Jobs 37

1 Ja, over dette forferdes mitt hjerte og hopper i mitt bryst.

I od toga drkæe srce moje, i otskaèe sa svojega mjesta.

2 Hør, hør braket av hans røst og det drønn som går ut av hans munn!

Slušajte dobro gromovni glas njegov i govor što izlazi iz usta njegovijeh.

3 Under hele himmelen lar han det fare, og han sender sitt lys til jordens ytterste ender.

Pod sva nebesa pušta ga, i svjetlost svoju do krajeva zemaljskih.

4 Efterpå brøler røsten, han tordner med sin veldige røst; han holder ikke lynene tilbake når hans røst lar sig høre.

Za njom rièe grom, grmi glasom velièanstva svojega, niti što odgaða kad se èuje glas njegov.

5 Gud tordner underfullt med sin røst; han gjør storverk, og vi forstår dem ikke.

Divno Bog grmi glasom svojim, èini stvari velike, da ih ne možemo razumjeti.

6 Han sier til sneen: Fall til jorden! - og likeså til skyllregnet, sitt sterke skyllregn.

Govori snijegu: padni na zemlju; i daždu sitnome i daždu silnome.

7 Hvert menneskes hånd forsegler han, forat alle mennesker som han har skapt, må komme til å kjenne ham.

Zapeèaæava ruku svakom èovjeku, da pozna sve poslenike svoje.

8 Da går de ville dyr inn i sine huler, og de holder sig i sine hi.

Tada zvijer ulazi u jamu, i ostaje na svojoj loži.

9 Fra Sydens innerste kammer kommer storm, og med nordenvinden kommer kulde.

S juga dolazi oluja, i sa sjevera zima.

10 Av Guds ånde kommer is, og brede vann bindes.

Od dihanja Božijega postaje led, i široke vode stiskuju se.

11 Med væte fyller han skyen, og han spreder sine lynskyer,

I da se natapa zemlja, natjeruje oblak, i rasipa oblak svjetlošæu svojom.

12 og de svinger hit og dit, efter som han leder dem, forat de skal utføre alt det han byder dem, over den vide jord;

I on se obræe i tamo i amo po volji njegovoj da èini sve što mu zapovjedi po vasiljenoj.

13 enten til tukt, når det er til gagn for hans jord, eller til velsignelse lar han dem komme.

Èini da se naðe ili za kar ili za zemlju ili za dobroèinstvo.

14 Vend ditt øre til dette, Job! Stå stille og gi akt på Guds under!

Èuj to, Jove, stani i gledaj èudesa Božija.

15 Forstår du hvorledes Gud styrer dem og lar sine skyers lyn blinke frem?

Znaš li kako ih Bog ureðuje i kako sija svjetlošæu iz oblaka svojega?

16 Forstår du hvorledes skyene svever om i luften, forstår du den Allvitendes under,

Znaš li kako vise oblaci? Znaš li èudesa onoga koji je savršen u svakom znanju?

17 du hvis klær blir varme når jorden ligger og dormer i sønnenvind?

Kako ti se haljine ugriju kad umiri zemlju od juga?

18 Kan du med ham spenne ut himmelen, så fast som et speil av støpt metall?

Jesi li ti s njim razapinjao nebesa, koja stoje tvrdo kao saliveno ogledalo?

19 Lær oss hvad vi skal si til ham! Vi kan ikke fremføre noget for bare mørke.

Nauèi nas šta æemo mu reæi; ne možemo od tame govoriti po redu.

20 Skal det fortelles ham at jeg vil tale med ham? Har nogen sagt at han ønsker sin egen undergang?

Hoæe li mu ko pripovjediti što bih ja govorio? Ako li bi ko govorio, zaista, bio bih proždrt.

21 Og nu, menneskene ser ikke lyset, enda det skinner klart på himmelen, og en vind er faret frem og har renset den.

Ali sada ne mogu ljudi gledati u svjetlost kad sjaje na nebu, pošto vjetar proðe i oèisti ga;

22 Fra Norden kommer gull; om Gud er der en forferdende herlighet.

Sa sjevera dolazi kao zlato; ali je u Bogu strašnija slava.

23 Den Allmektige finner vi ikke, han som er så stor i makt; men retten og den strenge rettferdighet krenker han ikke.

Svemoguæ je, ne možemo ga stignuti; velike je sile, ali sudom i velikom pravdom nikoga ne muèi.

24 Derfor frykter menneskene ham; men han enser ikke nogen selvklok mann.

Zato ga se boje ljudi: ne može ga vidjeti nikakav mudarac.