Jobs 4

1 Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

Potem je Elifáz Temánec odgovoril in rekel:

2 Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?

» Če se poskušamo posvetovati s teboj, ali boš užaloščen? Toda kdo se lahko vzdrži pred govorjenjem?

3 Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;

Glej, mnoge si poučeval in okrepil si šibke roke.

4 dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.

Tvoje besede so podpirale tistega, ki je padal in krepil si slabotna kolena.

5 Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.

Toda sedaj je to prišlo nadte in ti slabiš; dotika se te in si zaskrbljen.

6 Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?

Mar ni to tvoj strah, tvoje zaupanje, tvoje upanje in poštenost tvojih poti?

7 Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?

Spomni se, prosim te, kdo se je kdajkoli pogubil, pa je bil nedolžen? Ali kje so bili pravični odsekani?

8 Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.

Celo kakor sem jaz videl, tisti, ki orjejo krivičnost in sejejo zlobnost, isto [tudi] požanjejo.

9 De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.

Z Božjim udarcem umrejo in z dihom njegovih nosnic so použiti.

10 Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.

Rjovenje leva, glas krutega leva in zobje mladih levov so zlomljeni.

11 Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.

Star lev gine zaradi pomanjkanja plena, mladiči arogantnega leva pa so razkropljeni naokoli.

12 Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,

Torej stvar je bila na skrivnem privedena k meni in moje uho je nekaj tega sprejelo.

13 under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.

V mislih od nočnih videnj, ko na človeka pade globoko spanje,

14 Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.

je strah prišel nadme in trepetanje, kar je vsem mojim kostem povzročilo, da so se tresle.

15 Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.

Potem je duh zdrsnil mimo mojega obraza, dlake mojega mesa so se naježile.

16 Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:

Ta je mirno stal, toda nisem mogel razločiti njegove oblike. Podoba je bila pred mojimi očmi, tam je bila tišina in zaslišal sem glas, rekoč:

17 Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?

›Ali bo smrten človek pravičnejši kakor Bog? Ali bo človek čistejši kakor njegov stvarnik?

18 Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,

Glej, nobenega zaupanja ne polaga v svoje služabnike in njegovi angeli so zadolženi z neumnostjo.

19 hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.

Kako veliko manj v tiste, ki prebivajo v ilnatih hišah, katerih temelj je prah, ki so zdrobljene pred moljem?

20 Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.

Uničeni so od jutra do večera, pogubljajo se na veke, ne da bi se kdorkoli oziral na to.

21 Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.

Mar ni njihova odličnost, ki je v njih, odšla proč? Umirajo, celo brez modrosti.‹«