Jobs 4
1 Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
5 Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.
Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
7 Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
9 De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.
For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
10 Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
11 Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
12 Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.
et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
16 Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:
Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?
»Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
21 Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
