Jobs 9
1 Da tok Job til orde og sa:
Na Job el topuk ac fahk,
2 Ja visst, jeg vet at det er så; hvorledes skulde en mann kunne ha rett mot Gud?
Aok, nga lohng nufon ma ingan tari. Tusruktu ma ya mwet se ac ku in eis kutangla el fin lain God in pacl in nununku?
3 Om han hadde lyst til å gå i rette med Gud, kunde han ikke svare ham ett til tusen.
Kut ac alein fuka nu sel? El ku in siyuk tausin mwe siyuk Ma mwet uh tiana ku in topokla.
4 Vis som han er av hjerte og veldig i styrke - hvem trosset ham og kom vel fra det,
God El arulana lalmwetmet ac kulana; Wangin mwet ku in alein nu sel.
5 han som flytter fjell før de vet av det, som velter dem i sin vrede,
El ku in moklela na eol uh in kitin pacl, ac wangin eteya, Ac kunausla eol inge ke ku lun kasrkusrak lal.
6 som ryster jorden, så den viker fra sitt sted, og dens støtter bever,
God El supwama kusrusr lulap ac mokleak infohk uh; El osrokak sru lulap ma loangeak faclu.
7 som byder solen, så den ikke går op, og som setter segl for stjernene,
El ku in sikulya faht uh in tia takak, Ac oru itu uh in tia kalem ke fong.
8 som alene utspenner himmelen og skrider frem over havets høider,
Wangin mwet tuh wi God laknelik kusrao, Ku futungya fintukun ma sulallal inkof uh.
9 som har skapt Bjørnen, Orion og Syvstjernen og Sydens stjernekammere,
God El oakiya kais sie u in itu inkusrao — su orala petsa ke luman Bear Lulap soko, Mwet Sru Kosro se, ac Tamtael itkosr, oayapa itu nu epang.
10 som gjør store, uransakelige ting og under uten tall?
Kut tia ku in kalem ke orekma usrnguk lal uh, Ac mwenmen ma El oru inge wangin safla kac.
11 Han går forbi mig, og jeg ser ham ikke; han farer forbi, og jeg merker ham ikke.
“God El fufahsryesr ye mutuk, a nga tia ku in liyal.
12 Han griper sitt rov - hvem vil hindre ham, hvem vil si til ham: Hvad gjør du?
El eis ma El lungse, ac wangin mwet ku in kutongilya; Wangin mwet ku in fahk, ‘Mea kom oru an?’
13 Gud holder ikke sin vrede tilbake; under ham måtte Rahabs hjelpere bøie sig.
Kasrkusrak lun God uh tia ku in ekla. El kunausla mwet lokoalok lal Su kasrel Rahab, ma sulallal inkof uh, ke Rahab el lainul.
14 Hvorledes skulde da jeg kunne svare ham og velge mine ord imot ham,
Ke ma inge, nga ac konauk fuka kas in sang topkol?
15 jeg som ikke kunde svare om jeg enn hadde rett, men måtte be min dommer om nåde!
Finne wangin ma sufal luk, pwayena ma nga ku in oru Pa nga in siyuk ke pakoten sin God, su nununkeyu.
16 Om jeg ropte, og han svarte mig, kunde jeg ikke tro at han hørte min røst,
Tusruktu, El finne lela nga in kaskas, Nga tia lulalfongi mu El ac porongeyu.
17 han som vilde knuse mig i storm og uten årsak ramme mig med sår på sår,
El supwama paka upa in tuh sringilyu ac kanteya monuk, Ke na wangin sripa.
18 som ikke vilde tillate mig å dra ånde, men vilde mette mig med lidelser.
El tia ase pacl in momong luk; A El nwakla moul luk ke mwe keok upa.
19 Gjelder det styrke, så sier han: Se, her er jeg! Gjelder det rett: Hvem vil stevne mig?
Ya nga ac srike in lainul? Ku nga ku in lain God? Ya nga ac usalak nu ke nununku? Mea, oasr mwet ku in oru Elan som?
20 Hadde jeg enn rett, skulde dog min egen munn dømme mig skyldig; var jeg enn uskyldig, vilde han dog si at jeg hadde urett.
Moul luk uh nasnasna ac nga inse pwayena nu sel, tusruktu kas luk uh oru oana in oasr koluk luk, Ac oana in ma nukewa nga fahk uh ma ac akkolukyeyu.
21 Skyldløs er jeg; jeg bryr mig ikke om å leve - jeg forakter mitt liv.
Wangin ma sufal luk, tuh nga mansis na. Nga arulana srungala moul luk.
22 Det kommer ut på ett; derfor sier jeg: Skyldløs eller ugudelig - han gjør dem begge til intet.
Wangin sripen ma nukewa. God El ac kunauskutla, finne oasr ma koluk lasr ku wangin.
23 Når svepen brått rammer med død, spotter han de uskyldiges lidelse.
Fin mwet wangin ma sufal la se misa in kitin pacl na, Na God El ac isrun.
24 Jorden er gitt i den ugudeliges hånd; han tilhyller dens dommeres åsyn. Er det ikke han som gjør det, hvem er det da?
God El sang faclu nu inpoun mwet sulallal. El oru mwet nununku uh kewa in sulongunla. Fin tia El pa oru ouinge uh, na su?
25 Mine dager har vært hastigere enn en løper; de er bortflyktet uten å ha sett noget godt;
“Len luk uh kainglana, ac wangin sie sin len inge wo.
26 de har faret avsted som båter av rør, som en ørn som slår ned på sitt bytte.
Moul luk uh kasrusr mui oana oak soko ma mui oemeet uh, Oana luman mui lun sie eagle ke el ac pwesrouli nu fin soko rabbit.
27 Om jeg sier: Jeg vil glemme min sorg, jeg vil la min mørke mine fare og se glad ut,
Nga fin ac fahk mu nga ac mulkunla ma nga toasr kac uh, Ac srike in ekulla ngetnget asor luk in pwar;
28 da gruer jeg for alle mine plager; jeg vet jo at du ikke frikjenner mig.
Tusruktu nga esamak mwe keok nukewa luk ac nga sangeng Mweyen nga etu lah God El srakna pangon mu oasr ma sufal luk.
29 Jeg skal jo være ugudelig - hvorfor gjør jeg mig da forgjeves møie?
Ke nunkeyuk mu oasr ma sufal luk uh, na mwe mea nga in suk?
30 Om jeg tvettet mig med sne og renset mine hender med lut,
Wangin soap ac ku in ohlla ma koluk luk uh.
31 da skulde du dyppe mig i en grøft, så mine klær vemmedes ved mig.
God El sisyuyang nu in sie luf na fohkfok, Ne nuknuk nga nukum inge, a mwekyekinyu pac.
32 For han er ikke en mann som jeg, så jeg kunde svare ham, så vi kunde gå sammen for retten;
Funu mwet se pa God, nga lukun ku in topkol, Usalak nu in nununku ac oru aksuwos lasr uh we.
33 det er ikke nogen voldgiftsmann mellem oss, som kunde legge sin hånd på oss begge.
Tusruktu wangin mwet ku in tu inmasrlosr Ac nununkekut kewa.
34 Når han bare tok sitt ris bort fra mig, og hans redsler ikke skremte mig!
Tari, nimet nununkeyu, O God! Sruokya mwe aksangeng lom an likiyu!
35 Da skulde jeg tale uten å reddes for ham; for slik er jeg ikke, det vet jeg med mig selv.
Nga tia sangeng. Nga ac kaskas, Mweyen nga etu insiuk sifacna.
