Jobs 39

1 Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

Znaš li kako se legu divokoze? Vidje li kako se mlade košute?

2 Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

Izbroji li koliko nose mjeseci, znaš li u koje doba se omlade?

3 De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

Sagnuvši se, polegu lanad svoju i breme usred pustinje odlažu,

4 Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

a kad im porod ojača, poraste, ostave ga i ne vraćaju mu se.

5 Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

Tko dade divljem magarcu slobodu i tko to oglav skinu njemu s glave?

6 det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

U zavičaj mu dadoh ja pustinju i polja slana da ondje živuje.

7 Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

Buci gradova on se podruguje i ne sluša goničevih povika.

8 Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

Luta brdima, svojim pašnjacima, u potrazi za zeleni svakakvom.

9 Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

Možeš li slugom učinit' bivola, zadržat' ga noć jednu za jaslama?

10 Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?

Možeš li njega za brazdu prikovat' da ralo vuče po docima tvojim?

11 Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

Možeš li se osloniti na njega jer je njegova snaga prevelika i prepustit' mu težak svoj posao?

12 Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

Misliš li tebi da će se vratiti i na gumno ti dotjerati žito?

13 Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

Krilima svojim noj trepće radosno, iako krila oskudnih i perja.

14 Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

On svoja jaja na zemlji ostavlja, povjerava ih pijesku da ih grije,

15 og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

ne mareć' što ih zgazit' može noga ili nekakva divlja zvijer zgnječiti.

16 Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

S nojićima k'o s tuđima postupa; što mu je trud zaludu, on ne mari.

17 For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

Jer Bog je njega lišio pameti, nije mu dao nikakva razbora.

18 Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

Ali kada na let krila raširi, tada se ruga konju i konjaniku.

19 Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

Zar si ti konja obdario snagom zar si mu ti vrat grivom ukrasio?

20 Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

Zar ti činiš da skače k'o skakavac, da u strah svakog nagoni hrzanjem?

21 Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

Kopitom zemlju veselo raskapa, neustrašivo srlja na oružje.

22 Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

Strahu se ruga, ničeg se ne boji, ni pred mačem uzmaknuti neće.

23 Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

Na sapima mu zvekeće tobolac, koplje sijeva i ubojna sulica.

24 Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

Bijesan i nestrpljiv guta prostore; kad rog zasvira, tko će ga zadržat':

25 Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

na svaki zvuk roga on zarže: Ha! Izdaleka on ljuti boj već njuši, viku bojnu i poklič vojskovođa.

26 Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

Zar po promislu tvojem lijeće soko i prema jugu krila svoja širi?

27 Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?

Zar se na nalog tvoj diže orao i vrh timora gnijezdo sebi vije?

28 Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.

Na litici on stanuje i noćÄi, na grebenima vrleti visokih.

29 Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.

Odatle na plijen netremice vreba, oči njegove vide nadaleko.

30 Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.

Krvlju se hrane njegovi orlići; gdje je ubijenih, tamo je i on.”