Jobs 8
1 Da tok Bildad fra Suah til orde og sa:
Då tok Bildad frå Suah til ords og sagde:
2 Hvor lenge vil du tale så? Hvor lenge skal din munns ord være som et veldig vær?
«Kor lenge vil du tala so og lata ordi storma fram?
3 Skulde vel Gud forvende retten, eller den Allmektige forvende rettferdigheten?
Kann Gud vel rengja det som rett er? Kann Allvalds-Gud vel rengja rettferd?
4 Har dine sønner syndet mot ham, så har han gitt dem deres brøde i vold.
Hev dine søner synda mot han, gav han deim deira synd i vald.
5 Hvis du vender dig til Gud og beder den Allmektige om nåde,
Um du søkja til din Gud, og beda Allvalds-Gud um nåde,
6 hvis du er ren og opriktig, da vil han våke over dig og gjenreise din rettferds bolig,
er du då rein og utan svik, då vil han vakna upp for deg og reisa nytt ditt rettferdshus,
7 og din forrige lykke vil bli ringe mot din senere lykke, for den skal være overmåte stor.
Um og di fortid vesall var, so mykje større vert di framtid.
8 For spør bare fremfarne slekter og akt på det som deres fedre har gransket ut
Ja, spør deg for hjå farne ætter, agt på kva federne fann ut.
9 - for vi er fra igår og vet intet; for en skygge er våre dager på jorden -
- Me inkje veit, er frå i går; vårt liv ein skugge er på jordi -
10 de skal lære dig og si dig det og bære frem ord fra sitt hjerte.
dei skal deg læra, gjeva svar med ord ifrå sitt hjartedjup:
11 Vokser sivet op hvor det ikke er myrlendt? Blir starrgresset stort uten vann?
«Veks sevet vel på turre land? Trivst storren der som vatnet vantar?
12 Ennu står det friskt og grønt og blir ikke skåret; da visner det før alt annet gress.
Enn stend det grønt, vert ikkje skore, då visnar det fyrr anna gras.»
13 Således går det alle dem som glemmer Gud, og den gudløses håp går til grunne;
So gjeng det deim som gløymer Gud; og voni glepp for gudlaus mann.
14 hans tillit avskjæres, og det han trøster sig til, er spindelvev.
Hans tillit sunderskori vert, hans tiltru vert til kongurvev;
15 Han støtter sig på sitt hus, men det står ikke; han holder sig fast i det, men det står ikke fast.
Det hus han styd seg til, det dett; det som han triv til, stend’kje fast.
16 Frodig står han der i solens skinn, og hans skudd breder sig ut over hans have;
Han saftfull veks, med soli skin; hans greiner yver hagen heng,
17 om en stenrøs slynger sig hans røtter, mellem stener trenger han sig frem.
og roti kring steinrøysar smett, og smyg seg inn imillom steinar.
18 Ryddes han bort fra sitt sted, så kjennes det ikke ved ham, men sier: Jeg har aldri sett dig.
Men vert han riven frå sin stad, so hugsar staden han ei meir.
19 Se, det er gleden på hans vei, og av mulden spirer andre frem.
Sjå det er gleda på hans veg; or moldi skyt ein annan fram.
20 Nei, Gud forkaster ikke en som er ulastelig, og han holder ikke ugudelige ved hånden.
Men Gud vanvyrder ei den reine; dei vonde tek han ei i handi.
21 Ennu vil han fylle din munn med latter og dine leber med jubel.
Han enn din munn med lått skal fylla og lipporne med gledesong;
22 De som hater dig, skal klædes med skam, og de ugudeliges telt skal ikke mere finnes.
men skammi klæda skal din fiend’; gudløysetjeld finst ikkje meir.»
