens ære, men mangel på folk er fyrstens fall.
At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
29 Den langmodige har stor forstand, men den bråsinte viser stor dårskap.
Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
30 Et saktmodig hjerte er legemets liv, men hissighet er råttenhet i benene.
Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
31 Den som trykker en arming, håner hans skaper, men den som har medynk med den fattige, ærer skaperen.
Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
32 Når ulykken rammer den ugudelige, kastes han over ende; men den rettferdige er frimodig i døden.
Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
33 I den forstandiges hjerte holder visdommen sig stille, men i dårers indre gir den sig til kjenne.
I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
34 Rettferdighet ophøier et folk, men synden er folkenes vanære.
Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
35 En klok tjener vinner kongens yndest, men over en dårlig tjener kommer hans vrede.
Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
