Markus 5
1 Og de kom over på hin side av sjøen, til gerasenernes bygd.
Tedy přeplavili se přes moře do krajiny Gadarenských.
2 Og da han var gått ut av båten, kom det straks mot ham ut av gravene en mann som var besatt av en uren ånd.
A jakž vyšel z lodí, hned se s ním potkal člověk z hrobů, maje ducha nečistého.
3 Han hadde sitt tilhold der i gravene, og de kunde ikke lenger binde ham, ikke engang med lenker;
Kterýž bydlil v hrobích, a aniž ho kdo mohl řetězy svázati,
4 for han hadde ofte vært bundet med fot-jern og lenker, og lenkene hadde han revet av sig, og fot-jernene hadde han sønderslitt, og ingen kunde rå med ham,
Proto že často byv pouty a řetězy okován, polámal řetězy, a pouta roztrhal, a žádný nemohl ho skrotiti.
5 og han var alltid, natt og dag, i gravene og på fjellene og skrek og slo sig selv med stener.
A vždycky ve dne i v noci na horách a v hrobích byl, křiče a tepa se kamením.
6 Og da han så Jesus langt borte, løp han til og falt ned for ham,
Uzřev pak Ježíše zdaleka, běžel a poklonil se jemu,
7 og ropte med høi røst: Hvad har jeg med dig å gjøre, Jesus, du den høieste Guds Sønn? Jeg besverger dig ved Gud at du ikke må pine mig!
A křiče hlasem velikým, řekl: Co jest tobě do mne, Ježíši, Synu Boha nejvyššího? Zaklínám tě skrze Boha, abys mne netrápil.
8 For han sa til ham: Far ut av mannen, du urene ånd!
(Nebo pravil jemu: Vyjdiž, duchu nečistý, z člověka tohoto.)
9 Og han spurte ham: Hvad er ditt navn? Og han sa til ham: Legion er mitt navn; for vi er mange.
I otázal se ho: Jakť říkají? A on odpovídaje, řekl: Množství jméno mé jest, nebo jest nás mnoho.
10 Og han bad ham meget at han ikke måtte drive dem ut av bygden.
I prosil ho velmi, aby jich nevyháněl z té krajiny.
11 Men det gikk en stor svinehjord og beitet der ved fjellet,
Bylo pak tu při horách stádo vepřů veliké pasoucích se.
12 Og de bad ham: Send oss inn i svinene, så vi kan fare i dem!
I prosili ho všickni ti ďáblové, řkouce: Pusť nás do vepřů, ať do nich vejdeme.
13 Og han gav dem lov til det. Og de urene ånder fór ut og fór i svinene; og hjorden styrtet sig ut over stupet ned i sjøen, omkring to tusen i tallet, og druknet i sjøen.
I povolil jim hned Ježíš. A vyšedše duchové nečistí, vešli do těch vepřů. I běželo to stádo s vrchu dolů do moře, (a bylo jich ke dvěma tisícům, ) i ztonuli v moři.
14 Og de som gjætte dem, tok flukten, og fortalte det i byen og i bygden. Og folk kom ut for å se hvad som hadde hendt.
Ti pak, kteříž ty vepře pásli, utekli, a oznámili to v městě i ve vsech. I vyšli, aby viděli, co by to bylo, což se stalo.
15 Og de kom til Jesus og så den besatte sitte påklædd og ved sans og samling, han som hadde vært besatt av legionen, og de blev forferdet.
I přišli k Ježíšovi, a uzřeli toho, kterýž býval trápen od ďábelství, an sedí, odín jsa, a maje zdravý rozum, toho, kterýž míval množství. I báli se.
16 Og de som hadde sett det, fortalte dem hvorledes det var gått med den besatte, og om svinene.
A kteříž to viděli, vypravovali jim, kterak se stalo tomu, kterýž měl ďábelství i o vepřích.
17 Og de begynte å be ham at han vilde dra bort fra deres landemerker.
Tedy počali ho prositi, aby odšel z krajin jejich.
18 Og da han gikk i båten, bad den besatte om å få være med ham.
A když vstoupil na lodí, prosil ho ten, kterýž trápen býval od ďábelství, aby s ním byl.
19 Og han gav ham ikke lov, men sa til ham: Gå hjem til dine og fortell dem hvor store ting Herren har gjort imot dig, og at han har miskunnet sig over dig!
Ježíš pak nedopustil mu, ale řekl jemu: Jdi k svým do domu svého, a zvěstuj jim, kterak veliké věci učinil tobě Pán, a že slitoval se nad tebou.
20 Og han gikk bort og begynte å kunngjøre i Dekapolis hvor store ting Jesus hadde gjort imot ham; og alle undret sig.
I odšel, a počal ohlašovati v krajině Desíti měst, kterak veliké věci učinil mu Ježíš. I divili se všickni.
21 Og da Jesus var faret over med båten til hin side igjen, samlet meget folk sig om ham; og han var ved sjøen.
A když se přeplavil Ježíš na lodí zase na druhou stranu, sšel se k němu zástup mnohý. A byl u moře.
22 Og det kom en av synagoge-forstanderne ved navn Jairus; og da han så ham, falt han ned for hans føtter,
A aj, přišel jeden z knížat školy, jménem Jairus, a uzřev jej, padl k nohám jeho.
23 og han bad ham meget og sa: Min datter ligger på det siste; kom og legg dine hender på henne, så hun må bli frelst og leve!
A velmi ho prosil, řka: Dcerka má skonává. Poď, vlož na ni ruce, aby uzdravena byla, a budeť živa.
24 Og han gikk bort med ham, og meget folk fulgte ham, og de trengte ham.
I šel s ním, a zástup mnohý šel za ním, i tiskl jej.
25 Og der var en kvinne som hadde hatt blodsott i tolv år;
(Tedy žena jedna, kteráž tok krve měla dvanácte let,
26 og hun hadde lidt meget av mange læger og satt til alt det hun eide, og hadde ikke hatt nogen hjelp av det, men var heller blitt verre;
A mnoho byla trápena od mnohých lékařů, a vynaložila všecken statek svůj, a nic jí bylo neprospělo, ale vždy se hůře měla,
27 da hun hadde hørt ryktet om Jesus, kom hun midt iblandt folket og rørte bakfra ved hans klædebon.
Uslyšavši o Ježíšovi, přišla v zástupu po zadu, a dotkla se roucha jeho.
28 For hun sa: Kan jeg få røre, om det så bare er ved hans klær, så blir jeg helbredet.
Nebo řekla byla: Dotknu-li se jen roucha jeho, uzdravena budu.
29 Og straks uttørkedes hennes blods kilde, og hun kjente i sitt legeme at hun var helbredet for sin plage.
A hned přestal krvotok její, a pocítila na těle, že by uzdravena byla od neduhu svého.
30 Og Jesus kjente straks hos sig selv den kraft som gikk ut fra ham, og han vendte sig om i hopen og sa: Hvem var det som rørte ved mine klær?
A hned Ježíš poznav sám v sobě, že z něho moc vyšla, obrátiv se v zástupu, řekl: Kdo se dotekl roucha mého?
31 Og hans disipler sa til ham: Du ser at folket trenger dig på alle kanter, og du sier: Hvem var det som rørte ved mig?
I řekli mu učedlníci jeho: Vidíš, že tě zástup tiskne, a pravíš: Kdo se mne dotekl?
32 Og han så sig om for å få øie på henne som hadde gjort dette.
I hleděl vůkol, aby ji uzřel, která to učinila.
33 Men kvinnen kom redd og skjelvende, for hun visste hvad som var skjedd med henne, og hun falt ned for ham og sa ham hele sannheten.
Ta pak žena s bázní a s třesením, věduci, co se stalo při ní, přistoupila a padla před ním, a pověděla mu všecku pravdu.
34 Da sa han til henne: Datter! din tro har frelst dig; gå bort i fred, og vær helbredet for din plage!
On pak řekl jí: Dcero, víra tvá tě uzdravila, jdiž u pokoji, a buď zproštěna od trápení svého.)
35 Mens han ennu talte, kom det folk fra synagoge-forstanderen og sa: Din datter er død; hvorfor umaker du mesteren lenger?
A když on ještě mluvil, přišli z domu knížete školy, řkouce: Dcera tvá umřela, proč již zaměstknáváš Mistra?
36 Men Jesus hørte det ord som blev sagt, og sa til synagoge-forstanderen: Frykt ikke, bare tro!
Ježíš pak, hned jakž uslyšel to, což oni mluvili, řekl knížeti školy: Neboj se, toliko věř.
37 Og han lot ingen følge med sig uten Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror.
I nedal žádnému za sebou jíti, jediné Petrovi, Jakubovi a Janovi, bratru Jakubovu.
38 Og de kom til synagoge-forstanderens hus, og han så en larmende hop og folk i stor gråt og jammer,
I přišel do domu knížete školy, a viděl tam hluk, ano plačí a kvílí velmi.
39 og han gikk inn og sa til dem: Hvorfor larmer og gråter I? Barnet er ikke død; hun sover.
I všed tam, řekl jim: Co se bouříte a plačete? Neumřelať děvečka, ale spí.
40 Og de lo ham ut. Men han driver alle ut, og tar med sig barnets far og mor og dem som var med ham, og går inn der hvor barnet var.
I posmívali se jemu. On pak vyhnav všecky, pojal otce a matku děvečky, a ty, kteříž s ním byli, i všel tam, kdež děvečka ležela.
41 Og han tar barnet ved hånden og sier til henne: Talita kumi; det er utlagt: Pike! jeg sier dig: Stå op!
A vzav ruku děvečky, řekl jí: Talitha kumi. Což se vykládá: Děvečko, (toběť pravím, ) vstaň.
42 Og straks stod piken op og gikk omkring; for hun var tolv år gammel. Og de blev storlig forferdet.
A hned vstala děvečka, a chodila; nebo byla ve dvanácti letech. I zděsili se divením převelikým.
43 Og han bød dem strengt at ikke nogen skulde få dette å vite; og han sa at de skulde gi henne noget å ete.
A přikázal jim pilně, aby žádný o tom nezvěděl. I rozkázal jí dáti jísti.
