Lukas 20
1 Og det skjedde en av dagene mens han lærte folket i templet og forkynte evangeliet, da stod yppersteprestene og de skriftlærde frem sammen med de eldste
Jekh đive kana o Isus ano Hram sikada e manušen thaj propovedisada o Lačho Lafi, avile e šorutne sveštenikura, e učitelja tare Mojsijaso zakon thaj e starešine,
2 og sa til ham: Si oss: Med hvad myndighet gjør du dette, eller hvem er det som har gitt dig denne myndighet?
pa pučlje le: “Vaćar amenđe kotar tuće pravo kava te ćere? Ko dija tut kava pravo?”
3 Men han svarte og sa til dem: Også jeg vil spørre eder om en ting; si mig:
O Isus phenda lenđe: “I me tumen ka pučav khanči. Vaćaren manđe:
4 Johannes' dåp, var den fra himmelen eller fra mennesker?
O Dol li vaćarda e Jovanese te krstil e manušen, il e manuša vaćarde lese gova te ćerol?”
5 Men de samrådde sig med hverandre og sa: Sier vi: Fra himmelen, da sier han: Hvorfor trodde I ham da ikke?
Von lije te raspravin pe maškar peste: “Te vaćardam: ‘O Dol vaćarda lese,’ ka pučol amen: ‘Sose tegani ni pačajen e Jovane?’
6 Men sier vi: Fra mennesker, da stener hele folket oss; for de tror fullt og fast at Johannes var en profet.
Al te vaćardam: ‘E manuša vaćarde lese gova te ćerol’, savore ka čhuden bara pe amende, golese kaj savore pačaje kaj o Jovane o Krstitelj sasa proroko.”
7 Og de svarte at de ikke visste hvor den var fra.
Golese phende kaj ni džanen ko dija pravo e Jovane te krstil.
8 Da sa Jesus til dem: Så sier heller ikke jeg eder med hvad myndighet jeg gjør dette.
Tegani lenđe o Isus vaćarda: “Ni me ni ka vaćarav tumenđe kotar manđe kava pravo.”
9 Han begynte da å si denne lignelse til folket: En mann plantet en vingård og leide den ut til vingårdsmenn og drog utenlands for lange tider.
Tegani o Isus lija te vaćarol kaja paramič: “Jekh manuš sadisada drakha ano vinograd thaj iznajmisada e manušenđe i phuv te ćeren bući gothe. Pale gova đelo te bešol averthe ke po but berša.
10 Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmennene, forat de skulde gi ham av vingårdens frukt; men vingårdsmennene slo ham, og lot ham gå bort med tomme hender.
Kana avilo o vreme te ćidol pe i drakh, bičhalda pe sluga ke gola manuša te ćidol o kotor taro bijandipe e drakhako so lese preperol. Al e vinogradara marde le thaj bičhalde le čuče vastencar.
11 Og han blev ved og sendte en annen tjener; men de slo også ham og hånte ham og lot ham gå bort med tomme hender.
Golese o gospodari taro vinograd bičhalda avere sluga. Al i gole marde, ladžarde thaj bičhalde le čuče vastencar.
12 Og han blev ved og sendte en tredje; men de slo også ham til blods og kastet ham ut.
Palem bičhalda ke lende avere sluga. Al von ratvarde le thaj tradije le taro vinograd.
13 Da sa vingårdens herre: Hvad skal jeg gjøre? Jeg vil sende min sønn, den elskede; de vil da vel undse sig for ham.
Tegani o gospodari taro vinograd vaćarda: ‘So te ćerav? Ka bičhalav mingre mangle čhave. Šaj le ka poštujin.’
14 Men da vingårdsmennene fikk se ham, la de op råd med hverandre og sa: Dette er arvingen; la oss slå ham ihjel, så arven kan bli vår!
Al kana e vinogradara dikhlje lese čhave, vaćarde jekh averese: ‘Kava si leso nasledniko. Aven te mudara le te ačhol gova amenđe so si leso!’
15 Og de kastet ham ut av vingården og slo ham ihjel. Hvad skal nu vingårdens herre gjøre med dem?
Gija ikalde le avral taro vinograd thaj mudarde le. So den gođi so ka ćerol o gospodari taro vinograd kale manušenđe kana ka šunol so ćerde?
16 Han skal komme og drepe disse vingårdsmenn og overgi vingården til andre. Da de hørte det, sa de: Det må aldri skje!
Ka avol thaj ka mudarol sa e vinogradaren thaj o vinograd ka iznajmil averenđe.” Kana kava šunde e manuša, vaćarde e Isuse: “Ma te dol o Dol gova te avol!”
17 Men han så på dem og sa: Hvad er da dette som er skrevet: Den sten som bygningsmennene forkastet, den er blitt hjørnesten?
O Isus dikhlja ane lende thaj vaćarda: “So značil kava so si pisimo ano Sveto lil: ‘O bar savo čhudije e manuša save vazden e duvara ćerdilo emglavno bar taro čher’?
18 Hver den som faller på denne sten, han skal knuses; men den som den faller på, ham skal den smuldre til støv.
Dži jekh savo perol pe gova bar, ka phađol pe ke kotora; a pe kaste gova bar perol, ka zgnječil le.”
19 Og de skriftlærde og yppersteprestene søkte å få lagt hånd på ham i samme stund; men de fryktet for folket; for de skjønte at det var om dem han hadde sagt denne lignelse.
E učitelja tare Mojsijaso zakon thaj e šorutne sveštenikura dikhlje ane gova sato te vazden pe vasta pe leste, al darajle tare but manuša, golese kaj haljarde kaj o Isus kaja paramič vaćarol lendar.
20 Og efterat de nogen tid hadde voktet på ham, sendte de lurere, som lot som de var rettferdige, for å fange ham i ord, så de kunde overgi ham til øvrigheten og til landshøvdingens makt.
E učitelja tare Mojsijaso zakon thaj e šorutne sveštenikura dikhlje po Isus thaj bičhalde ke leste špijunuren, save ćerde pe čačutne, te bi dolena e Isuse kaj vaćarol khanči bilačhe i te bi dena le ko rimsko upravitelji.
21 Og de spurte ham og sa: Mester! vi vet at du taler og lærer rett og gjør ikke forskjell på folk, men lærer Guds vei i sannhet;
Golese kola špijunura pučlje e Isuse: “Učitelju! Amen džana kaj šukar vaćare thaj sikave. Ni dičhe ko si ko, nego čače sikave o drom e Devleso.
22 er det oss tillatt å gi keiseren skatt, eller ikke?
Vaćar amenđe, trubul li te da o porezi e carose il na?”
23 Men han merket deres list og sa til dem:
Al o Isus dikhlja lengo lukavstvo thaj vaćarda lenđe:
24 Vis mig en penning! Hvis billede og påskrift har den? De svarte: Keiserens.
“Sikaven manđe jekh srebrno parava savasa poćinen o porezi. Kaso muj si kate ke pare thaj kaso alav?” Von phende: “E caroso.”
25 Da sa han til dem: Så gi da keiseren hvad keiserens er, og Gud hvad Guds er!
Pe gova o Isus vaćarda lenđe: “So si e caroso den e carose, a so si e Devleso den e Devlese.”
26 Og de var ikke i stand til å fange ham i ord i folkets påhør, og de undret sig over hans svar, og tidde.
Thaj naštine te aračhen khanči bilačhe ane lese lafura angle manuša. Divisajle bašo leso vaćaripe thaj khanči ni vaćarde.
27 Men det kom nogen av sadduseerne til ham, de som nekter at det er nogen opstandelse, og de spurte ham og sa:
Gija avile ko Isus nesave sadukejura save vaćarena kaj naj uštipe tare mule thaj pučlje e Isuse:
28 Mester! Moses har foreskrevet oss at når en manns gifte bror dør og ikke har barn, da skal hans bror ta hans hustru til ekte og opreise sin bror avkom.
“Učitelju! O Mojsije pisisada amenđe kaj kana ka merol nekaso phral thaj ačhavol romnja bize čhave. Gova manuš trubul te lol pe phralese romnja te šaj bijanol čhave savese ka preperol sa o barvalipe e muleso thaj te phiravol leso alav.
29 Nu var det syv brødre; og den første tok sig en hustru og døde barnløs.
Sesa efta phrala. O angluno lija romnja thaj mulo bize čhave.
30 Og den annen
O dujto lija pe phralese romnja thaj i vov mulo,
31 og den tredje tok henne, og likeså alle syv; de efterlot ikke barn, og døde.
thaj i o trito lija la thaj mulo, thaj gija i sa efta phrala. Nijekh ni ačhada čhaven pale peste.
32 Til sist døde også kvinnen.
Empalal muli thaj i romni.
33 Hvem iblandt dem skal nu få kvinnen til hustru i opstandelsen? for alle syv har jo hatt henne til hustru.
Kana ka ušten e mule, kasi romni ka avol? Golese kaj sasa romni so eftane phralenđi.”
O Isus vaćarda lenđe: “Manuša kale svetose len pe thaj den pe. (aiōn g165)
35 men de som aktes verdige til å få del i hin verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken tar til ekte eller gis til ekte; (aiōn g165)
Al kola saven o Dol dičhol sar dostojna te ušten tare mule thaj ka aven džuvde ane kova sveto savo avol, ni ka len pe thaj ni ka den pe. (aiōn g165)
36 for de kan ikke mere dø, for de er englene like og er Guds barn, idet de er opstandelsens barn.
Golese kaj ni ka meren, ka aven sar anđelura. Von si e Devlese čhave, golese so o Dol ka vazdol len tare mule.
37 Men at de døde står op, det har også Moses gitt til kjenne, der hvor det tales om tornebusken, når han kaller Herren Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud;
A kaj ka ušten e mule, golestar thaj o Mojsije sikada ando Sveto lil, odori kaj pisil taro grmo savo phabol. Gothe vov e Gospode dol vika sar Devle e Avraameso thaj Devle e Isaakoso thaj Devle e Jakoveso.
38 men han er ikke de dødes Gud, men de levendes; for de lever alle for ham.
A o Dol naj Dol e mulengo nego e džuvdengo, golese so si lese savore džuvde.”
39 Da svarte nogen av de skriftlærde og sa: Mester! du taler vel.
A nesave učitelja tare Mojsijaso zakon vaćarde e Isusese: “Učitelju! Šukar vaćardan.”
40 For de vågde ikke mere å spørre ham om noget.
Darajle thaj khoni ni tromaja te pučol le khanči.
41 Men han sa til dem: Hvorledes kan det sies at Messias er Davids sønn?
Thaj o Isus pučlja len: “Sar gova šaj vaćaren kaj si o Hrist čhavo e caroso e Davideso?
42 David selv sier jo i Salmenes bok: Herren sa til min herre: Sett dig ved min høire hånd,
Kana korkoro o David vaćarol ane po lil tare Psalmura: ‘Vaćarda o Gospod e Gospodese mingrese: Beš ko počasno than paše mande
43 til jeg får lagt dine fiender til skammel for dine føtter!
dži kaj ni pašljarav e dušmanen tale pingre ćire.’
44 David kaller ham altså herre; hvorledes kan han da være hans sønn?
O David akharda e Hriste Gospode, pa sar šajine te avol leso čhavo?”
45 Men i hele folkets påhør sa han til sine disipler:
Dži kaj sa e manuša šunena e Isuse, vov phenda pe sikadenđe:
46 Vokt eder for de skriftlærde, som gjerne vil gå i side klær og gjerne vil la sig hilse på torvene og ha de øverste seter i synagogene og sitte øverst ved gjestebudene;
“Aračhen tumen tare učitelja tare Mojsijaso zakon! Von manđen te džan ane bare fostanura thaj roden e manuša te pozdravin len ke trgura thaj te ačhaven lenđe anglune thana te bešen ke sinagoge thaj ke abava.
47 de som opeter enkers hus og for et syns skyld holder lange bønner! Disse skal få dess hårdere dom.
Ko xoxaipe len o imanje e udovicengo, thaj molin dugačka molitve te sikaven pe sar devlikane. Gasave ka aven embut kaznime.”
