Jobs 9
1 Da tok Job til orde og sa:
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 Ja visst, jeg vet at det er så; hvorledes skulde en mann kunne ha rett mot Gud?
Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
3 Om han hadde lyst til å gå i rette med Gud, kunde han ikke svare ham ett til tusen.
Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
4 Vis som han er av hjerte og veldig i styrke - hvem trosset ham og kom vel fra det,
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
5 han som flytter fjell før de vet av det, som velter dem i sin vrede,
Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6 som ryster jorden, så den viker fra sitt sted, og dens støtter bever,
ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
7 som byder solen, så den ikke går op, og som setter segl for stjernene,
han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
8 som alene utspenner himmelen og skrider frem over havets høider,
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9 som har skapt Bjørnen, Orion og Syvstjernen og Sydens stjernekammere,
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10 som gjør store, uransakelige ting og under uten tall?
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11 Han går forbi mig, og jeg ser ham ikke; han farer forbi, og jeg merker ham ikke.
Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
12 Han griper sitt rov - hvem vil hindre ham, hvem vil si til ham: Hvad gjør du?
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
13 Gud holder ikke sin vrede tilbake; under ham måtte Rahabs hjelpere bøie sig.
Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
14 Hvorledes skulde da jeg kunne svare ham og velge mine ord imot ham,
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15 jeg som ikke kunde svare om jeg enn hadde rett, men måtte be min dommer om nåde!
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
16 Om jeg ropte, og han svarte mig, kunde jeg ikke tro at han hørte min røst,
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
17 han som vilde knuse mig i storm og uten årsak ramme mig med sår på sår,
han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
18 som ikke vilde tillate mig å dra ånde, men vilde mette mig med lidelser.
ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
19 Gjelder det styrke, så sier han: Se, her er jeg! Gjelder det rett: Hvem vil stevne mig?
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
20 Hadde jeg enn rett, skulde dog min egen munn dømme mig skyldig; var jeg enn uskyldig, vilde han dog si at jeg hadde urett.
Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 Skyldløs er jeg; jeg bryr mig ikke om å leve - jeg forakter mitt liv.
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
22 Det kommer ut på ett; derfor sier jeg: Skyldløs eller ugudelig - han gjør dem begge til intet.
Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
23 Når svepen brått rammer med død, spotter han de uskyldiges lidelse.
Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
24 Jorden er gitt i den ugudeliges hånd; han tilhyller dens dommeres åsyn. Er det ikke han som gjør det, hvem er det da?
Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
25 Mine dager har vært hastigere enn en løper; de er bortflyktet uten å ha sett noget godt;
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
26 de har faret avsted som båter av rør, som en ørn som slår ned på sitt bytte.
gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
27 Om jeg sier: Jeg vil glemme min sorg, jeg vil la min mørke mine fare og se glad ut,
Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
28 da gruer jeg for alle mine plager; jeg vet jo at du ikke frikjenner mig.
maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 Jeg skal jo være ugudelig - hvorfor gjør jeg mig da forgjeves møie?
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
30 Om jeg tvettet mig med sne og renset mine hender med lut,
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31 da skulde du dyppe mig i en grøft, så mine klær vemmedes ved mig.
du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
32 For han er ikke en mann som jeg, så jeg kunde svare ham, så vi kunde gå sammen for retten;
Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
33 det er ikke nogen voldgiftsmann mellem oss, som kunde legge sin hånd på oss begge.
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
34 Når han bare tok sitt ris bort fra mig, og hans redsler ikke skremte mig!
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35 Da skulde jeg tale uten å reddes for ham; for slik er jeg ikke, det vet jeg med mig selv.
da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
