Matteus 20
1 For himlenes rike er likt en husbond som gikk ut tidlig om morgenen for å leie arbeidere til sin vingård.
“Rangmong hasong ah arah likhiik. Saasiit mih wasiit ih rangkhano di heh potiik tong moot suh lakbiitte jamsun kata.
2 Og da han var blitt enig med arbeiderne om en penning om dagen, sendte han dem bort til sin vingård.
Heh ih lakbi thaang ah ngunkholok loosiit heh sa doh kotheng ih baat rum ano, heh phekmoot daapkaat rumta.
3 Og han gikk ut ved den tredje time og så andre stå ledige på torvet,
Heh thaangsang theng ni kaattiktom saapak akhuh di kah adi heh ih mih tumchap ruh ete japtupta,
4 og til dem sa han: Gå også I bort til vingården, og hvad rett er, vil jeg gi eder. Og de gikk avsted.
eno baat rumta, ‘sen nep nga phek nah potiik tong roongmoot kah an, ngah ih saasiit lakbi thaang koh et rumha.’
5 Atter gikk han ut ved den sjette og den niende time og gjorde likeså.
Eno karumta. Erah lidi rangnithung saapoot asih nyi di nyia saasong saapoot ejom di nep heh ih mih emamah et daapkaat rumta.
6 Og han gikk ut ved den ellevte time og fant andre stående der, og han sa til dem: Hvorfor står I her ledige hele dagen?
Kaandang ko saapoot banga di, heh thaangsang theng ni we kah adi uh emamah mih tumchap ruh eah rah we tupta. ‘Sen aadi nitang ih tumjih uh lare thang ih tumte thaaba lan?’ heh ih cheng rumta.
7 De sa til ham: Fordi ingen har leid oss. Han sa til dem: Gå også I bort til vingården!
Seng biite o uh amuk,’ neng ih ngaakbaatta. ‘Ese, erah ang abah sen uh nga potiik tong ah roongmoot kah an.’ heh ih baat rumta.
8 Men da det var blitt aften, sa vingårdens herre til sin forvalter: Kall arbeiderne frem og gi dem deres lønn; begynn med de siste og end med de første!
“Rangjaako di, changte ih heh laksuh asuh baatta, ‘Phek mootte loong ah lompoon uno neng lakbi thaang ah korum uh, lithoon ih kaatte dowa phang korum uno jaakhothoon ih kaatte asuh lithoon et koh uh.’
9 Så kom de som var leid ved den ellevte time, og de fikk hver sin penning.
Rangsa kaandang angta tokdi kaatte loong asuh ngunkholok loosiit ru et korum uh.
10 Men da de første kom, tenkte de at de skulde få mere; men de fikk hver sin penning de også.
Erah thoidi rangkhano di kaatte loong ah thok rumha no, neng ih seng bah ehan ih chotte ih thun rumta; ang abah uh neng suh uh ngunkholok loosiit ru et korumta.
11 Men da de fikk den, knurret de mot husbonden og sa:
Eno neng ih ngun ah thaang rum ano changte wah ah joobaat rumta.
12 Disse siste har bare vært her en time, og du har gjort dem like med oss som har båret dagens byrde og hete.
‘Neng ame jeng rumta, arah miloong ah lithoondi saapootsiit luulu ba mothukta, seng ah nitang saakhaam adi mootti, ang abah uh an ih seng suh kohali thanthan korum hu nih!’
13 Men han svarte en av dem og sa: Min venn! jeg gjør dig ikke urett, blev du ikke enig med mig om en penning?
“‘Nga joonwah loong boichaat an, changte ih wasiit asuh liita, ‘Ngah ih sen tamokwaan rumra, sen suh saasiit lakbi ngunkholok loosiit kottheng ih waanti ah ekot et rumhala.
14 Ta ditt og gå! Men jeg vil gi denne siste like så meget som dig.
Amah ih sen lakbi ngun ah thaang ano nok nah wang an. Ngah ih lithoon ih ra taha loong asuh sen thanthan et kotsuh nooklang.
15 Eller har jeg ikke lov til å gjøre med mitt hvad jeg vil? eller er ditt øie ondt fordi jeg er god?
Ngah ngun ah nga thungthung ih tanih jen maak kang? Adoleh sen ih nga thungpun lam ih kohang asuh tam siikhaam han?’”
16 Således skal de siste bli de første, og de første de siste; for mange er kalt, men få utvalgt.
Eno Jisu ih thoonbaat rumta, “Erah raangtaan ih o mina liwang thoon angla rah jaakhoh ih hoon ah, eno o jaakhoh thoon angte rah liwang thoon ih hoon ah.”
17 Og da Jesus drog op til Jerusalem, tok han de tolv disipler til side og sa til dem på veien:
Jisu Jirusalem ko ih chookwang adi, lam ni asih wanyi heliphante loong ah hiiksiit rum ano husah tiit baat rumta.
18 Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgis til yppersteprestene og de skriftlærde, og de skal dømme ham til døden
“Boichaat an,” “Seng ah Jirusalem ni chookwangli, eno erah nah Mina Sah ah romwah phokhoh nyia Hootthe nyootte loong lak nah jokoh rum ah. Neng ih kaanju ano tek haat rum ah
19 og overgi ham til hedningene til å spottes og hudstrykes og korsfestes; og på den tredje dag skal han opstå.
eno Ranglajatte loong lak nah korum ah, neng ih ngitkhuung rum ah, ruh ih nep buh rum ah, eno bangphak nah tek haat rum ah, enoothong sa jom lidoh we ngaaksaat eah.”
20 Da gikk Sebedeus-sønnenes mor til ham med sine sønner, falt ned for ham og bad ham om noget.
Eno Jebidi nusah heh sah miwasah nyi ah siit ano wang taha, eno heh lathong ni kotbon ano heh raangtaan ih re thuk suh, Jisu lasih ah jota.
21 Han sa til henne: Hvad vil du? Hun sa til ham: Si at disse mine to sønner skal sitte, den ene ved din høire og den andre ved din venstre side i ditt rike!
“An tumjih suh nook uh?” Jisu ih chengta. Minuh rah ih ngaakbaatta, “An ih kakham hang, nga sah miwah sah nyia ah an luungwang ang udoh esiit ah dak hekko, esiit ah jaawah ko ih tongthuk uh.”
22 Men Jesus svarte og sa: I vet ikke hvad det er I ber om. Kan I drikke den kalk jeg skal drikke? De sa til ham: Det kan vi.
“Set ih tumjih suh hansih erah tajat kansih,” nyi suh liita. “Ngah ih marah chamchoh khap dowa jok ang erah ejen roong jok ni et hansih?” “Ejen roong jok heetih,” nyi ih ngaakbaatta.
23 Han sa til dem: Min kalk skal I nok drikke; men å sitte ved min høire og ved min venstre side, det tilkommer det ikke mig å gi nogen, men det gis dem som det er beredt av min Fader.
“Jisu ih li nyuuta, setnyi eh ejen roong jok mok et hansih, “enoothong ngah dak hek jaawah o roong tongha erah ngah ih tajen dandje nyuura. Erah bah seng Wah ih o suh ban hoonha erah ba chotong ah.”
24 Da de ti hørte dette, blev de harme på de to brødre.
Heliphante wah asih loong ih erah chaat rum ano, soophonyi asuh rapne ih khah rumta.
25 Men Jesus kalte dem til sig og sa: I vet at fyrstene hersker over sine folk, og deres stormenn bruker makt over dem.
Erah thoidi Jisu ih loongtang lompoon rum ano baat rumta, “Sen ih jat ehan ranglajatte mina loong pante adi jaatrep chaan jeela, eno mihak phokhoh loong adi jirep chaan aphaan jeela.
26 Så skal det ikke være blandt eder; men den som vil bli stor iblandt eder, han skal være eders tjener,
Erah bah uh, sen loong chamchi nah bah lah angjih. Sendung dowa o ih bah uh elong hoon tenthun ang anbah, wahoh laksuh jaatjaat chaak angjih;
27 og den som vil være den første blandt eder, han skal være eders træl,
adoleh sendung dowa jaakhoh angsuh thunte je anbah, sen ah wahoh dah elang jaatjaat eejih—
28 likesom Menneskesønnen ikke er kommet for å la sig tjene, men for selv å tjene og gi sitt liv til en løsepenge for mange.
Mina Sah ah botseh mootkaat thuk suh tara taha, erah nang ih heteewah ah moh suh nyia mina hantek puipang suh ra taha.”
29 Og da de gikk ut fra Jeriko, fulgte meget folk ham.
Jisu nyi heliphante loong Jeriko nawa dokkhoom rum adi, miloong hantek roong phankhoom rumta.
30 Og se, to blinde satt ved veien, og da de hørte at det var Jesus som gikk forbi, ropte de: Miskunn dig over oss, Herre, du Davids sønn!
Edook wanyi lamkaang ni tong nyuutta wanyi ah ih Jisu daankhoom ah chaat nyu ano, toonriing nyuuta, “Dewid sah! Sek ah minchan we heetih.
31 Folket truet dem at de skulde tie; men de ropte enda mere og sa: Herre, miskunn dig over oss, du Davids sønn!
Miloong ih nyi ah kanja rum ano suusu ih tong suh baat rumta. Ang abah uh nyi ah erong rongwah ih boot riing nyuuta, “Dewid sah! Chuupha, Sek ah minchan weehe tih!”
32 Og Jesus stod stille og kalte på dem og sa: Hvad vil I jeg skal gjøre for eder?
Jisu ih tangchap ano poon nyuuta. “Ngah ih set suh tumjih jen re konyu ha?” heh ih cheng nyuuta.
33 De sa: Herre! at våre øine må bli oplatt!
“Chuupha,” sek mik kaasiit jamhiitih!”
34 Da ynkedes Jesus inderlig og rørte ved deres øine; og straks fikk de sitt syn igjen, og de fulgte ham.
Jisu heh minchan ah dong ano nyi mik adi taajota; erah damdam nyi ih laantup ruh ih nyuuta, eno roong phankhoom nyuuta.
