Klagesangene 3
1 Jeg er den mann som har sett elendighet under hans vredes ris.
Jaz sem človek, ki je videl stisko s palico njegovega besa.
2 Mig har han ledet og ført i mørke og ikke i lys.
Vodil me je in me privedel v temo, toda ne v svetlobo.
3 Bare mot mig vender han atter og atter sin hånd den hele dag.
Zagotovo je obrnjen zoper mene; svojo roko je obračal zoper mene ves dan.
4 Han lot mitt kjøtt og min hud fortæres; han knuste mine ben.
Postaral je moje meso in mojo kožo, zlomil je moje kosti.
5 Han bygget en mur mot mig og omringet mig med bitterhet og møie.
Zidal je zoper mene in me obdal z žolčem in muko.
6 På mørke steder lot han mig bo som de for lenge siden døde.
Postavil me je v temne kraje, kakor tiste, ki so mrtvi od davnine.
7 Han murte igjen for mig, så jeg ikke kan komme ut; han gjorde mine lenker tunge.
Ogradil me je naokoli, da ne morem priti ven. Mojo verigo je naredil težko.
8 Om jeg enn ropte og skrek, lukket han sitt øre for min bønn.
Tudi ko jokam in vpijem, on ustavlja mojo molitev.
9 Han tilmurte mine veier med hugne stener, mine stier gjorde han krokete.
Moje steze je obdal s klesanim kamnom, moje poti je storil sprijene.
10 En lurende bjørn var han mot mig, en løve i skjul.
Bil mi je kakor medved, ki preži v zasedi in kakor lev na skrivnih krajih.
11 Mine veier gjorde han til avveier, han sønderrev mig og ødela mig.
Moje poti je obrnil vstran in me raztrgal. Naredil me je zapuščenega.
12 Han spente sin bue og stilte mig op til mål for sin pil.
Upognil je svoj lok in me postavil kakor tarčo za puščico.
13 Han lot sitt koggers sønner fare inn i mine nyrer.
Puščicam svojega tula je storil, da vstopijo v mojo notranjost.
14 Jeg er blitt til latter for alt mitt folk, til en spottesang for dem hele dagen.
Bil sem v posmeh vsemu svojemu ljudstvu in ves dan njihova pesem.
15 Han mettet mig med bitre urter, han gav mig rikelig malurt å drikke.
Nasičeval me je z grenkobo, opijanjal me je s pelinom.
16 Han knuste mine tenner, han gav mig småsten å ete, han trykte mig ned i asken.
Prav tako je moje zobe zlomil z ostrimi kamni, pokril me je s pepelom.
17 Du forkastet mig og tok bort min fred; jeg glemte det som godt er,
Mojo dušo si odstranil daleč stran od miru. Pozabil sem uspevanje.
18 og jeg sa: Det er forbi med min kraft og mitt håp til Herren.
Rekel sem: »Moja moč in moje upanje je izginilo od Gospoda,
19 Kom i hu min elendighet og min landflyktighet - malurt og galle!
spominjajoč se moje stiske in moje bede, pelina in žolča.
20 Min sjel kommer det i hu og er nedbøiet i mig.
Moja duša jih ima še vedno v spominu in je ponižana v meni.
21 Dette vil jeg ta mig til hjerte, derfor vil jeg håpe:
To si ponovno kličem v svoj um, zato imam upanje.
22 Herrens miskunnhet er det at det ikke er forbi med oss; for hans barmhjertighet har ennu ikke ende.
To je od Gospodovih milosti, da nismo použiti, ker njegova sočutja ne odnehajo.
23 Den er ny hver morgen, din trofasthet er stor.
Ta so nova vsako jutro. Velika je tvoja zvestoba.
24 Herren er min del, sier min sjel; derfor håper jeg på ham.
Gospod je moj delež, pravi moja duša, zato bom upal vanj.
25 Herren er god mot dem som bier efter ham, mot den sjel som søker ham.
Gospod je dober vsem tistim, ki čakajo nanj; duši, ki ga išče.
26 Det er godt at en bier i stillhet efter Herrens frelse.
Dobro je, da bi človek upal in tiho čakal na Gospodovo rešitev duše.
27 Det er godt for en mann at han bærer åk i sin ungdom,
Dobro je za človeka, da nosi jarem v svoji mladosti.
28 at han sitter ene og tier, når han legger byrder på ham,
Sedi sam in molči, ker ga je nosil na sebi.
29 at han trykker sin munn i støvet og sier: Kanskje det ennu er håp -
Svoja usta polaga v prah, morda bi bilo lahko še upanje.
30 at han vender sitt kinn til den som slår ham, lar sig mette med hån.
Svoje lice daje tistemu, ki ga udarja, napolnjen je z grajo.
31 For Herren forkaster ikke til evig tid,
Kajti Gospod ne bo zavrgel na veke,
32 men om han bedrøver, så forbarmer han sig igjen efter sin rike miskunnhet;
toda čeprav je povzročil žalost, bo vendar imel sočutje glede na množico svojih usmiljenj.
33 for det er ikke av hjertet han plager eller bedrøver menneskenes barn.
Kajti on ni voljan prizadeti niti užalostiti človeških otrok.
34 Når nogen knuser alle jordens fanger under sine føtter,
Da bi pod svojimi stopali zdrobil vse jetnike zemlje,
35 bøier mannens rett for den Høiestes åsyn
da bi odvrnil človekovo pravico pred obrazom Najvišjega,
36 eller gjør en mann urett i hans sak - mon Herren ikke ser det?
da človeka spodkoplje v njegovi pravdi, [tega] Gospod ne odobrava.
37 Hvem talte så det skjedde, uten at Herren bød det?
Kdo je tisti, ki pravi in se to zgodi, ko Gospod tega ne zapove?
38 Er det ikke fra den Høiestes munn både de onde og de gode ting utgår?
Iz ust Najvišjega ne izhaja zlo in dobro?
39 Hvorfor klager et menneske som lever? Enhver klage over sin egen synd!
Zakaj se živeči človek pritožuje, človek zaradi kaznovanja svojih grehov?
40 La oss ransake våre veier og granske dem, og la oss vende om til Herren!
Preiščimo in preizkusimo svoje poti in se ponovno obrnimo h Gospodu.
41 La oss løfte vårt hjerte og våre hender til Gud i himmelen!
Vzdignimo svoja srca s svojimi rokami k Bogu v nebesih.
42 Vi har syndet og vært gjenstridige; du har ikke tilgitt.
Pregrešili smo se in uprli. Ti nisi oprostil.
43 Du innhyllet dig i vrede og forfulgte oss; du slo ihjel, du sparte ikke.
Pokril si [nas] s svojo jezo in nas preganjal. Umoril si, nisi se usmilil.
44 Du innhyllet dig i skyer, så ingen bønn trengte igjennem.
Pokril si se z oblakom, da naša molitev ne bi šla skozi.
45 Til skarn og utskudd gjorde du oss midt iblandt folkene.
Naredil si nas kakor izvržek in zavrnitev v sredi ljudstev.
46 De spilte op sin munn mot oss alle våre fiender.
Vsi naši sovražniki so odprli svoja usta zoper nas.
47 Gru og grav er blitt oss til del, ødeleggelse og undergang.
Strah in zanka sta prišla nad nas, opustošenje in uničenje.
48 Bekker av tårer rinner fra mitt øie fordi mitt folks datter er gått under.
Moje oko teče navzdol z rekami voda, zaradi uničenja hčere mojega ljudstva.
49 Mitt øie rinner og har ikke ro, det får ingen hvile,
Moje oko se izliva in ne preneha, brez kakršnegakoli predaha,
50 før Herrens øie ser ned fra himmelen.
dokler Gospod ne pogleda dol in ne pogleda iz nebes.
51 Mitt øie volder min sjel smerte for alle min stads døtres skyld.
Moje oko prizadeva moje srce, zaradi vseh hčera mojega mesta.
52 Hårdt jaget de mig som en fugl de som var mine fiender uten årsak.
Moji sovražniki so me boleče preganjali kakor ptico, brez vzroka.
53 De vilde gjøre ende på mitt liv, de vilde kaste mig i brønnen, og de kastet sten på mig.
Moje življenje so odsekali v grajski ječi in name vrgli kamen.
54 Vannene strømmet over mitt hode; jeg sa: Jeg er fortapt.
Vode so mi tekle čez glavo; potem sem rekel: »Odsekan sem.«
55 Jeg påkalte ditt navn, Herre, fra den dypeste brønn.
Klical sem k tvojemu imenu, oh Gospod, iz globine grajske ječe.
56 Du hørte min røst; lukk ikke ditt øre for mitt rop, men la mig få lindring!
Slišal si moj glas. Ne skrivaj svojega ušesa ob mojem dihanju, ob mojem klicu.
57 Du var nær den dag jeg kalte på dig; du sa: Frykt ikke!
Priteguješ me na dan, ko sem klical k tebi. Ti praviš: »Ne boj se.«
58 Herre, du har ført min sjels sak, du har frelst mitt liv.
Oh Gospod, zagovarjal si pravde moje duše, odkupil si moje življenje.
59 Herre, du har sett den urett jeg har lidt; døm i min sak!
Oh Gospod, videl si mojo krivico. Ti sodi mojo pravdo.
60 Du har sett all deres hevn, alle deres onde råd mot mig.
Videl si vse njihovo maščevanje in vse njihove zamisli zoper mene.
61 Du har hørt deres hån, Herre, alle deres onde råd mot mig,
Slišal si njihovo grajo, oh Gospod in vse njihove zamisli zoper mene;
62 mine motstanderes tale og deres tanker mot mig den hele dag.
ustnice tistih, ki se vzdigujejo zoper mene in njihovo premišljevanje zoper mene ves dan.
63 Akt på dem når de sitter, og når de står op! De synger spottesanger om mig.
Glej, njihovo usedanje in njihovo vzdigovanje; jaz sem njihova glasba.
64 Du vil gjøre gjengjeld mot dem, Herre, efter deres henders gjerning.
Vrni jim povračilo, oh Gospod, glede na delo njihovih rok.
65 Du vil legge et dekke over deres hjerte, din forbannelse vil bli dem til del.
Daj jim bridkost srca, svoje prekletstvo nad njimi.
66 Du vil forfølge dem i vrede og ødelegge dem, så de ikke mere finnes under Herrens himmel.
Preganjaj jih in jih uniči v jezi izpod Gospodovih nebes.
