Jobs 39
1 Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?
Thaelpang kah sathai a piil tue na ming tih sayuk a rhai na dawn a?
2 Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?
Hla a cup la na tae tih a piil tue na ming a?
3 De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.
A ca rhoek loh a koisu uh tih a huel daengah a bungtloh loh a hlah.
4 Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.
A ca a man uh te cangpai neh rhoeng tih a caeh uh phoeiah tah amih taengla mael uh pawh.
5 Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,
Sayalh la kohong marhang aka hlah te unim? Laak lueng kah kuelrhui aka hlam te unim?
6 det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?
A im te kolken la, a dungtlungim te lungkaehlai la ka khueh.
7 Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.
Khorha kah hlangping te a lawn tih aka tueihno kah pang ol hnatun pawh.
8 Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.
A luemnah tlang te a cawt tih sulhing boeih te a yoep.
9 Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?
Cung loh nang taengah a thohtat hamla a huem vetih na kongduk dongah rhaeh aya?
10 Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?
Cung te a rhuivaeh kong ah na pael vetih nang hnukah tuikol te a thoe aya?
11 Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?
A thadueng a len dongah a soah na pangtung vetih na thaphu te a taengah na hnoo aya?
12 Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?
Na cangti te a khuen, a khuen vetih na cangtilhmuen a coi ni tila te te na tangnah a?
13 Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?
Kalaukva kah phae loh yoka cakhaw bungrho phaemul neh a dii aih nim.
14 Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,
A duei te diklai dongah a hnoo tih laipi khuiah a awp.
15 og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.
A kho loh a hep te a hnilh tih kohong mulhing long khaw te te a til.
16 Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.
A ca rhoek te amah kah pawt bangla a hit sak tih a poeyoek la a thaphu te birhihnah pawh.
17 For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.
Pathen loh anih te cueihnah a hnilh sak tih a taengah yakmingnah tael pah pawh.
18 Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.
Hmuensang la a phuel uh tue vaegah tah marhang neh a sokah aka ngol te a nueih thil.
19 Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?
Marhang taengah thayung thamal na paek a? A rhawn te a hnoo neh na thing pah a?
20 Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.
Anih te kaisih bangla na pet sak a? A phit vaengkah mueithennah khaw mueirhih la poeh.
21 Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.
Tuikol te a phuet uh vaengah thadueng neh a ngaingaih lungpok haica doe hamla pawk.
22 Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.
Rhihnah te a nueih thil tih a rhihyawp pawt dongah cunghang ha lamloh a mael moenih.
23 Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.
A taengah liva a khoek tih caai neh soe kaw hmaihluei la om.
24 Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.
Hinghuen neh khoponah neh diklai a coih tih tuki ol te tangnah pawh.
25 Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.
Tuki te a rhoeh la, “Ahuei,” a ti nah tih caemtloek vaengkah mangpa khohum neh tamlung te a hla lamloh a huep.
26 Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?
Nang kah yakmingnah dongah nim mutlo loh a phae a phuel tih a ding, a phae te tuithim la a phuel?
27 Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?
Nang kah ka dongah atha te sang hang tih a bu a pomsang a?
28 Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.
Thaelpang ah kho a sak tih thaelpang hmuisum neh rhalvong ah khaw rhaeh ta.
29 Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.
Te lamloh caak a thaih tih a hla lamkah te a mik loh a paelki.
30 Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.
Te vaengah a vapuel, a vapuel loh thii a caep uh tih rhok om nah ah hnap om,” a ti nah.
