Jobs 7
1 Er ikke et menneskes liv på jorden en krigstjeneste, og hans dager som en dagarbeiders dager?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Lik en træl som higer efter skygge, og lik en dagarbeider som venter på sin lønn,
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 således har jeg fått i eie måneder fulle av nød, og møiefulle netter er falt i min lodd.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Når jeg legger mig, da sier jeg: Når skal jeg stå op? Og lang blir aftenen, og jeg blir trett av å kaste mig hit og dit inntil morgenlysningen.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 Mitt kjøtt er klædd med makk og med skorper som av jord; min hud skrukner og brister.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Mine dager farer hurtigere avsted enn en veverskyttel, og de svinner bort uten håp.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Kom i hu at mitt liv er et pust! Aldri mere skal mitt øie se noget godt.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 Den som nu ser mig, skal ikke mere få øie på mig; når dine øine søker efter mig, er jeg ikke mere.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
9 En sky blir borte og farer avsted; således er det med den som farer ned til dødsriket - han stiger ikke op derfra, (Sheol h7585)
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 han vender ikke mere tilbake til sitt hus, og hans sted kjenner ham ikke lenger.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Så vil da heller ikke jeg legge bånd på min munn; jeg vil tale i min ånds trengsel, jeg vil klage i min sjels bitre smerte.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Er jeg et hav eller et havuhyre, siden du setter vakt over mig?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Når jeg sier: Min seng skal trøste mig, mitt leie skal hjelpe mig å bære min sorg,
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 da skremmer du mig med drømmer og forferder mig med syner.
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 Derfor foretrekker min sjel å kveles - heller døden enn disse avmagrede ben!
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 Jeg er kjed av dette; jeg lever ikke evindelig; la mig være, for mine dager er et pust.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 Hvad er et menneske, at du gir så meget akt på ham og retter dine tanker på ham,
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 at du opsøker ham hver morgen og prøver ham hvert øieblikk?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 Hvor lenge skal det vare før du vender dine øine bort fra mig? Vil du ikke slippe mig til jeg får svelget mitt spytt?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 Har jeg syndet, hvad ondt gjorde jeg da mot dig, du menneskevokter? Hvorfor har du gjort mig til skive for dig, så jeg er mig selv til byrde?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Og hvorfor tilgir du ikke min brøde og forlater mig min misgjerning? For nu må jeg legge mig i støvet; når du søker mig, er jeg ikke mere.
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
