Markus 12
1 Og han begynte å tale til dem i lignelser: En mann plantet en vingård, og satte et gjerde omkring den og gravde en vinperse og bygget et tårn, og så leide han den ut til vingårdsmenn og drog utenlands.
In začne jim v prilikah govoriti: Zasadil je človek vinograd, in ogradil ga je s plotom, in izkopal je klet in sezidal stolp, in izročil ga je vinogradnikom, ter je odpotoval.
2 Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmennene for å ta imot hans del av vingårdens frukt hos vingårdsmennene;
In ko je bil čas, pošlje do vinogradnikov hlapca, da bi od vinogradnikov prejel od sadú vinogradovega.
3 og de tok og slo ham, og lot ham gå bort med tomme hender.
Oni ga pa zgrabijo, in pretepó in pošljejo praznega.
4 Og atter sendte han en annen tjener til dem, og ham slo de i hodet og hånte ham.
In zopet pošlje k njim drugega hlapca; in tega kamenjajo in mu razbijejo glavo, in pošljejo usramotenega.
5 Og han sendte en annen, og ham slo de ihjel, og så gjorde de med mange andre: somme slo de, og somme drepte de.
In zopet pošlje drugega; in tega ubijejo. In mnogo drugih, od kterih so nektere pretepli, a nektere pobili.
6 Nu hadde han bare sin eneste sønn igjen, som han elsket; ham sendte han til sist til dem, idet han sa: De vil undse sig for min sønn.
Imajoč torej še edinega sina svojega ljubljenega pošlje naposled tudi tega k njim, govoreč: Sina mojega se bodo bali.
7 Men disse vingårdsmenn sa til hverandre: Dette er arvingen; kom, la oss slå ham ihjel, så blir arven vår!
Oni pa, vinogradniki, rekó med seboj: Ta je dedič. Pridite, ubijmo ga, in naš bo vinograd.
8 Og de tok og slo ham ihjel, og kastet ham ut av vingården.
Ter ga zgrabijo in ubijejo, in vržejo ven iz vinograda.
9 Hvad skal da vingårdens herre gjøre? Han skal komme og drepe vingårdsmennene, og overgi vingården til andre.
Kaj bo torej storil gospodar vinograda? Prišel bo in bo vinogradnike pogubil, in vinograd bo izročil drugim.
10 Og har I ikke lest dette sted i Skriften: Den sten som bygningsmennene forkastet, den er blitt hjørnesten;
Niste li tega pisma brali? "Kamen, kterega so zidarji zavrgli, on je postal glava oglu;
11 av Herren er dette gjort, og det er underfullt i våre øine?
Od Gospoda se je zgodilo to, in čudno je v očéh naših."
12 Og de søkte å gripe ham, men fryktet for folket; for de skjønte at det var om dem han hadde talt lignelsen. Og de forlot ham og gikk bort.
In gledali so, da bi ga vjeli; ali zbojé se ljudstva. Spoznali so namreč, da je zoper njih priliko povedal. In pustivši ga, odidejo.
13 Og de sendte nogen av fariseerne og herodianerne til ham for å fange ham med ord.
In pošljejo k njemu nekteri od Farizejev in Herodovcev, da bi ga vjeli v besedi.
14 Og de kom og sa til ham: Mester! vi vet at du er sanndru og ikke bryr dig om nogen; for du gjør ikke forskjell på folk, men lærer Guds vei i sannhet: Er det tillatt å gi keiseren skatt, eller ikke? skal vi gi, eller skal vi ikke gi?
Oni pa pristopijo in mu rekó: Učenik! vémo, da si pravičen in ti ni nikogar mar, ker ne gledaš ljudém na lice, nego v resnici učiš pot Božjo. Ali se sme dati cesarju davek ali ne? bi li dali, ali ne bi dali?
15 Men da han så deres hykleri, sa han til dem: Hvorfor frister I mig? Kom hit med en penning og la mig få se den!
On je pa poznal njih hinavstvo, in reče jim: Kaj me izkušate? Prinesite mi denar, da pogledam.
16 De gav ham en. Og han sier til dem: Hvis billede og påskrift er dette? De sa til ham: Keiserens.
Oni pa prinesó. In reče jim: Čegava je ta podoba in napis? Oni mu pa rekó: Cesarjeva.
17 Og Jesus sa til dem: Gi keiseren hvad keiserens er, og Gud hvad Guds er! Og de undret sig storlig over ham.
Pa odgovorí Jezus in jim reče: Dajte, kar je cesarjevega, cesarju, in kar je Božjega, Bogu. In začudijo mu se.
18 Og det kom nogen sadduseere til ham, de som sier at det ikke er nogen opstandelse, og de spurte ham og sa:
Pa pridejo k njmemu Saduceji, kteri pravijo, da ni vstajanja. In vprašajo ga, govoreč:
19 Mester! Moses har foreskrevet oss at når en manns bror dør og efterlater hustru, men ikke barn, da skal hans bror ta hans hustru til ekte og opreise sin bror avkom.
Učenik! Mojzes nam je napisal: Če komu brat umre, in zapustí ženo, otrók pa ne zapustí, naj vzeme brat njegov ženo njegovo, in zbudí seme bratu svojemu.
20 Nu var det syv brødre; og den første tok sig en hustru, og efterlot ikke avkom da han døde.
Bilo je pa sedem bratov; in prvi je vzel ženo, in umrl je, in ni zapustil semena.
21 Og den annen tok henne, og døde uten å efterlate avkom, og den tredje likeså;
In vzel jo je drugi in umrl je, in tudi ta ni zapustil semena. Tudi tretji tako.
22 og ingen av de syv efterlot avkom. Sist av alle døde også kvinnen.
In vzeli so jo sedmeri, in niso zapustili semena. Naposled za vsemi je umrla tudi žena.
23 Men i opstandelsen, når de står op, hvem av dem skal da få henne til hustru? for alle syv har jo hatt henne til hustru.
O vstajanji torej, kedar vstanejo, čegava od njih bo žena? Kajti imeli so jo sedmeri za ženo.
24 Jesus sa til dem: Er det ikke derfor I farer vill, fordi I ikke kjenner skriftene og heller ikke Guds kraft?
Pa odgovorí Jezus in jim reče: Ne motite li se za to, ker ne znate pisem, ne močí Božje?
25 For når de står op fra de døde, da hverken tar de til ekte eller gis de til ekte, men de er som englene i himmelen.
Kedar namreč od mrtvih vstanejo, ne ženijo se in ne možé, nego so kakor angelji na nebesih.
26 Men om de døde, at de står op, har I da ikke lest i Mose bok, der hvor det tales om tornebusken, hvorledes Gud talte til ham og sa: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?
Za mrtve pa, da vstajajo, niste li brali v Mojzesovih bukvah, pri grmu, kako mu je Bog rekel, govoreč: "Jaz sem Bog Abrahamov, in Bog Izakov, in Bog Jakobov?"
27 Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes. I farer storlig vill.
Ni Bog Bog mrtvih, nego Bog živih; vi se torej zeló motite.
28 Og en av de skriftlærde, som hadde hørt deres ordskifte, gikk til ham, da han forstod at han hadde svart dem godt, og han spurte ham: Hvilket bud er det første av alle?
In pristopivši eden od pismarjev, kteri je slišal, kako so se prepirali, in je videl, da jim je dobro odgovoril, vpraša ga: Ktera je prva zapoved od vseh?
29 Jesus svarte ham: Det første er dette: Hør, Israel! Herren vår Gud, Herren er én,
Jezus mu pa odgovorí: Prva vseh zapovedi je: "Sliši, Izrael! Gospod naš Bog je edini Gospod.
30 og du skal elske Herren din Gud av alt ditt hjerte og av all din sjel og av all din hu og av all din makt; dette er det første bud.
In ljubi Gospoda Boga svojega iz vsega srca svojega, in iz vse duše svoje, in iz vse pameti svoje, in iz vse moči svoje." Ta je prva zapoved.
31 Det annet, som er like så stort, er dette: Du skal elske din næste som dig selv. Større enn disse er intet annet bud.
In druga podobna ta: "Ljubi bližnjega svojega kakor samega sebe." Veče od teh ni druge zapovedi.
32 Og den skriftlærde sa til ham: I sannhet, mester! med rette har du sagt at han er én, og at det ikke er nogen annen foruten ham.
Pa mu reče pismar: Dobro, učenik! Prav si povedal, da je Bog eden, in da ni drugega razen njega.
33 Og å elske ham av alt sitt hjerte og av all sin forstand og av all sin sjel og av all sin makt, og å elske sin næste som sig selv, det er mere enn alle brennoffer og slaktoffer.
In ljubiti ga iz vsega srca, in iz vse pameti, in iz vse duše, in iz vse moči, in bližnjega ljubiti kakor samega sebe: to je več od vseh žrtev in darov.
34 Og da Jesus så at han svarte forstandig, sa han til ham: Du er ikke langt borte fra Guds rike. Og ingen vågde mere å spørre ham.
In Jezus videvši, da je on pametno odgovoril, reče mu: Nisi daleč od kraljestva Božjega. In nihče ga ni smel več vprašati.
35 Og mens Jesus lærte i templet, tok han til orde og sa: Hvorledes kan de skriftlærde si at Messias er Davids sønn?
In odgovarjajoč Jezus reče, učeč v tempeljnu: Kako pravijo pismarji, da je Kristus sin Davidov?
36 David selv har jo sagt i den Hellige Ånd: Herren sa til min herre: Sett dig ved min høire hånd, til jeg får lagt dine fiender til skammel for dine føtter!
Kajti sam David je rekel v Duhu svetem: "Rekel je Gospod gospodu mojemu: Sédi meni na desno, dokler ne položim sovražnikov tvojih nogam tvojim za podnožje."
37 David selv kaller ham herre; hvorledes kan han da være hans sønn? Og den store mengde hørte ham gjerne.
Sam David ga torej imenuje gospoda, in odkod je sin njegov? In obilno ljudstvo ga je rado poslušalo.
38 Og han sa mens han lærte dem: Ta eder i vare for de skriftlærde, som gjerne vil gå i side klær og la sig hilse på torvene,
In govoril jim je v nauku svojem: Varujte se pismarjev, kteri hočejo v dolgih suknjah hoditi, in ljubijo pozdrave po ulicah,
39 og ha de øverste seter i synagogene og sitte øverst ved gjestebudene;
In prve stole po shajališčih, in prve prostore na gostijah;
40 de som opeter enkers hus og for et syns skyld holder lange bønner! Disse skal få dess hårdere dom.
Kteri požirajo vdovam hiše, in na videz dolgo molijo: ti bodo prejeli ostrejo sodbo.
41 Og han satte sig rett imot tempelkisten og så på hvorledes folket la penger i kisten; og mange rike la meget.
In usede se Jezus cerkvenemu zakladu nasproti, in gledal je, kako meče ljudstvo denar v zakladnico; in veliko bogatih je metalo veliko.
42 Og en fattig enke kom og la to skjerver, som er én øre.
In pride ena vdova uboga, in vrže dva denarca, kar je en vinar.
43 Da kalte han sine disipler til sig og sa til dem: Sannelig sier jeg eder: Denne fattige enke har lagt mere enn alle de som la i kisten.
In poklicavši učence svoje, reče jim: Resnično vam pravim, da je ta vdova uboga vrgla več od vseh, kteri mečejo v zakladnico;
44 For de la alle av sin overflod, men hun la av sin fattigdom alt det hun eide, hele sitt livsophold.
Kajti vsi so vrgli od obilnosti svoje; ta je pa od uboštva svojega vrgla vse, kar je imela, ves živež svoj.
