Jobs 4
1 Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
Ipapo Erifazi muTemani akapindura achiti:
2 Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?
“Kana mumwe munhu akava neshoko newe, iwe uchashayiwa mwoyo murefu here? Asi ndiani angarega kutaura?
3 Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;
Funga kuti wakadzidzisa vazhinji sei, uye kuti wakasimbisa sei maoko asina simba.
4 dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.
Mashoko ako akatsigira vaya vakagumburwa; wakasimbisa mabvi akaneta.
5 Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.
Asi zvino nhamo yasvika kwauri, uye iwe waora mwoyo; inokurova, iwe ndokuvhunduka.
6 Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?
Ko, kutya kwako Mwari hakuzi chivimbo chako, uye nzira dzako dzakarurama tariro yako here?
7 Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?
“Rangarira iye zvino: Ndianiko, asina mhaka, akamboparadzwa? Ndokupiko kwakatongoparadzwa vakarurama?
8 Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.
Sezvandakaona, vaya vanodyara zvakaipa navaya vanokusha nhamo ndizvo zvavanokohwa.
9 De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.
Vanoparadzwa nokufema kwaMwari; vanoparara nokuputika kwehasha dzake.
10 Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.
Shumba dzingaomba nokunguruma, nyamba meno eshumba huru akaguduka.
11 Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.
Shumba inoparara nokuda kwokushaya nyama, uye vana veshumbakadzi vanopararira.
12 Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,
“Shoko rakauyiswa kwandiri muchivande, nzeve dzangu dzakanzwa zevezeve raro.
13 under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.
Pakati pokurota hope dzinovhundutsa usiku, hope huru padzinenge dzabata vanhu,
14 Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.
kutya nokudedera zvakandibata zvikaita kuti mapfupa angu ose abvunde.
15 Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.
Mumwe mweya wakapfuura pamberi pechiso changu, uye bvudzi romusoro wangu rikamira.
16 Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:
Wakamira, asi ndakatadza kuziva kuti chaiva chii. Chinhu chakamira pamberi pameso angu, uye ndakanzwa inzwi rakanyarara richiti:
17 Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?
‘Ko, munhu anofa, angava akarurama kupfuura Mwari here? Ko, munhu angagona kuchena kukunda Muiti wake here?
18 Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,
Kana Mwari akasavimba navaranda vake, kana akakanganisa kutonga vatumwa vake,
19 hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.
zvikuru sei kuna avo vanogara mudzimba dzevhu, nheyo dzavo dziri muguruva, dzinopwanyiwa nyore kupfuura chipfukuto!
20 Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.
Dzinoputsanyiwa pakati pamambakwedza namadekwana; dzinoparara dzisingazoonekwi nokusingaperi.
21 Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.
Ko, mabote etende ravo haana kubviswa here kuti vagofa vasina uchenjeri?’
