Jobs 7

1 Er ikke et menneskes liv på jorden en krigstjeneste, og hans dager som en dagarbeiders dager?

Mar ni določen čas za človeka na zemlji? Mar niso njegovi dnevi prav tako podobni najemnikovim dnevom?

2 Lik en træl som higer efter skygge, og lik en dagarbeider som venter på sin lønn,

Kakor si služabnik iskreno želi sence in kakor najemnik gleda za nagrado svojega dela,

3 således har jeg fått i eie måneder fulle av nød, og møiefulle netter er falt i min lodd.

tako sem prisiljen, da posedujem mesece ničnosti in naporne noči so mi določene.

4 Når jeg legger mig, da sier jeg: Når skal jeg stå op? Og lang blir aftenen, og jeg blir trett av å kaste mig hit og dit inntil morgenlysningen.

Ko se uležem, rečem: ›Kdaj bom vstal in bo noč minila? Poln sem premetavanja sem ter tja do jutranjega svitanja.

5 Mitt kjøtt er klædd med makk og med skorper som av jord; min hud skrukner og brister.

Moje meso je pokrito z ličinkami in grudami prahu; moja koža je razpokana in postala je gnusna.

6 Mine dager farer hurtigere avsted enn en veverskyttel, og de svinner bort uten håp.

Moji dnevi so bolj nagli kakor tkalski čolniček in preživeti so brez upanja.

7 Kom i hu at mitt liv er et pust! Aldri mere skal mitt øie se noget godt.

Oh, spomnite se, da je moje življenje veter. Moje oko ne bo več videlo dobrega.

8 Den som nu ser mig, skal ikke mere få øie på mig; når dine øine søker efter mig, er jeg ikke mere.

Oko tistega, ki me je videlo, me ne bo več videlo. Tvoje oči so na meni, mene pa ni.

9 En sky blir borte og farer avsted; således er det med den som farer ned til dødsriket - han stiger ikke op derfra, (Sheol h7585)

Kakor je oblak použit in izginil proč, tako kdor gre dol h grobu, ne bo več prišel gor. (Sheol h7585)

10 han vender ikke mere tilbake til sitt hus, og hans sted kjenner ham ikke lenger.

Ne bo se več vrnil k svojemu domu niti ga njegov kraj ne bo več poznal.

11 Så vil da heller ikke jeg legge bånd på min munn; jeg vil tale i min ånds trengsel, jeg vil klage i min sjels bitre smerte.

Zato ne bom zadrževal svojih ust; govoril bom v tesnobi svojega duha, pritoževal se bom v grenkobi svoje duše.

12 Er jeg et hav eller et havuhyre, siden du setter vakt over mig?

Mar sem morje ali kit, da ti postavljaš stražo nad menoj?

13 Når jeg sier: Min seng skal trøste mig, mitt leie skal hjelpe mig å bære min sorg,

Ko rečem: ›Moja postelja me bo tolažila, moje ležišče bo lajšalo mojo pritožbo, ‹

14 da skremmer du mig med drømmer og forferder mig med syner.

takrat me ti strašiš s sanjami in me prek videnj spravljaš v grozo,

15 Derfor foretrekker min sjel å kveles - heller døden enn disse avmagrede ben!

tako da moja duša raje izbira dušenje in smrt, kakor pa moje življenje.

16 Jeg er kjed av dette; jeg lever ikke evindelig; la mig være, for mine dager er et pust.

To se mi gabi. Ne bi hotel živeti večno. Pustite me samega, kajti moji dnevi so ničevost.

17 Hvad er et menneske, at du gir så meget akt på ham og retter dine tanker på ham,

Kaj je človek, da bi ga ti poveličeval? In da bi svoje srce naravnal nanj?

18 at du opsøker ham hver morgen og prøver ham hvert øieblikk?

Da bi ga ti obiskoval vsako jutro in ga preizkušal vsak trenutek?

19 Hvor lenge skal det vare før du vender dine øine bort fra mig? Vil du ikke slippe mig til jeg får svelget mitt spytt?

Kako dolgo ne boš odšel od mene niti me ne boš pustil samega, dokler ne pogoltnem svoje sline?

20 Har jeg syndet, hvad ondt gjorde jeg da mot dig, du menneskevokter? Hvorfor har du gjort mig til skive for dig, så jeg er mig selv til byrde?

Grešil sem. Kaj ti bom storil, oh ti, varuh ljudi? Zakaj si me postavil kakor znamenje zoper tebe, tako da sem breme samemu sebi?

21 Og hvorfor tilgir du ikke min brøde og forlater mig min misgjerning? For nu må jeg legge mig i støvet; når du søker mig, er jeg ikke mere.

Zakaj ne odpustiš mojega prestopka in ne odvzameš moje krivičnosti? Kajti sedaj bom spal v prahu in iskal me boš zjutraj, toda mene ne bo.«