Jobs 4
1 Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
Da gab ihm Eliphaz aus Teman also Antwort:
2 Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?
"Hat man vor dich zur Prüfung je ein Ding gebracht, worüber du den Mut verloren hättest? Wer konnte je den Worten Einhalt tun?
3 Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;
Fürwahr, so viele hast du selbst belehrt, so manchen schwachen Arm gestählt.
4 dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.
Den Strauchelnden hielt aufrecht deine Rede; die müden Kniee stärktest du.
5 Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.
Jetzt kommt's an dich, da wirst du mutlos; wo dich's erfaßt, verzweifelst du.
6 Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?
War deine Gottesfurcht nicht dein Vertrauen, und dein unsträflich Leben deine Hoffnung?
7 Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?
Bedenke nur: Wer kommt je schuldlos um? Wo gehen Redliche zugrunde?
8 Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.
Die Unrecht pflügen, Böses säen, die ernten's auch. So weiß ich es.
9 De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.
Durch Gottes Odem gehen sie zugrunde; durch seinen Zornhauch sterben sie.
10 Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.
Der Löwen Stimmen selber, das Gebrüll der Leuen, der jungen Löwen Zähne werden ausgetilgt.
11 Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.
Der Löwe geht zugrunde aus Beutemangel; der Löwin Junge müssen sich zerstreuen.
12 Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,
Zu mir drang ein verstohlen Wort; mein Ohr vernahm davon nur ein Geflüster.
13 under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.
Im Wundertraum, bei Nachtgesichten, wenn Tiefschlaf auf die Menschen fällt,
14 Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.
da fuhr in mich ein Schrecken und ein Zittern, und Angst ließ mein Gebein erbeben.
15 Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.
Und über meinen Rücken lief es kalt; ein Schauder schüttelt' meinen Leib.
16 Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:
Das Unbekannte stand vor mir; vor meinem Auge schwebte her ein Schatten. - Ein Säuseln hörte ich und eine Stimme:
17 Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?
'Ist gegen Gott ein Mensch gerecht; vor seinem Schöpfer einer rein?'
18 Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,
Er traut dies seinen Dienern selbst nicht zu, und seinen Engeln flößt er Schrecken ein.
19 hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.
Nun vollends gar der Lehmhausmensch, der Sterbliche, aus Staub gebaut, noch leichter als die Motten zu zerdrücken!
20 Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.
Vom Morgen bis zum Abend werden sie vernichtet; unwiderruflich gehen sie zugrunde.
21 Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.
Ja, wird denn nicht ihr Vorzug ihnen weggenommen? Durch Unvernunft nur sterben sie."
