Jobs 7

1 Er ikke et menneskes liv på jorden en krigstjeneste, og hans dager som en dagarbeiders dager?

Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.

2 Lik en træl som higer efter skygge, og lik en dagarbeider som venter på sin lønn,

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,

3 således har jeg fått i eie måneder fulle av nød, og møiefulle netter er falt i min lodd.

saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

4 Når jeg legger mig, da sier jeg: Når skal jeg stå op? Og lang blir aftenen, og jeg blir trett av å kaste mig hit og dit inntil morgenlysningen.

Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

5 Mitt kjøtt er klædd med makk og med skorper som av jord; min hud skrukner og brister.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

6 Mine dager farer hurtigere avsted enn en veverskyttel, og de svinner bort uten håp.

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.

7 Kom i hu at mitt liv er et pust! Aldri mere skal mitt øie se noget godt.

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!

8 Den som nu ser mig, skal ikke mere få øie på mig; når dine øine søker efter mig, er jeg ikke mere.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.

9 En sky blir borte og farer avsted; således er det med den som farer ned til dødsriket - han stiger ikke op derfra, (Sheol h7585)

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)

10 han vender ikke mere tilbake til sitt hus, og hans sted kjenner ham ikke lenger.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.

11 Så vil da heller ikke jeg legge bånd på min munn; jeg vil tale i min ånds trengsel, jeg vil klage i min sjels bitre smerte.

Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

12 Er jeg et hav eller et havuhyre, siden du setter vakt over mig?

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

13 Når jeg sier: Min seng skal trøste mig, mitt leie skal hjelpe mig å bære min sorg,

Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

14 da skremmer du mig med drømmer og forferder mig med syner.

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

15 Derfor foretrekker min sjel å kveles - heller døden enn disse avmagrede ben!

saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.

16 Jeg er kjed av dette; jeg lever ikke evindelig; la mig være, for mine dager er et pust.

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

17 Hvad er et menneske, at du gir så meget akt på ham og retter dine tanker på ham,

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

18 at du opsøker ham hver morgen og prøver ham hvert øieblikk?

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

19 Hvor lenge skal det vare før du vender dine øine bort fra mig? Vil du ikke slippe mig til jeg får svelget mitt spytt?

Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

20 Har jeg syndet, hvad ondt gjorde jeg da mot dig, du menneskevokter? Hvorfor har du gjort mig til skive for dig, så jeg er mig selv til byrde?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

21 Og hvorfor tilgir du ikke min brøde og forlater mig min misgjerning? For nu må jeg legge mig i støvet; når du søker mig, er jeg ikke mere.

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!