Jobs 4
1 Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
Eliifaaz namichi Teemaan sun akkana jedhee deebise:
2 Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?
“Yoo namni tokko sitti dubbachuu yaale, ati ni komattaa? Garuu eenyutu dubbachuu dhiisa?
3 Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;
Ati akka nama baayʼee barsiifte, akka harka dadhabaa illee jajjabeessite yaadadhu.
4 dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.
Dubbiin kee warra gatantaran gargaaree dhaabeera; atis jilba laafe jabeessiteerta.
5 Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.
Amma garuu rakkinni sirra gaʼe; atis abdii kutatteerta; rakkinni si miidheera; atis rifatteerta;
6 Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?
Waaqa sodaachuun kee irkoo kee, qajeelinni karaa keetiis abdii kee mitii?
7 Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?
“Ammas yaadadhu; namni qulqulluun takkumaa badee beekaa? Qajeelonni eessatti badanii beeku?
8 Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.
Akka ani hubadhetti warri waan hamaa qotatan, kanneen waan hamaa facaasanis isuma haammatu.
9 De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.
Isaanis hafuura Waaqni isaanitti baafatuun badu; hafuuraa dheekkamsa isaaniitiinis ni barbadeeffamu.
10 Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.
Leenci ni aada; ni gururiʼas; ilkaan leenca saafelaa garuu ni caccaba.
11 Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.
Leenci jabaan waan adamsu dhabee ni duʼa; ilmaan leenca dhaltuus ni bittinnaaʼu.
12 Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,
“Dubbiin tokko icciitiidhaan naa fidame; gurri koos asaasa isaa dhagaʼe.
13 under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.
Abjuu halkanii sodaachisaa keessa, yommuu hirribni cimaan nama qabatutti,
14 Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.
sodaa fi hollachuun na qabatee lafee koo hunda raase.
15 Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.
Hafuurri luffi jedhee fuula koo dura darbe; rifeensi dhagna koos kaʼee dhaabate.
16 Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:
Innis ni dhaabate; ani garuu inni maal akka taʼe hubachuu hin dandeenye. Fakkiin tokko ija koo dura dhaabate; anis sagalee tasgabbii kan akkana jedhu tokkon dhagaʼe:
17 Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?
‘Namni duʼa hin oolle, Waaqa caalaa qajeelaa taʼuu dandaʼaa? Namni Uumaa isaa caalaa qulqulluu taʼuu dandaʼaa?
18 Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,
Waaqni tajaajiltoota isaa hin amanatu; ergamoota isaas balleessaa isaaniitiin ni gaafata;
19 hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.
yoos warri manneen suphee keessa jiraatan, warri hundeen isaanii biyyoo taʼe, warri bilii caalaa burkutaaʼan immoo akkam haa taʼan ree?
20 Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.
Isaan ganamaa fi galgala gidduutti burkutaaʼu; tasumas bara baraan ni badu.
21 Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.
Akka isaan ogummaa malee duʼaniif funyoon dunkaana isaanii hin luqqifamnee?’
