Jobs 9
1 Da tok Job til orde og sa:
Yobu n’alyoka addamu nti,
2 Ja visst, jeg vet at det er så; hvorledes skulde en mann kunne ha rett mot Gud?
“Ddala nkimanyi nga kino kituufu. Naye omuntu asobola atya okuba omutuukirivu eri Katonda?
3 Om han hadde lyst til å gå i rette med Gud, kunde han ikke svare ham ett til tusen.
Wadde ng’omuntu yandyagadde okuwakana naye, tayinza kumuddamu kibuuzo na kimu ku bibuuzo olukumi.
4 Vis som han er av hjerte og veldig i styrke - hvem trosset ham og kom vel fra det,
Amagezi ge ga nsusso, amaanyi ge mangi nnyo; ani eyali amuwakanyizza n’avaayo nga taliiko binuubule?
5 han som flytter fjell før de vet av det, som velter dem i sin vrede,
Asimbula ensozi ne zivaayo nga tezimanyiridde era n’azivuunika ng’asunguwadde.
6 som ryster jorden, så den viker fra sitt sted, og dens støtter bever,
Ensi aginyeenya n’eva mu kifo kyayo era n’akankanya empagi zaayo.
7 som byder solen, så den ikke går op, og som setter segl for stjernene,
Ayogera eri enjuba ne teyaka, akugira n’alemesa ekitangaala ky’emmunyeenye okulabika.
8 som alene utspenner himmelen og skrider frem over havets høider,
Ye yekka abamba eggulu era n’atambulira ku mayengo g’ennyanja.
9 som har skapt Bjørnen, Orion og Syvstjernen og Sydens stjernekammere,
Ye mukozi wa Nabaliyo, entungalugoye ne Kakaaga, n’ebibinja eby’emunyeenye eby’obukiikaddyo.
10 som gjør store, uransakelige ting og under uten tall?
Akola ebyewuunyo ebizibu okunnyonnyola, n’akola n’ebyamagero ebitabalika.
11 Han går forbi mig, og jeg ser ham ikke; han farer forbi, og jeg merker ham ikke.
Bw’ayita we ndi sisobola kumulaba, bw’ampitako, sisobola kumutegeera.
12 Han griper sitt rov - hvem vil hindre ham, hvem vil si til ham: Hvad gjør du?
Bw’aba alina ky’aggya ku muntu, ani ayinza okumuziyiza? Ani ayinza okumubuuza nti kiki ky’okola?
13 Gud holder ikke sin vrede tilbake; under ham måtte Rahabs hjelpere bøie sig.
Katonda taziyiza busungu bwe; n’ebibinja bya Lakabu byakankanira wansi w’ebigere bye.
14 Hvorledes skulde da jeg kunne svare ham og velge mine ord imot ham,
Kaakano nnyinza ntya okuwakana naye? Nnyinza ntya okufuna ebigambo mpakane naye?
15 jeg som ikke kunde svare om jeg enn hadde rett, men måtte be min dommer om nåde!
Wadde nga siriiko musango, sisobola kubaako kye muddamu, mba nnyinza kwegayirira bwegayirizi oyo Omulamuzi wange ankwatirwe ekisa.
16 Om jeg ropte, og han svarte mig, kunde jeg ikke tro at han hørte min røst,
Ne bwe na ndimukoowodde n’ampitaba, sirowooza nti yandimpadde ekiseera n’ampuliriza.
17 han som vilde knuse mig i storm og uten årsak ramme mig med sår på sår,
Yandimenyeemenye mu muyaga nannyongerako ebiwundu awatali nsonga.
18 som ikke vilde tillate mig å dra ånde, men vilde mette mig med lidelser.
Teyandindese kuddamu mukka naye yandimmaliddewo ddala nga mbonaabona.
19 Gjelder det styrke, så sier han: Se, her er jeg! Gjelder det rett: Hvem vil stevne mig?
Bwe kiba nga kigambo kya maanyi bwanyi, ye wa maanyi. Era bwe kiba kya kusala musango, ani alimuyita?
20 Hadde jeg enn rett, skulde dog min egen munn dømme mig skyldig; var jeg enn uskyldig, vilde han dog si at jeg hadde urett.
Ne bwe sandibaddeko musango, akamwa kange kandigunsalidde. Ne bwe bandinnangiridde nti siriiko kyakunenyezebwa, kandirangiridde nti gunsinze.
21 Skyldløs er jeg; jeg bryr mig ikke om å leve - jeg forakter mitt liv.
“Wadde nga sirina kyakunenyezebwa, sikyefaako, obulamu bwange mbunyooma.
22 Det kommer ut på ett; derfor sier jeg: Skyldløs eller ugudelig - han gjør dem begge til intet.
Byonna kye kimu, kyenva ŋŋamba nti, Azikiriza bonna abataliiko musango awamu n’abakozi b’ebibi.
23 Når svepen brått rammer med død, spotter han de uskyldiges lidelse.
Kawumpuli bw’aba asse mbagirawo, Mukama asekerera okubonaabona kw’abatalina musango.
24 Jorden er gitt i den ugudeliges hånd; han tilhyller dens dommeres åsyn. Er det ikke han som gjør det, hvem er det da?
Ensi yaweebwayo mu mukono gw’abakozi b’ebibi. Abikka ku maaso g’abagiramula. Bw’aba nga si Mukama, kale ani?
25 Mine dager har vært hastigere enn en løper; de er bortflyktet uten å ha sett noget godt;
Kaakano ennaku zange zidduka okusinga omuddusi, zifuumuuka, tezirina kalungi ke ziraba.
26 de har faret avsted som båter av rør, som en ørn som slår ned på sitt bytte.
Zifuumuuka ng’amaato ag’ebitoogo agadduka ennyo, ng’empungu eyanguyiriza okugenda eri omuyiggo.
27 Om jeg sier: Jeg vil glemme min sorg, jeg vil la min mørke mine fare og se glad ut,
Bwe ŋŋamba nti, Leka neerabire okusinda kwange, oba nti neerabire obunyiikaavu bwange, nsekemu,
28 da gruer jeg for alle mine plager; jeg vet jo at du ikke frikjenner mig.
ne neekokkola okubonaabona kwange, mmanyi nga Mukama tombale ng’ataliiko musango.
29 Jeg skal jo være ugudelig - hvorfor gjør jeg mig da forgjeves møie?
Omusango gunsinze, lwaki nteganira obwereere?
30 Om jeg tvettet mig med sne og renset mine hender med lut,
Ne bwe nandinaabye sabbuuni n’engalo zange ne nzitukuza,
31 da skulde du dyppe mig i en grøft, så mine klær vemmedes ved mig.
era wandinsudde mu kinnya, n’engoye zange zennyini ne zinneetamwa.
32 For han er ikke en mann som jeg, så jeg kunde svare ham, så vi kunde gå sammen for retten;
Kubanga Mukama si muntu nga nze bwe ndi nti muddemu, era nti tusisinkane tuwozaŋŋanye mu mbuga z’amateeka.
33 det er ikke nogen voldgiftsmann mellem oss, som kunde legge sin hånd på oss begge.
Tewali mutabaganya ayinza kututeekako mukono gwe ffembi,
34 Når han bare tok sitt ris bort fra mig, og hans redsler ikke skremte mig!
eyandizigyeko omuggo gwa Katonda entiisa ye n’erekeraawo okunzijira.
35 Da skulde jeg tale uten å reddes for ham; for slik er jeg ikke, det vet jeg med mig selv.
Olwo nno nandyogedde nga simutya; naye nga bwe kiri kaakano, sisobola.”
