Jobs 6
1 Da tok Job til orde og sa:
Job loh a doo tih,
2 Gid min gremmelse blev veid, og min ulykke samtidig lagt på vekten!
Ka konoinah ka thuek, ka thuek vetih ka talnah he cooi dongah ka tloeng rhenten koinih.
3 For nu er den tyngre enn havets sand; derfor var mine ord tankeløse.
Tuitunli kah laivin lakah n'nan ngawn coeng. Te dongah ka ol he lawn coeng.
4 For den Allmektiges piler sitter i mig, og min ånd drikker deres gift; Guds redsler stiller sig op imot mig.
Tlungthang thaltang dongah a sue te ka khuiah ka mueihla loh a mam. Pathen kah hihhamnah loh kai taengah rhong a pai.
5 Skriker vel et villesel midt i det grønne gress? Eller brøler en okse foran sitt fôr?
Kohong marhang khaw baelhing soah pang tih, vaito te a kamvuelh soah rhung bal nim?
6 Hvem vil ete det som det ingen smak er i, uten salt? Eller er det smak i eggehvite?
Lungkaeh om kolla ankak a caak tih aiduei dakda dongah a hlihlim om aya?
7 Det byr mig imot å røre ved det; det er for mig som utskjemt mat.
Amih te ka hinglu loh ben ham a aal tih ka buh khaw kolet la om.
8 Gid min bønn måtte bli hørt, og Gud vilde opfylle mitt håp!
Ka huithuinah he ulong m'paek vetih a thoeng eh? Tedae ka ngaiuepnah he Pathen long ni m'paek eh?
9 Og måtte det behage Gud å knuse mig, å slippe løs sin hånd og avskjære min livstråd!
Pathen he mulmet vetih kai he m'phop, a kut a hlam vetih kai m'mueluem mako.
10 Da hadde jeg ennu en trøst, og jeg skulde springe av glede midt i den skånselløse smerte; for jeg har ikke fornektet den Helliges ord.
Te vaengah kai ham hloephloeinah om dae lah sue. Te vaengah bungtloh khuiah ka uem mako. Hlangcim te ka phah pawt bangla n'lungma sak pawt mako.
11 Hvad kraft har jeg, så jeg kunde holde ut, og hvad blir enden med mig, så jeg kunde være tålmodig?
Ka ngaiuep ham ka thadueng khaw menim? Ka hinglu ka hlawt ham ka hmailong khaw menim?
12 Er da min kraft som stenens kraft? Eller er mitt kjøtt av kobber?
Ka thadueng he lungto thadueng nim? Ka saa he rhohumsen a?
13 Er jeg da ikke aldeles hjelpeløs? Er ikke all utsikt til frelse fratatt mig?
Kai ham he kamah kah bomnah om ngawn pawt tih lungming cueihnah khaw kai lamloh a heh coeng.
14 Den ulykkelige burde møte kjærlighet hos sin venn, selv om han opgir frykten for den Allmektige.
Ngaidaeng loh tlungthang hinyahnah a hnoo vaengah pataeng a baerhoep taengkah sitlohnah a dang van.
15 Men mine brødre har sviktet som en bekk, som strømmer hvis vann skyller over,
Ka manuca rhoek khaw soklong bangla la hnukpoh tih sokca soklong bangla kak.
16 som er grumset av is, og som det skjuler sig sne i;
Amih te vueltling loh a nu sak tih vuelsong a yut pah.
17 men på den tid de treffes av solens glød, tørkes de ut; når det blir hett, svinner de bort.
Kho a awlh vaengah a bae neh huu tih amah hmuen lamloh kak uh.
18 Karavaner som er på veien til dem, bøier av; de drar op i ørkenen og omkommer.
A caehlong longpuei a hoi uh tih hinghong la a caeh dongah milh uh.
19 Temas karavaner speidet efter dem, Sjebas reisefølger satte sitt håp til dem;
Tema caehlong kah rhoek loh a paelki uh tih, Sheba lambong amih ham a lamtawn uh.
20 de blev til skamme, fordi de stolte på dem; de kom dit og blev skuffet.
A pangtung uh dongah yak uh tih a taengla a pawk uh akhaw a hmai tal.
21 Således er I nu blitt til intet; I ser ulykken og blir redde.
A taengah a hong la na om uh van coeng dongah rhihkoi na hmuh vaengah na rhih uh.
22 Har jeg vel bedt eder at I skulde gi mig noget eller bruke noget av eders gods til beste for mig,
“Kai taengah m'pae uh lamtah na thadueng lamloh kai hamla kapbaih pae uh.
23 at I skulde frelse mig av fiendens hånd og løskjøpe mig fra voldsmenn?
Rhal kut lamloh kai n'loeih sak lamtah hlanghaeng kut lamloh kai n'lat uh,” ka ti noek a?
24 Lær mig, så skal jeg tie, og vis mig hvori jeg har faret vill!
Kai n'thuinuet lamtah ka ngam bitni. Metla ka palang khaw kai he m'ming sakuh.
25 Hvor kraftige er ikke rettsindige ord! Men hvad gagn er det i en refselse fra eder?
Balae tih hlang dueng ol rhap rhap a cal? Nangmih lamloh a tluung ham khaw balae a tluung?
26 Tenker I på å refse ord? Ord av en fortvilet mann hører jo vinden til.
Olthui te tluung hamla na moeh uh nama? Ol khaw khohli bangla talsae mai pawn ni.
27 Endog om en farløs kunde I kaste lodd og kjøpslå om eders venn.
Cadah ham aisat hmulung na naan vetih na hui hamla na tael pah nim?
28 Men gjør nu så vel å se på mig! Skulde jeg vel ville lyve eder midt op i ansiktet?
Tedae mulmet uh laeh, kai taengla mael uh. Nangmih maelhmai ah ka laithae nim?
29 Vend om, la det ikke skje urett! Vend om, jeg har ennu rett i dette.
Mael uh laeh, dumlai la om uh boeh, mael uh laeh, koep mael uh laeh. Ka duengnah he a khuiah om.
30 Er det urett på min tunge, eller skulde min gane ikke merke hvad som er ondt?
Ka lai dongah dumlai om nim? Ka dang loh talnah yakming pawt maco.
