Jobs 37
1 Ja, over dette forferdes mitt hjerte og hopper i mitt bryst.
“Yei ma mʼakoma bɔ paripari na ɛbɔ denden pa ara.
2 Hør, hør braket av hans røst og det drønn som går ut av hans munn!
Tie! Tie ne nne mmobom, ne hooyɛ a ɛfiri nʼanom reba.
3 Under hele himmelen lar han det fare, og han sender sitt lys til jordens ytterste ender.
Ɔgyaa nʼanyinam mu wɔ ɔsoro ase nyinaa na ɔma ɛkɔduru asase ano.
4 Efterpå brøler røsten, han tordner med sin veldige røst; han holder ikke lynene tilbake når hans røst lar sig høre.
Ɛno akyi na ne mmobom no ba; ɔde nne kɛseɛ bobom. Sɛ ɔkasa a, biribiara nsianka no.
5 Gud tordner underfullt med sin røst; han gjør storverk, og vi forstår dem ikke.
Onyankopɔn nne bobom ma no yɛ nwanwa; ɔyɛ nneɛma akɛseɛ a ɛboro yɛn adwene so.
6 Han sier til sneen: Fall til jorden! - og likeså til skyllregnet, sitt sterke skyllregn.
Ɔka kyerɛ sukyerɛmma sɛ, ‘Tɔ gu asase so,’ ne osutɔ nso sɛ, ‘Yɛ osutɔ kɛseɛ.’
7 Hvert menneskes hånd forsegler han, forat alle mennesker som han har skapt, må komme til å kjenne ham.
Sɛdeɛ nnipa a wabɔ wɔn nyinaa bɛhunu nʼadwuma enti, ɔma obiara gyae nʼadwuma.
8 Da går de ville dyr inn i sine huler, og de holder sig i sine hi.
Wiram mmoa kɔtetɛ; wɔkɔhyehyɛ wɔn abɔn mu.
9 Fra Sydens innerste kammer kommer storm, og med nordenvinden kommer kulde.
Ahum tu firi ne pia mu, na awɔ nso firi mframa a ɛrebɔ mu.
10 Av Guds ånde kommer is, og brede vann bindes.
Onyankopɔn ahome de nsukyeneeɛ ba, na nsuo hahanaa no kyene.
11 Med væte fyller han skyen, og han spreder sine lynskyer,
Ɔde fɔnwuni hyɛ omununkum ma; na ɔtwa nʼanyinam fa mu.
12 og de svinger hit og dit, efter som han leder dem, forat de skal utføre alt det han byder dem, over den vide jord;
Ɔhyɛ ma wɔkyinkyini fa asase so nyinaa so hyia yɛ deɛ ɔkyerɛ sɛ wɔnyɛ biara.
13 enten til tukt, når det er til gagn for hans jord, eller til velsignelse lar han dem komme.
Ɔde omununkum ba de bɛtwe nnipa aso, anaasɛ ɔma ɛtɔ gu asase so de kyerɛ nʼadɔeɛ.
14 Vend ditt øre til dette, Job! Stå stille og gi akt på Guds under!
“Tie yei, Hiob; gyae na dwene Onyankopɔn anwanwadeɛ ho.
15 Forstår du hvorledes Gud styrer dem og lar sine skyers lyn blinke frem?
Wonim sɛdeɛ Onyankopɔn danedane omununkum, na ɔma anyinam tete firi mu?
16 Forstår du hvorledes skyene svever om i luften, forstår du den Allvitendes under,
Wonim sɛdeɛ omununkum sensɛn ewiem, deɛ ɔyɛ nyansaboakwa no anwanwadeɛ?
17 du hvis klær blir varme når jorden ligger og dormer i sønnenvind?
Mo a mote fifire wɔ mo ntadeɛ mu ɛberɛ a anafoɔ mframa ma asase no yɛ dinn no,
18 Kan du med ham spenne ut himmelen, så fast som et speil av støpt metall?
wobɛtumi aboa no ama watrɛ ewiem, a ɛyɛ dene sɛ kɔbere mfrafraeɛ ahwehwɛ?
19 Lær oss hvad vi skal si til ham! Vi kan ikke fremføre noget for bare mørke.
“Kyerɛ yɛn deɛ ɛsɛ sɛ yɛka kyerɛ no; yɛrentumi nka yɛn asɛm, ɛsiane sɛ yɛnnim enti.
20 Skal det fortelles ham at jeg vil tale med ham? Har nogen sagt at han ønsker sin egen undergang?
Ɛsɛ sɛ wɔbɔ Onyankopɔn nkaeɛ sɛ mepɛ sɛ me ne no kasa anaa? Onipa bi wɔ hɔ a ɔbɛpɛ sɛ wɔbɛmene no anaa?
21 Og nu, menneskene ser ikke lyset, enda det skinner klart på himmelen, og en vind er faret frem og har renset den.
Obiara rentumi nhwɛ owia, sɛdeɛ ɛhyerɛn wɔ ewiem ɛberɛ a mframa abɔ ama ewiem ateɛ.
22 Fra Norden kommer gull; om Gud er der en forferdende herlighet.
Ɔfiri atifi fam ba wɔ animuonyam sononko mu; Onyankopɔn ba wɔ surokronkron tumi mu.
23 Den Allmektige finner vi ikke, han som er så stor i makt; men retten og den strenge rettferdighet krenker han ikke.
Yɛnhunu Otumfoɔ deɛ, nanso ne tumi yɛ kɛseɛ; nʼatɛntenenee ne teneneeyɛ kɛseɛ akyi mpo ɔnyɛ nhyɛsoɔ.
24 Derfor frykter menneskene ham; men han enser ikke nogen selvklok mann.
Ɛno enti nnipa de anidie ma no, na ɔmmu akoma mu anyansafoɔ biara.”
