Jobs 9
1 Da tok Job til orde og sa:
Odpověděv pak Job, řekl:
2 Ja visst, jeg vet at det er så; hvorledes skulde en mann kunne ha rett mot Gud?
I ovšem vím, žeť tak jest; nebo jak by mohl člověk spravedliv býti před Bohem silným?
3 Om han hadde lyst til å gå i rette med Gud, kunde han ikke svare ham ett til tusen.
A chtěl-li by se hádati s ním, nemohl by jemu odpovědíti ani na jedno z tisíce slov.
4 Vis som han er av hjerte og veldig i styrke - hvem trosset ham og kom vel fra det,
Moudrého jest srdce a silný v moci. Kdo zatvrdiv se proti němu, pokoje užil?
5 han som flytter fjell før de vet av det, som velter dem i sin vrede,
On přenáší hory, než kdo shlédne, a podvrací je v prchlivosti své.
6 som ryster jorden, så den viker fra sitt sted, og dens støtter bever,
On pohybuje zemí z místa jejího, tak že se třesou sloupové její.
7 som byder solen, så den ikke går op, og som setter segl for stjernene,
On když zapovídá slunci, nevychází, a hvězdy zapečeťuje.
8 som alene utspenner himmelen og skrider frem over havets høider,
On roztahuje nebe sám, a šlapá po vlnách mořských.
9 som har skapt Bjørnen, Orion og Syvstjernen og Sydens stjernekammere,
On učinil Arktura, Oriona, Kuřátka a hvězdy skryté na poledne.
10 som gjør store, uransakelige ting og under uten tall?
On činí věci veliké, a to nevystižitelné a divné, jimž není počtu.
11 Han går forbi mig, og jeg ser ham ikke; han farer forbi, og jeg merker ham ikke.
Ano jde-li mimo mne, tedy nevidím; ovšem když pomíjí, neznamenám ho.
12 Han griper sitt rov - hvem vil hindre ham, hvem vil si til ham: Hvad gjør du?
Tolikéž jestliže co uchvátí, kdo mu to rozkáže navrátiti? Kdo dí jemu: Co činíš?
13 Gud holder ikke sin vrede tilbake; under ham måtte Rahabs hjelpere bøie sig.
Nezdržel-li by Bůh hněvu svého, klesli by před ním spolu spuntovaní, jakkoli mocní.
14 Hvorledes skulde da jeg kunne svare ham og velge mine ord imot ham,
Jakž bych já tedy jemu odpovídati, a jaká slova svá proti němu vyhledati mohl?
15 jeg som ikke kunde svare om jeg enn hadde rett, men måtte be min dommer om nåde!
Kterémuž, bych i spravedliv byl, nebudu odpovídati, ale před soudcím svým pokořiti se budu.
16 Om jeg ropte, og han svarte mig, kunde jeg ikke tro at han hørte min røst,
Ač bych pak i volal, a on mi se ozval, neuvěřím, aby vyslyšel hlas můj,
17 han som vilde knuse mig i storm og uten årsak ramme mig med sår på sår,
Poněvadž vichřicí setřel mne, rozmnožil rány mé bez příčiny.
18 som ikke vilde tillate mig å dra ånde, men vilde mette mig med lidelser.
Aniž mi dá oddechnouti, ale sytí mne hořkostmi.
19 Gjelder det styrke, så sier han: Se, her er jeg! Gjelder det rett: Hvem vil stevne mig?
Obrátil-li bych se k moci, aj, onť jest nejsilnější; pakli k soudu, kdo mi rok složí?
20 Hadde jeg enn rett, skulde dog min egen munn dømme mig skyldig; var jeg enn uskyldig, vilde han dog si at jeg hadde urett.
Jestliže se za spravedlivého stavěti budu, ústa má potupí mne; pakli za upřímého, převráceného mne býti ukáží.
21 Skyldløs er jeg; jeg bryr mig ikke om å leve - jeg forakter mitt liv.
Jsem-li upřímý, nebudu věděti toho; nenáviděti budu života svého.
22 Det kommer ut på ett; derfor sier jeg: Skyldløs eller ugudelig - han gjør dem begge til intet.
Jediná jest věc, pročež jsem to mluvil, že upřímého jako bezbožného on zahlazuje.
23 Når svepen brått rammer med død, spotter han de uskyldiges lidelse.
Jestliže bičem náhle usmrcuje, zkušování nevinných se posmívá;
24 Jorden er gitt i den ugudeliges hånd; han tilhyller dens dommeres åsyn. Er det ikke han som gjør det, hvem er det da?
Země dána bývá v ruku bezbožného, tvář soudců jejich zakrývá: jestliže ne on, kdož jiný jest?
25 Mine dager har vært hastigere enn en løper; de er bortflyktet uten å ha sett noget godt;
Dnové pak moji rychlejší byli nežli posel; utekli, aniž viděli dobrých věcí.
26 de har faret avsted som båter av rør, som en ørn som slår ned på sitt bytte.
Pominuli jako prudké lodí, jako orlice letící na pastvu.
27 Om jeg sier: Jeg vil glemme min sorg, jeg vil la min mørke mine fare og se glad ut,
Dím-li: Zapomenu se na své naříkání, zanechám horlení svého, a posilím se:
28 da gruer jeg for alle mine plager; jeg vet jo at du ikke frikjenner mig.
Lekám se všech bolestí svých, vida, že mne jich nezprostíš.
29 Jeg skal jo være ugudelig - hvorfor gjør jeg mig da forgjeves møie?
Jestli jsem bezbožný, pročež bych nadarmo pracoval?
30 Om jeg tvettet mig med sne og renset mine hender med lut,
Ano bych se i umyl vodou sněžnou, a očistil mýdlem ruce své,
31 da skulde du dyppe mig i en grøft, så mine klær vemmedes ved mig.
Tedy v jámě pohřížíš mne, tak že se ode mne zprzní i to roucho mé.
32 For han er ikke en mann som jeg, så jeg kunde svare ham, så vi kunde gå sammen for retten;
Nebo Bůh není člověkem jako já, jemuž bych odpovídati mohl, a abychom vešli spolu v soud.
33 det er ikke nogen voldgiftsmann mellem oss, som kunde legge sin hånd på oss begge.
Aniž máme prostředníka mezi sebou, kterýž by rozhodl nás oba.
34 Når han bare tok sitt ris bort fra mig, og hans redsler ikke skremte mig!
Kdyby odjal ode mne prut svůj, a strach jeho aby mne nekormoutil,
35 Da skulde jeg tale uten å reddes for ham; for slik er jeg ikke, det vet jeg med mig selv.
Tehdáž bych mluvil, a nebál bych se, poněvadž není toho tak při mně.
