Lukas 18
1 Og han sa en lignelse til dem om at de alltid skulde bede og ikke bli trette.
Pověděl jim také i podobenství, kterak by potřebí bylo vždycky se modliti a neoblevovati,
2 Der var en dommer i en by, som ikke fryktet Gud og ikke undså sig for noget menneske.
Řka: Byl jeden soudce v městě jednom, kterýž se Boha nebál, a člověka nestyděl.
3 Og det var en enke der i byen, og hun kom til ham og sa: Hjelp mig til å få rett over min motstander!
Byla pak vdova v témž městě. I přišla k němu, řkuci: Pomsti mne nad protivníkem mým.
4 Og lenge vilde han ikke; men til sist sa han ved sig selv: Om jeg enn ikke frykter Gud og ikke undser mig for noget menneske,
On pak dlouho nechtěl. Ale potom řekl sám v sobě: Ač se Boha nebojím, ani člověka nestydím,
5 vil jeg dog hjelpe denne enke til å få rett fordi hun gjør mig uleilighet, så hun ikke til slutt skal komme og legge hånd på mig.
Však že mi pokoje nedá tato vdova, pomstím jí, aby naposledy přijduci, neuhaněla mne.
6 Og Herren sa: Hør hvad den urettferdige dommer sier!
I dí Pán: Slyšte, co praví ten soudce nepravý.
7 Men skulde da ikke Gud hjelpe sine utvalgte til deres rett, dem som roper til ham dag og natt, og er han sen når det gjelder dem?
A což by pak Bůh nepomstil vyvolených svých, volajících k němu dnem i nocí, ačkoli i prodlévá jim?
8 Jeg sier eder at han skal skynde sig å hjelpe dem til deres rett. Men når Menneskesønnen kommer, mon han da vil finne troen på jorden?
Pravímť vám, žeť jich brzo pomstí. Ale když přijde Syn člověka, zdaliž nalezne víru na zemi?
9 Han sa også denne lignelse til nogen som stolte på sig selv at de var rettferdige, og foraktet de andre:
I řekl také proti některým, kteříž v sebe doufali, že by spravedliví byli, jiných za nic nevážíce, podobenství toto:
10 To menn gikk op til templet for å bede; den ene var en fariseer og den andre en tolder.
Dva muži vstupovali do chrámu, aby se modlili, jeden farizeus, a druhý publikán.
11 Fariseeren stod for sig selv og bad således: Gud! jeg takker dig fordi jeg ikke er som andre mennesker: røvere, urettferdige, horkarler, eller og som denne tolder.
Farizeus stoje, takto se sám v sobě modlil: Bože, děkuji tobě, že nejsem jako jiní lidé, dráči, nespravedliví, cizoložníci, aneb jako i tento publikán.
12 Jeg faster to ganger om uken, jeg gir tiende av all min inntekt.
Postím se dvakrát do téhodne, desátky dávám ze všech věcí, kterýmiž vládnu.
13 Og tolderen stod langt borte og vilde ikke engang løfte sine øine mot himmelen, men slo sig for sitt bryst og sa: Gud! vær mig synder nådig!
Publikán pak zdaleka stoje, nechtěl ani očí k nebi pozdvihnouti. Ale bil se v prsy své, řka: Bože, buď milostiv mně hříšnému.
14 Jeg sier eder: Denne gikk rettferdiggjort ned til sitt hus fremfor den andre; for hver den sig selv ophøier, skal fornedres, og den sig selv fornedrer, skal ophøies.
Pravímť vám: Odšel tento, ospravedlněn jsa, do domu svého, a ne onen. Nebo každý, kdož se povyšuje, bude ponížen; a kdož se ponižuje, bude povýšen.
15 De bar også sine små barn til ham, forat han skulde røre ved dem; men da disiplene så det, truet de dem.
Přinášeli také k němu i nemluvňátka, aby se jich dotýkal. To viděvše učedlníci, přimlouvali jim.
16 Men Jesus kalte dem til sig og sa: La de små barn komme til mig, og hindre dem ikke! for Guds rike hører sådanne til.
Ale Ježíš svolav je, řekl: Nechte dítek, ať jdou ke mně, a nebraňte jim, nebo takovýchť jest království Boží.
17 Sannelig sier jeg eder: Den som ikke tar imot Guds rike som et lite barn, han skal ingenlunde komme inn i det.
Amen pravím vám: Kdož by koli nepřijal království Božího jako dítě, nevejdeť nikoli do něho.
I otázalo se ho jedno kníže, řka: Mistře dobrý, co čině, život věčný obdržím? (aiōnios g166)
19 Jesus sa til ham: Hvorfor kaller du mig god? Ingen er god uten én, det er Gud.
I řekl jemu Ježíš: Co mne nazýváš dobrým? Žádný není dobrý, než jediný, totiž Bůh.
20 Budene kjenner du: Du skal ikke drive hor, du skal ikke slå ihjel, du skal ikke stjele, du skal ikke si falskt vidnesbyrd, hedre din far og din mor.
Umíš přikázaní: Nezcizoložíš, nezabiješ, nepokradeš, nepromluvíš křivého svědectví, cti otce svého i matku svou.
21 Men han sa: Alt dette har jeg holdt fra min ungdom av.
On pak řekl: Toho všeho ostříhal jsem od své mladosti.
22 Da Jesus hørte det, sa han til ham: Ett fattes dig ennu: selg alt det du har, og del det ut til fattige, så skal du få en skatt i himmelen; kom så og følg mig!
Ale slyšav to Ježíš, řekl mu: Ještěť se jednoho nedostává. Všecko, což máš, prodej, a rozdej chudým, a budeš míti poklad v nebi, a poď, následuj mne.
23 Men da han hørte det, blev han meget bedrøvet; for han var meget rik.
On pak uslyšav to, zarmoutil se; byl zajisté bohatý velmi.
24 Og da Jesus så det, sa han: Hvor vanskelig det er for de rike å komme inn i Guds rike!
A viděv jej Ježíš zarmouceného, řekl: Aj, jak nesnadně ti, kdož statky mají, do království Božího vejdou!
25 For det er lettere for en kamel å gå gjennem et nåleøie enn for en rik å gå inn i Guds rike.
Snáze jest zajisté velbloudu skrze jehelnou dírku projíti, nežli bohatému vjíti do království Božího.
26 Da sa de som hørte det: Hvem kan da bli frelst?
Tedy řekli ti, kteříž to slyšeli: I kdož může spasen býti?
27 Men han sa: Det som er umulig for mennesker, er mulig for Gud.
A on dí: Což jest nemožného u lidí, možné jest u Boha.
28 Og Peter sa: Se, vi har forlatt alt vårt og fulgt dig.
I řekl Petr: Aj, my opustili jsme všecko, a šli jsme za tebou.
29 Da sa han til dem: Sannelig sier jeg eder: Det er ingen som har forlatt hus eller hustru eller brødre eller foreldre eller barn for Guds rikes skyld
On pak řekl jim: Amen pravím vám, že není žádného, kterýž by opustil dům, neb rodiče, neb bratří, neb manželku, neb dítky, pro království Boží,
31 Men han tok de tolv til sig og sa til dem: Se, vi går op til Jerusalem, og alt det som er skrevet av profetene om Menneskesønnen, skal fullbyrdes.
Tedy pojav dvanácte, řekl jim: Aj, vstupujeme do Jeruzaléma, a naplníť se všecko Synu člověka to, což psáno jest skrze proroky.
32 For han skal overgis til hedningene og bli spottet og hånet og spyttet på,
Nebo vydán bude pohanům, a bude posmíván, a zlehčen, i uplván.
33 og de skal hudstryke ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.
A ubičujíce, zamordují jej, ale třetího dne z mrtvých vstane.
34 Og de forstod ikke noget av dette, og dette ord var skjult for dem, og de skjønte ikke det han sa.
Oni pak tomu nic nerozuměli, a bylo slovo to skryto před nimi, aniž věděli, co se pravilo.
35 Og det skjedde da han kom nær til Jeriko, at en blind mann satt ved veien og tigget.
I stalo se, když se přibližovali k Jericho, slepý jeden seděl podlé cesty, žebře.
36 Da han hørte folk gå forbi, spurte han hvad dette var.
A slyšev zástup pomíjející, otázal se, co by to bylo.
37 De fortalte ham da at Jesus fra Nasaret gikk forbi.
I oznámili jemu, že Ježíš Nazaretský tudy jde.
38 Og han ropte: Jesus, du Davids sønn! miskunn dig over mig!
I zvolal, řka: Ježíši, synu Davidův, smiluj se nade mnou.
39 Og de som gikk foran, truet ham at han skulde tie. Men han ropte enda meget mere: Du Davids sønn! miskunn dig over mig!
A ti, kteříž napřed šli, přimlouvali mu, aby mlčal. Ale on mnohem více volal: Synu Davidův, smiluj se nade mnou.
40 Da stod Jesus stille, og bød at han skulde føres til ham; og da han kom frem, spurte han ham:
Tedy zastaviv se Ježíš, rozkázal ho k sobě přivésti. A když se přibližoval, otázal se ho,
41 Hvad vil du jeg skal gjøre for dig? Han sa: Herre! at jeg må bli seende!
Řka: Co chceš, ať učiním? On pak dí: Pane, ať vidím.
42 Og Jesus sa til ham: Bli seende! din tro har frelst dig.
A Ježíš řekl jemu: Prohlédni. Víra tvá tě uzdravila.
43 Og straks fikk han sitt syn igjen, og fulgte ham og lovet Gud; og alt folket som så det, priste Gud.
A i hned prohlédl, a šel za ním, velebě Boha. A všecken lid viděv to, vzdal chválu Bohu.
