Jobs 4

1 Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

Na Eliphaz el fahk, “Job, ku kom ac toasrla nga fin sramsram?

2 Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?

Nga koflana misla ac tia fahk nunak luk.

3 Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;

Kom luti mwet puspis tari, Ac akkeye poun mwet su munas.

4 dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.

Ke pacl sie mwet el munasla ac tukulkul, Kas lom tuh akkeyal elan tuyak.

5 Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.

Na inge ke kom pa sun ongoiya uh, Kom arulana lofongla kac.

6 Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?

Kom tuh alu nu sin God, ac moul lom arulana suwohs; Ke ma inge fal na in oasr lulalfongi ac finsrak lom.

7 Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?

Srike esam lah acnu oasr pacl se sie mwet suwoswos el sun ongoiya, Ku sie mwet wangin mwata el wotla liki sou lal?

8 Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.

Nga liye tari ke mwet uh ac taknelik orekma sesuwos, In ima lun ma koluk; Na elos ac kosrani pac sesuwos ac ma koluk.

9 De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.

In kasrkusrak lun God, El kunauselosla oana sie paka.

10 Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.

Mwet koluk elos kou ac wowo oana lion uh, Tuh God El kutongulosi ac kotala wihselos.

11 Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.

Oana luman lion su wangin ma elan uniya ac kang, Elos ac misa, ac tulik natulos nukewa fahsrelik.

12 Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,

“Sie pacl ah oasr kas se tuku kakasrisrikna; Aok arulana srikla pusra, apkuranna ngan tia ku in lohng.

13 under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.

Pusra se inge lusrongla motul luk ah oana sie mweme koluk. Nga rarrar,

14 Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.

Ac monuk nufon usrusryak ke sangeng.

15 Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.

Sie engyeng na srisrik ukya mutuk, Ac monuk nufon tuninmihsrisrla ke sangeng.

16 Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:

Nga liye lah oasr ma se tu insac; A nga ne ngetang nu kac, nga tia ku in akilen lah mea se. Mihsna in pacl sac, ac nga lohng sie pusra kasla, fahk mu:

17 Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?

‘Ya sie mwet ku in suwoswos ye mutun God? Ya mwet se ku in nasnasna ye mutun El su oralla?

18 Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,

God El tia lulalfongi mwet kulansap lal inkusrao. Finne lipufan uh, El konauk lah oasr pac ma elos sufalla kac.

19 hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.

Kom nunku mu El ku in lulalfongi sie ma su orekla ke fohk kle, Sie ma orekla ke fohk, su fisrasr in itungyuki oana sie srenyuhu?

20 Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.

Sahp sie mwet ac ku in moul ke lotutang uh, A ekela na el misa, wangin eteya.

21 Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.

Ma lal nukewa ac itukla lukel; El ac misa, a srakna wangin etauk in el.’